Google i svær kamp mod Kina

Efter fire år har Google fået nok af det kinesiske regimes censur. Men søgegiganten kan næppe gøre meget

Enkelte kinesere har lagt blomster og andre erkendtligheder foran Googles hovedkvarter i Beijing som en støtteerklæring til Googles kamp mod internetcensur. -
Enkelte kinesere har lagt blomster og andre erkendtligheder foran Googles hovedkvarter i Beijing som en støtteerklæring til Googles kamp mod internetcensur. - . Foto: JASON LEE Denmark.

Verdens største søgemaskine på internettet, Google, har overraskende meddelt, at man ikke længere vil medvirke til censur i Kina og truer med helt at trække sig ud af landet. Meddelelsen blev i går mødt med larmende tavshed fra officiel side, mens menneskerettighedsorganisationer og kinesiske aktivister jublede. Enkelte viste deres sympati ved at lægge blomster foran Googles hovedkontor i Beijing.

– Vi ønsker at udtrykke vores støtte til Google, der er udsat for strikse og vanskelige vilkår i Kina. Det vidste vi godt i forvejen, men nu bliver det sagt åbent, sagde Zhao Gang, der er it-medarbejder, til nyhedsbureauet Reuters.

Efter fire år i Kina, hvor Google uden at kny har medvirket til at censurere og filtrere søgeresultater på sin kinesiske webside, Google.cn, kom meddelelsen som noget af en overraskelse. Google begrunder det med, at firmaet i december i lighed med 20 andre unavngivne virksomheder blev udsat for et alvorligt hackerangreb fra Kina. Hackerne gik især efter kinesiske menneskeretsforkæmperes e-mails på Google, kaldet g-mail.

– Angrebene og den overvågning, de har afsløret – kombineret med det seneste års forsøg på yderligere at begrænse ytringsfriheden på nettet – har fået os til at konkludere, at vi må overveje, om vi fortsat kan drive forretning i Kina, skriver Googles juridiske chef, David Drummond.

Google ønsker at forhandle med den kinesiske ledelse, men er udmærket klar over, at det kan betyde, at firmaet bliver nødt til at lukke helt i Kina.

Landet har omkring 350 millioner internetbrugere og er verdens største marked. Det kinesiske kommunistparti har nøje fulgt den udvikling og har skabt verdens mest strikse og sofistikerede overvågning af internettet. Indtil nu har store internationale virksomheder som Google og Microsoft medvirket til censuren med henvisning til, at man blot følger landets love. Det er de blevet kritiseret skarpt for, ikke mindst i Vesten, men også af kinesiske internetbrugere.

– Det overraskende er ikke, at der er hackere og censur, for det eksisterer alle vegne her i Kina. Det overraskende er, at et så stort firma nu bryder tavsheden. Indtil nu har alle været tavse, siger Liu Ning, der er forfatter og blogger.

Selvom Googles beslutning bliver positivt modtaget, tyder intet på, at det vil få den kinesiske ledelse til at ændre kurs.

Overvågningen og censuren er blevet strammet en ekstra tand i det seneste års tid, hvor sider som YouTube, Facebook og Twitter har været blokeret. Tusindvis af kinesiske internetsider er blevet lukket, fordi de angiveligt havde "vulgært" indhold, og i Xinjiang-provinsen lukkede myndighederne simpelthen internetforbindelsen efter sidste års voldsomme uroligheder.

– Mulighederne for at udtrykke sig på internettet er blevet mindre, fordi regeringens kontrol er blevet endnu mere detaljeret og indgribende. Jeg kan ikke se tegn på, at det skulle ændre sig, siger akademikeren Xu Youyu til Reuters.

Med til historien hører også, at Google i lighed med andre virksomheder har haft svært ved at erobre det kinesiske marked. Yahoo og eBay har opgivet og overladt deres Kina-forretning til kinesiske partnere. Googles største konkurrent er den kinesiske søgetjeneste Baidu, der sidder på 60 procent af markedet mod Googles cirka 35. Baidu har gode forbindelser til den kinesiske ledelse og censurerer endnu mere nidkært end de udenlandske konkurrenter.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk