Prøv avisen
Globalt set

Gør jer klar til præsident Trump ved at stå sammen

"Der er to ting, som venner og allierede kan og bør gøre for at berede sig på det værste. Det ene er at gøre sig selv stærkere og dermed bedre i stand til at modstå overmagten. Den anden er at afstive deres indbyrdes alliancer og venskaber," skriver Bill Emmott om Donald Trump som mulig præsident.

Donald Trump lægger op til en så hidtil uset isolationisme, at resten af verden må forberede sig på at kunne få en uforudsigelig mand i Det Hvide Hus, skriver The Economists forhenværende chefredaktør Bill Emmott

USA’s venner og allierede betragter forbløffet den nu så godt som sikre udsigt til en duel mellem Hillary Clinton og Donald Trump ved præsidentvalget til november. Men de er nødt til at gøre andet og mere end blot at vride hænder; de må håbe på det bedste, men forberede sig på det værste.

Det nye ved det amerikanske valg i år er ikke så meget, at en reality tv-stjerne og ejendomsmagnat, som ingensinde har været valgt til noget embede, har samlet delegerede nok bag sig til at blive Republikanernes præsidentkandidat. Det er snarere den kolossale forskel, der vil være for resten af verden mellem en sejr til Trump og en sejr til Clinton.

USA’s venner og allierede har alle dage i moderne tid haft deres egne favoritter ved de amerikanske præsidentvalg. Men aldrig før har Demokraternes og Republikanernes kandidater været så forskellige som nat og dag. Der var ingen uoverskridelig kløft mellem Ronald Reagan og Jimmy Carter eller mellem George Bush og Bill Clinton, George W. Bush og Al Gore, John McCain og Barack Obama. Det er der til gengæld mellem Donald Trump og Hillary Clinton.

For resten af verden står Clinton for kontinuitet, mens Trump står for dramatisk forandring. Hvor dramatisk er ikke til at vide, men i Trumps tilfælde kan man ikke basere sig på standardformodningen om, at kandidaterne spiller op til deres partis kernevælgere i tiden op til opstillingsvalgene, men søger ind mod centrum op til det egentlige valg. Hans kandidatur ligger uden for normalen.

Og det er derfor, det gælder om at holde sig klar. Trump bekræftede i sin nylige tale om udenrigspolitik, at han vil regere ud fra devisen om at sætte USA i første række. Han vil afvise flersidige handelsaftaler og institutioner og slå meget hårdere ned på illegal indvandring, og han vil skabe en ny tilgang til forsvars- og sikkerhedsalliancer.

Trump erklærede, at han vil have et USA, som er ”forudsigeligt uforudsigeligt”, men gjorde det også klart, at han ikke vil vige fra sit grundlæggende standpunkt. De allierede skal til at betale mere for deres eget forsvar. Naboaftaler såsom den nordamerikanske frihandelsaftale med Canada og Mexico, der blev indgået i 1994, kaldte han for en ”total katastrofe”, som har bundet USA på hænder og fødder. Så man må gå ud fra, at de vil blive skrottet.

Hvordan kan venner og allierede berede sig på en mand som Trump i præsidentembedet? Det skal naturligvis gøres diskret. Men Trump har ikke for ingenting skrevet bestselleren ”The Art of the Deal” (Aftalens kunst) fra 1987: Han vil utvivlsomt være enig i, at ordentlig forberedelse er helt nødvendig for at opnå en god aftale. Hvis Trump så skulle opdage det efter at have indtaget Det Hvide Hus, vil han formentlig bare beundre sine modparter for deres initiativ – også selvom han ikke vil være ved det.

Der er to ting, som venner og allierede kan og bør gøre for at berede sig på det værste. Det ene er at gøre sig selv stærkere og dermed bedre i stand til at modstå overmagten. Den anden er at afstive deres indbyrdes alliancer og venskaber for at foregribe et isolationistisk brud fra amerikansk side med gamle partnerskaber og den liberale internationale orden, som har været gældende siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Et svagt Japan og en indbyrdes uenig ansamling af 28 EU-lande vil være oplagte mål for Trump som præsident. Japan vil stå i en stærkere position, hvis det i løbet af de næste 12 måneder for alvor tager den vækstfremmende liberaliseringsstrategi til sig, som premierminister Shinzo Abe så ofte har lovet. Det samme gælder de europæiske lande, hvis de opgav deres spareiver og investerede offentlige midler i at få gang i væksten og mindske arbejdsløsheden.

Sådanne træk er der brug for uanset, og de vil gøre det nemmere at komme i gang med at opbygge stærkere alliancer, hvilket meget vel kan blive nødvendigt.

Hvis Trump kommer til magten og forsøger at skrotte den nordamerikanske frihandelsaftale Nafta, så vil Canada og Mexico få brug for at gøre fælles sag. Hvis Trump og hans folk beslutter at vrage frihandelsaftalen TPP, som Obama forhandlede på plads med 12 lande i Asien og Stillehavet, så vil disse lande være nødt til at fortsætte aftalen eller noget i dur med den med hinanden. Clinton har også vendt sig imod denne frihandelsaftale, men det kan formodes at være taktisk spil, mens der ingen grund er til at tro det samme om Trumps modvilje.

Noget lignende gælder i Europa: EU og Nato må være klar til at holde sammen for ikke at blive kørt over af Trump på områderne handel og sikkerhed. Det kan meget vel betyde, at Europa må være klar til at betale for sit eget forsvar – faktisk et rimeligt nok krav fra Trumps side. Det vil også kræve, at landene står sammen for ikke hver for sig at skulle forsvare sig mod en amerikansk tyran.

Ikke desto mindre er den europæiske solidaritet mildest talt flosset i kanten grundet migrantkrisen og det økonomiske efterspil til finanskrakket i 2008. Den 23. juni risikerer briterne at gøre det hele meget værre, hvis de stemmer for at forlade EU. De gør bedst i at blive i EU for at styrke både Storbritannien og unionen forud for en mulig sejr til Trump.

Asien er ikke kendt for at være solidarisk. Området har måske i for høj grad forladt sig på amerikansk indflydelse til afbalancering af dets indbyrdes rivaliteter. Japan har eksempelvis nære bånd til Sydøstasien, men ingen formel sikkerhedsalliance med landene her. Japan og landets nærmeste nabo, Sydkorea, har begge mangeårige sikkerhedsaftaler med USA, men betragter hinanden som fjender.

Med udsigten til handelskrige, møntfodskrige og opsigelse af mangeårige sikkerhedsalliancer i løbet af de næste 9-12 måneder er det tid til at finde den regionale solidaritet frem og lægge gamle fjendskaber og splittelser på hylden. Amerikas venner og allierede er nødt til at berede sig på et mindre venligt USA.