For et år siden var Angela Merkel dømt færdig som Tysklands forbundskansler. Mange kommentatorer havde allerede hvæsset pennen og skrevet hendes politiske nekrolog. ”Merkel i fælden: Ragnarok er begyndt”, lød en overskrift. Befolkningens splittelse over den rekordstore tilstrømning af flygtninge og migranter voksede, og det samme gjorde utilfredsheden med kansleren, som i september sidste år havde åbnet grænsen.
Nytårsnat ved indgangen til 2016 fik kansleren det, der kunne ligne dødsstødet, da landet blev rystet af overgreb på 1200 kvinder i Köln og andre byer, og politiet knyttede forbrydelserne til den hastige migration. Merkels popularitet dykkede, det højrenationalistiske Alternativ for Tyskland vandt i månederne derpå jordskredssejre i den ene delstat efter den anden, og sommerens to terror-angreb begået af radikaliserede flygtninge føjede spot til skade.
Alligevel må Angela Merkels kritikere i dag sande, at den 62-årige kansler og præstedatter endnu engang har vist sig at leve op til det tyske politiske slagord alternativløs. Når hun på tirsdag mødes med sit kristeligt-demokratiske bagland på CDU’s partikongres i Essen, er det med visheden om, at to tredjedele af tyskerne ifølge en ny meningsmåling for tv-stationen ZDF gerne ser hende valgt til en fjerde periode som verdens mest magtfulde kvinde, når tyskerne til næste efterår går til forbundsdagsvalg. Og trods det seneste års kritik ventes hun på kongressen genvalgt som CDU-formand og kåret til kanslerkandidat uden murren i krogene.
”Selv efter flygtninge-situationen betragter mange tyskere hende som en stabiliserende faktor i en turbulent tid, hvor højrepopulismen tager til i vestlige demokratier. Hun er ikke så populær som ved seneste valg, men hendes popularitet er stadig stor,” siger politolog ved Leipzig Universitet Hendrik Träger, som forsker i tysk politik, og som henviser til frygten for, at Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg vil betyde yderligere medvind til populister i lande som Frankrig og Tyskland:
”For en betydelig del af tyskerne lader der ikke til at være noget alternativ til hende.”
Efter måneders spekulationer meddelte Merkel for nylig, at hun agter at stille op til en fjerde periode, og bliver hun genvalgt, kan hun nå op på siden af sin gamle læremester, den konservative genforeningskansler Helmut Kohl, som med 16 år på posten er den hidtil længst siddende kansler.
Men modsat sejren i 2013, hvor CDU og det bayerske søsterparti CSU takket være den dengang særdeles populære kansler løb med 41,5 procent af stemmerne, er intet givet på forhånd. Tyskland er ikke det samme land som for fire år siden. De hundredtusindvis af flygtninge har polariseret befolkningen, og utilfredsheden er taget til både i Merkels bagland og blandt CDU’s traditionelle vælgere. Forleden måtte hun synke en ekstra gang, da hun mødtes med CDU-græsrødder i Heidelberg for at søge støtte forud for den årlige partikongres.
”Fru forbundskansler, træd tilbage,” lød det roligt fra Ulrich Sauer, et ældre partimedlem fra Karlsruhe, som mener, at kansleren har fejlet i flygtningekrisen og udløst en vanvittig situation.
Ved samme lejlighed kunne kansleren trøste sig en smule ved påmindelsen om de mange tusinde, der har nydt godt af hendes åbne flygtningepolitik, da en afghansk dreng under mødet takkede hende på tysk og fik tårer i øjnene, da hun forlod scenen for at trykke ham i hånden.
Men det ændrer ikke ved, at kansleren det seneste år har skabt sig mange modstandere.
Vælgeropbakningen til partiet er faldet, og ifølge den seneste Insa-meningsmåling står unionspartierne til at få 32,5 procent af stemmerne. CSU’s formand, Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer, har gang på gang udfordret kansleren for åbent tæppe og truer nu med at afvise et nyt regeringssamarbejde med søsterpartiet, hvis Merkel ikke vil sætte en øvre grænse for, hvor mange flygtninge landet kan modtage. Og cirka 500 tidligere studerende ved Konrad-Adenauer-stiftelsen i Berlin, en institution opkaldt efter den afdøde vesttyske landsfader og medstifter af CDU, forsøger ifølge nyhedsmagasinet Spiegel at vende partiet mod Merkel, idet de mener, at den kristeligt-demokratiske arv fra Konrad Adenauer er ”alvorligt truet” af hendes flygtningepolitik.
