På den måde er storbyerne tættere på verden, end de er på deres lande, siger professor Eric Corijn fra Bruxelles byen, der kan give resten af verden en forsmag på, hvad der sker, når nationalstaten kommer under pres
LÆS OGSÅ: Jeg tror ikke på islamisk demokrati
Professor Eric Corijn er en mand, der ikke hænger fast i fortiden.
I løbet af halvanden times interview vil han erklære nationalstaten for passé. Han vil forklare, hvorfor København har mere til fælles med Berlin eller Bruxelles end med Hirtshals. Og han vil plædere for, at historiebøgerne i storbyerne skal skrives om, så de ikke længere beskæftiger sig med kongerækken, den lokale sangskat eller med de nationale guld-aldermalere. I stedet vil professoren i social og kulturel geografi, der er leder af centret for byforskning, Cosmopolis, ved Det Frie Universitet i Bruxelles (VUB), redegøre for, hvordan udviklingen i EUs hovedkvarter kan ses som en forsmag på, hvad der er i vente i resten af verden, når landområderne og storbyerne i fremtiden vil vokse fra hinanden.Fra sit kontor på sjette sal i den hollandsktalende del af universitetet forklarer han, hvordan Cosmopolis medarbejdere har kortlagt den belgiske hovedstad og byens indbyggere ned til mindste detalje for bedre at kunne forstå den stadig mere internationale ø, der ligger klemt inde i den sydlige del af Flandern, ikke så langt fra sproggrænsen til det fransktalende Vallonien.
Der er et par ting ved Det Frie Universitet i Bruxelles, der giver en fornemmelse for de grundvilkår, der præger Belgiens hovedstad. Det ene er, at universitetet er delt op i to fuldstændig separate dele, en fransktalende og en hollandsktalende, der fungerer uafhængigt af hinanden. Ligesom i resten af Belgiens eneste tosprogede region er det op til de studerende at vælge, hvilken del de vil høre til.
Det andet er bevidstheden om, at det langtfra er alle universitetetsstuderende, der rent faktisk er etniske belgiere. På toilettet hænger der for eksempel en udførlig engelsk manual over, hvordan man bruger sådan et, inklusive en note på kinesisk, der beder de studerende om ikke at sætte sig på hug oven på kummen, når de benytter faciliteterne. Et vidnesbyrd om, at vi er et sted, hvor mennesker med vidt forskellig baggrund skal have tingene til at fungere sammen.
Eric Corijn lægger da også ud med at slå fast, at det bliver stadig sværere at se Bruxelles som en almindelig hovedstad i et almindeligt land, eftersom der fra regeringshold sker en langsom, men konstant udhuling af statsmagten til fordel for regionerne.
Belgien har aldrig været én nation. Det er en fejlslagen nationalstat. Det er ikke ét land med ét sprog og én befolkning. Fra starten havde landet en iboende konflikt i sig. Men så længe det var en enhedsstat, så var Bruxelles den indiskutable hovedstad i landet, siger han, men understreger, at sådan er det ikke længere, i og med at mere og mere magt flyttes fra det føderale niveau.
Belgierne identificerer sig med de to stater, der er under opbygning, men de har et mærkeligt forhold til Bruxelles, fordi det er hovedstaden i den gamle belgiske nationalstat, der har været i konstant reform gennem de seneste 30 år. Så de identificerer sig ikke med byen, siger han.
Kigger man på byens sammensætning, er det ikke underligt, at mange belgiere ikke føler sig knyttet til den, eftersom de er blevet en minoritet i deres egen hovedstad. Over halvdelen af indbyggerne er udlændinge eller børn af udlændinge.
Man har de mindre velbeslåede immigranter, fabriksarbejderne, der kom hertil i 1960erne og 1970erne for at bygge biler. Så har man de europæiske udstationerede, der har at gøre med institutionerne, og som også er udlændinge, men som har mange flere penge. Og så har man belgierne der er cirka en tredjedel af hver, siger professoren.
Det giver en ret unik udfordring for dem, der skal have byen til at fungere.
Som by skal den samle en befolkning, som ikke er samlet af fælles rødder. Det er ikke nationalhistorien eller det at komme fra det samme samfund, der forener de over 40 nationaliteter på over 1000 mennesker, der alle har deres egne kulturelle omdrejningspunkter. Jeg bruger det tal, fordi når man er mere end 1000, så er man nok til at have sin egen kirke, et kulturcenter og sin egen gastronomi, siger han.
Rigtigt nok kan danskerne gå i Scanshoppen sammen med deres nordiske venner og købe gløggekstrakt, salt-lakrids og Klovborg-ost. De kan gå i den danske kirke, til spejder eller sankthansfest og julebasar, hvis de vil. Det samme gælder for alle de andre minoriteter i Bruxelles. Portugiserne kan drikke Delta-kaffe og købe klipfisk. Congoleserne kan få deres maniokrødder, søde kartofler og madbananer på de fleste gadehjørner i visse kvarterer, mens kulturcentre, eksotiske restauranter og supermarkeder med internationale specialsektioner gør det muligt for de fleste at fortsætte med at leve, nogenlunde som de gjorde derhjemme. Spørger man dem til gengæld, om de kan nynne den belgiske nationalsang, kommer rigtig mange til kort. For det er langtfra nødvendigt at integrere sig i sit nye fædreland for at kunne fungere i Bruxelles.
