Grækere føler moralsk pligt til at hjælpe flygtninge

Trods krise er der stadig overskud til at hjælpe det store antal flygtninge, der opholder sig i Grækenland

Selv om Lambros Antaras og hans familie selv er økonomisk og socialt pressede af krisen i Grækenland, har de fundet overskuddet til at huse hele fem flygtninge fra Syrien, to forældre og deres tre døtre. ”Vi gør bare, hvad alle bør gøre,” forklarer han.
Selv om Lambros Antaras og hans familie selv er økonomisk og socialt pressede af krisen i Grækenland, har de fundet overskuddet til at huse hele fem flygtninge fra Syrien, to forældre og deres tre døtre. ”Vi gør bare, hvad alle bør gøre,” forklarer han. . Foto: Privatfoto.

Det første land, som langt de fleste flygtninge og migranter fra krigshærgede lande møder, når de søger mod et nyt liv i Europa, er det EU-land, der er i dårligst forfatning: Grækenland. Her har den økonomiske krise udpint landets borgere og medført enorme sociale og politiske forandringer. Arbejdsløsheden er tårnhøj, og dagligdagen er for flertallet mere vanskelig end nogensinde.

Samtidig er det her, at knap 58.000 flygtninge sidder fast, efter at Balkan-ruten nordpå blev lukket tidligere på året. Og de 50.000, der allerede var i landet, inden EU indgik en kontroversiel flygtninge-aftale med Tyrkiet, som aldrig rigtig er kommet til at fungere, hvad angår returneringen af flygtninge.

Det er en anspændt situation for begge parter, så man kunne nemt frygte, at overskuddet til medmenneskelighed var til at overse, men sådan er det ikke. Selvfølgelig er der kritiske røster og sociale spændinger, men det græske samfund og dets borgere deler også det, de har, og mange åbner endda deres hjem for de fremmede.

Det er den 34-årige arkitekt Lambros Antaras, den arbejdsløse Gianna Gaitani på 57 år og den pensionerede lærer Voula Taki eksempler på. De bor i landets næststørste by, Thessaloniki, som huser et stort antal flygtninge og migranter, og har trods en lang række personlige udfordringer involveret sig i et stort, humanitært netværk af grækere, som blev stiftet, da gældskrisen brød ud.

”De hårde tider har ført os tættere sammen som nation. Det har skabt en fornyet solidaritetskultur, som spreder sig, og som nu også kommer flygtningene til gode. De har det jo endnu værre end os,” siger Gianna Gaitani.

Hun har indtil for nylig huset tre syrere. Hos Voula Taki bor to unge syrere med deres 18 måneder gamle datter, og Lambros Antaras har en familie på fem boende, også fra Syrien. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er velgørenhed, siger Lambros Antaras. Det er blot et udtryk for menneskelig solidaritet.

”Og vi forventer ikke at få noget igen, for vi handler blot, som alle mennesker bør handle,” siger han.

Hvor meget mentalt overskud det kræver at leve sit liv på den måde bliver tydeligt, når man spørger til grækernes hverdag. Mange har skåret deres omkostninger helt ind til benet og formår kun akkurat at dække de basale behov. Men krisen påvirker ikke kun grækerne økonomisk, den presser dem også psykologisk. Det mærker Gianna Gaitani, der har været arbejdsløs i ni måneder, og hvis familie må leve for under 6000 kroner om måneden.

”Det er ikke nemt. Der er meget angst og ingen håb,” siger hun.

Det kan også være vanskeligt bare at holde gang i sit sociale liv, forklarer Lambros Antaras. Han har mistet mange venner de seneste år. Enten fordi de er emigreret, eller fordi det er svært at mødes, når man ikke engang har penge nok til en kop kaffe. Alligevel finder han og andre altså styrken til at støtte flygtningene, både økonomisk og socialt. Styrken finder de især i det sammenhold, det humanitære netværk tilbyder, og gennem madkuponer og andet fra lokale og internationale ngo’er.

Det vigtigste er dog den moralske pligt, de alle føler, forklarer Voula Taki. Og som er en del af landets dna. Den viste sig også i 1922, da flygtningestrømmen kom fra Lilleasien, og igen under Anden Verdenskrig, lyder det. Lambros Antaras siger det på en anden måde:

”Vi grækere er de første, der møder flygtningene, og det er umuligt at se de døde skylle i land på vores kyster uden at gøre noget. Desuden får jeg det godt med mig selv. Jeg følger min samvittighed, og det gør mig hel. Det er en livsattitude og en ideologi om at udvise solidaritet med alle i nød – ikke mindst i disse år, hvor fascismen og den ekstreme højrefløj breder sig i Europa.”