Dertil kommer, at det EU- og flygtningekritiske Alternativ for Tyskland, som ingen af de øvrige partier ønsker at samarbejde med, har vundet sæde i 10 ud af 16 delstatsparlamenter, blandt andet takket være utilfredse CDU-vælgere, og står til 13,5 procent af stemmerne på landsplan. AfD kan dermed ende med at blive det tredjestørste parti i Forbundsdagen efter CDU og det socialdemokratiske SPD.
”Merkel er ikke længere urørlig,” siger Josef Schmid, som er professor ved institut for statskundskab ved Universitetet i Tübingen.
”Hendes beslutninger i migrantpolitikken viste sig at have nogle mangler og uforudsete konsekvenser. Det samme gjaldt for eurokrisen. Hun har begået nogle fejl, primært små fejl, vil jeg mene, men reaktionerne har været enorme. Kritikere har nærmest fremkaldt en kædereaktion i offentligheden. Som om man har indset, at Merkel ikke er nogen gudinde, men et menneske, der begår fejl, og så skal hun angribes.”
Merkels beslutning om at holde grænsen åben for strandede flygtninge i Ungarn i september sidste år var en egenrådig beslutning, som har kostet hende megen kritik, men siden har hun forsøgt at tilfredsstille sit bagland ved gentagne gange at gennemføre stramninger af flygtningepolitikken, påpeger Marcel Berlinghoff, som forsker i migration ved Osnabrück Universitet.
Flere tyske medier peger også på, at kanslerens beslutning om at åbne grænsen kun spillede en relativt lille rolle i tilstrømningen af flygtninge til Tyskland, og det samlede antal ankomne i 2016 er siden blevet nedjusteret fra 1,1 million til 890.000.
Alligevel har politiske modstandere haft stor succes med at bruge kanslerens flygtningepolitik som skyts i politiske kampagner, understreger Marcel Berlinghoff.
”AfD og andre kritikere er ligeglade med tal og anden fakta. De udnytter flygtningetemaet til at føre kulturkritik mod den formodede venstredrejning af Merkel og CDU under hendes ledelse og til at protestere imod de seneste årtiers indvandring til Tyskland,” siger han.
Når CDU mødes i den kommende uge, vil debatten især handle om, hvordan partiet genvinder utilfredse vælgere, som planlægger at sætte deres kryds ved AfD. Ifølge et arbejdspapir med titlen ”Orientering i vanskelige tider – for et succesfuldt Tyskland og Europa” vil regeringspartiet gøre alt, hvad der står i dets magt, for at undgå en flygtningestrøm som den, Tyskland oplevede sidste år.
Men den nøgterne, rationelle Merkel er den forkerte kansler til at løse kommende udfordringer, mener Spiegels stedfortrædende chefredaktør, Dirk Kurbjuweit, der især peger på den populistiske trussel mod de liberale demokratier i Vesten.
”Merkel er bevidst om de store udfordringer, vi står over for, og taler jævnligt om dem. Så meget desto mere foruroligende er det, hvor uinspirerende og svag hendes meddelelse om kandidaturet til en fjerde periode var,” skriver han og påpeger, at kansleren med sin tørre facon ganske enkelt mangler evnen til at tale til det tyske folk på en måde, som appellerer til de mange utilfredse vælgere, der lokkes af AfD’s følelsesladede retorik.
Tidligere kanslere er lykkedes med at ændre sig, når det gjaldt. I syv år havde Helmut Kohl ikke den store betydning som kansler, men da Berlinmuren faldt, satte han alt ind på en tysk genforening og sikrede sig sin plads i historiebøgerne, påpeger Kurbjuweit.
”Hun bliver nødt til at forandre sig, men kan hun?
Når en kansler har siddet så længe, som hun har, er der stor fare for, at den politiske dynamik bliver svag, og de politiske idéer forsvinder,” påpeger professor Josef Schmid.
”Men fordelen er stabilitet og tilregnelighed. Folk ved, hvad de får, og hvad de ikke får med Merkel.”
Indtil videre kan kansleren glæde sig over, at flygtninge-situationen har nået sit højdepunkt, påpeger politologen Hendrik Träger.
”Men det kan ændre sig, hvis Tyrkiet åbner sine grænser til EU, og flygtningene igen kommer til Tyskland,” siger han med henvisning til den skrøbelige flygtninge- aftale mellem EU og det stadig mere autoritære Tyrkiet.
”I så fald kunne flygtningepolitik blive et endnu vigtigere tema, end det er i dag, og det kunne blive et kæmpe problem for Merkel.”