Bruxelles er ved at blive en by af minoriteter. Der er ikke nogen kulturel standard længere, som er så dominerende, at de andre bliver nødt til at tilpasse sig til den. Så i Bruxelles kan man sagtens beholde sin egen identitet, men man ved, at den aldrig vil blive den dominerende, siger professoren.
Det, der er så fascinerende og spændende ved det her sted, er, at det ikke er muligt at samle folk om en fælles fortid, for sådan en har de ikke. Men de har en fælles skæbne.
Så det er et interessant laboratorium, hvor man kan se, hvad der sker i en global by, når man vrister sig løs fra den nationale identitet, siger han.
Corijn erkender dog fra starten, at Bruxelles langtfra er noget problemfrit sted.
Denne lille verdensby bestående af 19 kommuner med 1,1 millioner indbyggere er på flere måder belastet af den absurd komplicerede belgiske statsopdeling. Her har den langsommelige udhuling af den føderale stat siden landets samling i 1830 ført til, at den selvstændige, tosprogede Bruxelles-region har kompetencen over infrastruktur og økonomi, mens blødere ting som velfærd, kultur og uddannelse ligger under de to sprogområders kompetence. Det betyder, at byen har to sæt skoler, biblioteker, kulturhuse og så videre. Det resulterer i det, som Eric Corijn beskriver som kulturel apartheid mellem flamlænderne i nord og vallonerne i syd, der tvinger folk til at vælge mellem de to systemer, på trods af at de begge passer ret dårligt til rigtig mange af Bruxelles blandede indbyggere.
Oven i det kæmper Bruxelles med en stadig større økonomisk ulighed, der er afstedkommet af flere forskellige faktorer. For det første har Bruxelles det problem, at over halvdelen af de 700.000 job i byen er besat af pendlere, der betaler deres skat i deres hjemkommuner i henholdsvis Flandern og Vallonien og dermed ikke bidrager til kommunekassen. Det samme gælder for de ansatte ved EU-institutionerne, Nato og andre internationale institutioner, der er fritaget for belgisk skat. For det andet findes 90 procent af jobbene i en højtspecialiseret serviceindustri, der henvender sig til folk med længerevarende uddannelser og udelukker en stor gruppe af mennesker, der ikke kom med på den vogn, forklarer professoren.
På den ene side har man et af de mest højtuddannede arbejdsmarkeder i hele Europa bygget op omkring de internationale funktioner. På den anden side har man 40 procent af Bruxelles befolkning, som bor i nedslidte kvarterer, 100.000 arbejdsløse, 26 procent på venteliste til socialt boligbyggeri og hvert tredje barn boende i en husstand uden indkomst. Så den sociale opsplitning i Europas hovedstad er stor.
Kort sagt er det økonomisk en meget dynamisk by. Men overgangen fra en industriel til en postindustriel økonomi gavner ikke den samme slags mennesker. Og man kan ikke forvente af alle dem, der kom hertil for at arbejde på fabrikkerne i den sekundære sektor, at de pludselig bliver tresprogede tolke for de internationale institutioner.
Det betyder, at Bruxelles på linje med mange andre storbyer, der står over for samme svære overgang mod en vidensøkonomi skal investere massivt i skolesystemet, sundhedssystemet, den offentlige transport, infrastruktur og boliger, hvis forskellene skal holdes i ave, mener han.
Har man en postindustriel økonomi, så bliver man nødt til at få mere social omfordeling, hvis man vil have alle med på vognen, for der kommer ikke til at være et job til alle, siger Corijn og gør klart, at alternativet er, at man ender som mange østeuropæiske eller amerikanske byer som for eksempel Detroit, hvor industricentrenes uddøen er endt med menneskeflugt og spøgelsesbyer.
Begge scenarier er mulige. En lys urban fremtid eller en indskrænkning af mulighederne. Men Bruxelles er godt placeret. Byen ligger midt i den blå banan (økonomisk højaktivitetsområde, der løber fra det nordvestlige England til Norditalien, red.) og midt i den trekant, der går mellem Berlin, London og Paris, siger han og understreger, at dens overskuelige størrelse gør byen attraktiv for folk, der bliver trætte af livet i de rigtig store storbyer.
Den hurtigst voksende befolkningsgruppe er franskmændene. Der er højhastighedstog til Paris, der tager en time og 20 minutter, hvilket betyder, at man er hurtigere inde i centrum, end hvis man pendlede fra forstæderne. Man kan købe et hus her til 20 procent af prisen i Paris, og der er ikke nogen formueskat. Det betyder, at over 40.000 franskmænd bor i Bruxelles. Det er endda blevet så vigtigt et vælgerområde, at præsidentkandidaterne kommer her til Bruxelles for at føre kampagne, siger han med henvisning til den valgkamp, der nærmer sig kogepunktet i nabolandet.
