Grækenland vil udfordre EU med Putin-møde

Den græske regeringsleder forventer næppe, at dagens møde med den russiske præsident kan redde Grækenland fra at gå bankerot. Men han kan udfordre EU i forhandlingerne om tilbagebetaling af gæld, vurderer eksperter

Græsk økonomi er fortsat hårdt presset, og næsten symbolsk trak der i går mørke skyer op over det græske parlament i Athen.
Græsk økonomi er fortsat hårdt presset, og næsten symbolsk trak der i går mørke skyer op over det græske parlament i Athen. . Foto: Alkis Konstantinidis.

Når Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, i dag lander i Moskva for at holde et møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, er det først og fremmest med håbet om at gøre sig mere vigtig og interessant i en EU-sammenhæng, forklarer tidligere historieprofessor ved Copenhagen Business School Uffe Østergaard.

”Alexis Tsipras rejser til Moskva for at lægge et politisk pres på EU, så det ikke bare bliver en teknisk økonomisk diskussion og udelukkende et spørgsmål om, hvilke reformer grækerne vil lave, eller rettere sagt om de vil gennemføre de reformer, de har arvet fra den tidligere regering,” siger Uffe Øster-gaard og kalder mødet for ”symbolpolitik”, idet Alexis Tsipras ikke skal forvente, at Vladimir Putin tilbyder sin økonomiske hjælp til landet.

Besøget kommer, efter at den græske regering mandag aften løftede sløret for det eksakte beløb, som den har regnet sig frem til, at Tyskland skylder for de krigsskader, nazisterne påførte Grækenland under Anden Verdenskrig. I alt: 278,7 milliarder euro, eller hvad der i danske kroner svarer til cirka 2000 milliarder kroner. I morgen har Grækenland frist til at tilbagebetale et lån på 450 millioner euro, svarende til godt 3,3 milliarder kroner, til Den Internationale Valutafond (IMF).

Mødet med den russiske præsident giver nu Grækenland mulighed for at demonstrere, at der findes andre aktører end EU-landene og IMF.

”Nok er Grækenland medlem af EU-klubben, men det har mulighed for at føre egen udenrigspolitik. Der er andre landealternativer end EU og Tyskland - eksempelvis Rusland - og det næste alternativ kunne være Kina,” siger Uffe Østergaard.

Han vurderer, at Alexis Tsipras kan vende hjem fra mødet i Moskva med en større politisk vægt.

”Den græske regering sender et signal om, at den ikke givet vil følge EU's sanktionspolitik, som alle landene skal være enige i. Derved er det lidt et forsøg på at gentage Cyperns politik for to år siden, men Grækenland er bare vigtigere, og for EU er forholdet til Rusland mere ømtåleligt end for to år siden,” siger Uffe Østergaard med henvisning til Ukraine-krisen og de deraf følgende EU-sanktioner mod Rusland.

Også Jacob Funk Kirke-gaard, der er seniorforsker ved den amerikanske tænketank Peterson Institute For International Economics i Washington, er enig i, at Tsipras' besøg hos Putin ikke betyder, at han efterfølgende flyver hjem til Athen med en pose penge, der kan redde landet fra at gå bankerot.

”Men han rejser, fordi han mener, at det har en indenrigspolitisk fordel for ham. Han viser, at Grækenland står tæt på Rusland, for der er gamle historiske forbindelser med den ortodokse kirke. Samtidig er en væsentlig del af medlemmerne af Alexis Tsipras' eget parti Syriza erklærede kommunister og var under sovjettiden tro mod Moskvas linje, så der er gamle personlige forbindelser ikke bare til Alexis Tsipras selv, men nok så vigtigt til store dele af hans parti, som har været meget tæt på Moskva,” siger Jacob Funk Kirkegaard.

Derudover håber premierministeren, at der ved mødet falder billig naturgas af, og at Grækenland får lov til at eksportere visse landbrugsvarer til Rusland.

”Alexis Tsipras vil uden tvivl komme med en masse udtalelser om, at EU-sanktioner mod Rusland er et problem. t af de få områder, hvor han har en indflydelse, er, hvis der skal være nye sanktioner mod Rusland. Det kræver nemlig enstemmighed. Han kan true de andre europæiske lande med ikke at ville stemme for russiske sanktioner og derved måske få en bedre aftale med eurozonen, så han ikke behøver at leve op til helt så mange reformer,” siger Jacob Funk Kirkegaard.

”I det overordnede politiske spil mellem Grækenland og eurozonen spiller mødet en rolle, fordi Alexis Tsipras forsøger at sige til EU-landene, at han har mulighed for at gøre livet rigtig surt for dem. Ikke mindst for den tyske forbundskansler Angela Merkel, som er stor tilhænger af sanktionerne mod Rusland,” siger Jacob Funk Kirkegaard.