Prøv avisen

Google støder mod den kinesiske mur

Regimet i Beijing kæmper konsekvent imod Googles kreative forsøg på at give de 384 millioner kinesiske internetbrugere mulighed for at surfe på den globale bølge af frie informationer. - Foto: Flemming Jeppesen Denmark

Kina trumfer den amerikanske søgemaskine Google, der har udfordret det kinesiske regimes internetcensur ved at omdirigere sine brugere til Hong Kong

768 millioner kinesiske øjne er i disse dage kastebolde i et brutalt spil mellem den amerikanske internetsøgemaskine Google og Kina.

Regimet i Beijing kæmper konsekvent imod Googles kreative forsøg på at give de 384 millioner kinesiske internetbrugere mulighed for at surfe på den globale bølge af frie informationer.

Ifølge CNN og The New York Times frafiltrerer den kinesiske mur, der er rejst omkring landets computerbrugere, dog stadig Google-søgninger på politisk betændte emner som "Dalai Lama", "oprør i Tibet" og den forbudte Falun Gong-bevægelse.

Censuren fortsætter til trods for, at Google i mandags standsede censuren af sin kinesiske hjemmeside, google.cn, ved automatisk at omdirigere kineserne til den ucensurerede version i Hong Kong, google.com.hk.

– Vi er helt klar over, at Kina til enhver tid vil kunne blokere adgangen til vores søgemuligheder, erkender David Drummond, Googles øverste juridiske chef, på firmaets officielle blog.

Den kinesiske regering udgør en tung dansepartner for den ellers så stærke internetgigant. Tusindvis af politifolk er ansat til at overvåge borgernes internetaktivitet, mens computersystemer sørger for at følsomme emner ikke diskuteres via blog og chat.

Oven på to måneder med øgede spændinger mellem Google og den kinesiske regering, truer Google med helt at trække sig ud af Kina – verdens største internetmarked.

– Det er blevet utåleligt for Google at arbejde under disse forhold. De har truffet en beslutning om, at de risikerer for meget, hvilket betyder, at de trækker sig ud, siger forsker i ytringsfrihed på nettet fra Torontos universitet Ron Diebert til CNN.

Nyhedsbureauet AP rapporterer, at forbipasserende i går lagde blomster og chokolade foran Googles hovedkvarter i det nordlige Beijing.

Ved at trække sig ud af Kina giver Google afkald på store, fremtidige indtægter fra landets hastigt voksende internetmarked. På nuværende tidspunkt udgør Googles kinesiske søgemaskine dog kun to procent af firmaets årlige indtægter på 130 milliarder kroner, skriver BBC.

I det kinesiske udenrigsministerium afviser man, at Googles angreb på landets censurpolitik slår yderligere knuder på den allerede godt sammenfiltrede telefonlinje mellem Beijing og Washington.

– Hvis man blander dette sammen med de kinesisk-amerikanske relationer, gør det til et politisk problem eller ligefrem siger, at det går ud over Kinas internationale image, så er der tale om ren og skær overdrivelse, siger talsmand Qin Gang fra Kinas udenrigsministerium til nyhedsbureauet AFP.

I går annoncerede Kina, at man vil diskutere vigtige strategiske og økonomiske spørgsmål med USA på et topmøde i Beijing i slutningen af maj.

– Så længe, vi holder os til ånden om gensidigt udbytte og imødekommenhed på lige fod, er jeg sikker på, at vi altid kan finde løsninger, siger en optimistisk kinesisk premierminister, Wen Jiabao.

/ritzau/