Til gengæld bliver det mere og mere klart, at den belgiske model ikke passer til landets hovedstad.
Man kan se, at de svar, som politikerne giver i dag, er de forkerte svar. Det er ikke nogen god løsning at forsøge at have to monokulturer på det samme territorium, siger han og understreger, at Bruxelles skal tænkes fuldstændig anderledes, helt ned til de bøger, som bruges i skolen.
Historiebøgerne skal fuldstændig skrives om, hvis de skal kunne integrere Bruxelles-boere af alle mulige forskellige baggrunde.
Det er ikke belgisk nationalhistorie, det er ikke vores traditioner og vores musik eller forfattere, der er vigtige her. Der er brug for et meget mere globalt referencesystem, siger han.
Men kommer det til at ske?
Ja, det kommer til at ske.Globalisering er lig med urbanisering, og begge dele er uigenkaldelige, siger han og understreger, at der projekteres med 200.000 flere ikke-belgiere i statistikkerne frem mod 2020 på grund af tiltrækning udefra og høje fødselsrater i migrantbefolkningerne.
Men han gør det klart, at det også er et mere globalt fænomen. Vi vil få flere mennesker på mindre plads, hvilket vil tvinge os til at leve tættere og mere bæredygtigt sammen.
Vi vil se en mere tæt pakket menneskehed, som bliver nødt til i stadig højere grad at leve sammen på basis af forskellighed.
Næsten halvdelen af jordens befolkning bor i byer, og det antal vil vokse. Men en by er ikke det samme som et land. Siden det 19. århundrede har vi opfattelsen af, at vi bor i lande, som om vi alle sammen var en del af det samme fællesskab.
Et land kan ikke eksistere uden den slags forestillede fællesskaber med flaget, sproget og historien, hvorimod byen altid har været et mødested, hvor der er sket en udveksling.
Hvis vi tager København som eksempel, så er det ikke det samme som Danmark. Hovedstaden er foran på en måde, samtidig med at den også er et udtryk for landet, siger han og gør det klart, at det gør det svært at holde fast i, at der er et større nationalt fælleskab.
Det bliver stadig sværere at finde en national identitet, hvor et lands interne sammensætning kan ses som homogen i modsætning til det, der findes uden for landegrænserne. Byer som London, Paris, Berlin og København bliver mere og mere ens på den samme urbane måde og mere og mere forskellige fra de udenomliggende landområder og småbyer. På den måde er storbyerne tættere på verden, end de er på deres lande, siger han og peger på, at der i lande som Frankrig og Holland har været nedsat kommissioner, der har skullet definere landenes fælles værdier og identitet, ligesom den forrige regering forsøgte herhjemme med sin værdikommission.
Alle disse kloge mennesker kunne ikke beskrive dem. Og jeg vil gerne udfordre danskerne til at sige, hvad det specifikt vil sige at være dansker. Når man ser nærmere på det, så bliver det stadig mere klart, at det at have noget til fælles ikke er af en kulturel natur.
Er det noget, som andre lande bør se til Bruxelles for at forberede sig på?
Ja, det vil jeg sige. Jeg mener, fremtiden er multikulturel, siger Eric Corijn og understreger, at det ikke nødvendigvis kun handler om etnicitet.
Der er et andet lag, som vi ikke må undervurdere i det multikulturelle samfund. Det er, at den lokale befolkning også bliver mere forskellig og deler sig ind i grupper med forskellig livsstil. Tolerancen over for nye husstandsinddelinger vokser. Den traditionelle familie er ikke længere normen. De fleste børn vokser op i anderledes familier nu; der er mange énpersonshusstande, tolerancen over for forskellige seksuelle præferencer er øget, forbrugermønstrene bliver også mere forskellige. Så bundlinjen er, at selv nationale identiteter ikke kan bibeholdes, siger han og forvarsler et endnu større skifte ganske snart.
Vi er ved at blive forvandlet til et bydyr. Vi ved det ikke endnu. Og vi er ikke forberedt på det.
Men nogle siger, at det er lidt som den industrielle revolution, hvor folk kom fra landet for at arbejde på fabrikkerne i midten af det 19. århundrede. De havde ikke nogen forestilling om, hvilket samfund det 20. århundrede ville skabe. Masseproduktion og masseforbrug har skabt en radikalt anderledes livsstil på bare to-tre generationer, og det tror jeg kommer til at ske i det 21. århundrede omkring identiteter, siger professoren, der spår, at de mange kontakter over grænser vil sætte nationalfølelsen under pres.
Ens samfunds absolutte værdier bliver pillet fra hinanden. I gamle dage kunne folk tænke om sig selv, at de var verdensmestre. De havde den bedste økonomi, det bedste sprog, den bedste kultur den slags meget nationalistiske illusioner. Men allerede fra en meget ung alder bliver vi nu for-bundet med folk udefra, og derfor ser vi anderledes på det, siger han.
Jeg tror, at mange af de forskelligheder, der havde stor betydning i det 19. og 20. århundrede, og som lå til grund for de århundreders mange krige, ikke har nogen betydning længere. Det er andre ting, som er vigtige nu. Og det skifte lever vi midt i lige nu.
