Prøv avisen

Grænseområde mellem Nord- og Sydkorea er genstand for spekulation

Både et politisk plan og rent lav-praktisk er der lang vej endnu, før Den Demilitariserede Zone (DMZ) mellem Nord- og Sydkorea kan blive andet end det, den er i dag – en fire kilometer bred og 250 kilometer lang landmine-fyldt zone, der adskiller de to lande. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Med de nye forsonlige toner på den koreanske halvø er der atter gang i spekulationerne om, hvilken status området, der har ligget uberørt af menneskehånd siden Koreakrigens våbenhvileaftale i 1953, fremover skal have

Det er indtil videre ren spekulation. På flere måder.

For på både et politisk plan og rent lav-praktisk er der lang vej endnu, før Den Demilitariserede Zone (DMZ) mellem Nord- og Sydkorea kan blive andet end det, den er i dag – en fire kilometer bred og 250 kilometer lang landmine-fyldt zone, der adskiller de to lande. Men med de nye forsonlige toner på den koreanske halvø er der atter gang i spekulationerne om, hvilken status området, der har ligget uberørt af menneskehånd siden Koreakrigens våbenhvileaftale i 1953, fremover skal have.

Det mest populære forslag er, at området eller dele af det skal udnævnes til et Unesco Biosfæreområde.

Det specielle ved DMZ – og til dels den mere ukendte, men langt større civile kontrolzone, CCZ, der på den sydkoreanske side ligger som endnu en buffer – er, at området har udviklet sig til et utilsigtet naturreservat.

Ifølge Sydkoreas nationale institut for økologi er DMZ hjemsted for 91 truede arter, herunder moskushjort, hvidnakket trane, kravebjørn og den sjældne japanske trane. Decideret udryddelsestruede kattedyr som amur-leoparden og den sibiriske tiger er også rapporteret set i området, hvilket dog ikke officielt er bekræftet.

Sydkorea har tidligere – i 2011 – søgt FN om at erklære dele af DMZ for et Unesco Biosfæreområde, men den afsøgning blev afvist. Officielt fordi den var mangelfuld, reelt nok nærmere på grund af modstand fra Nordkorea, der betragtede ansøgningen som et brud på våbenhvileaftalen.

Men nu er der atter grøde i den tanke. Fem kommuner i det nordøstlige Sydkorea meddelte tidligere i år ifølge Yonhap, Sydkoreas nationale nyhedsbureau, at de vil søge igen – og forventer en beslutning på et Unesco-møde til næste år.

Andre spekulerer i at gøre DMZ til en slags museumsområde og lade militærinstallationer og grænsehegn stå som et minde over 65 års kold krig på den koreanske halvø. Blandt andet har Ted Turner, grundlæggeren af tv-stationen CNN, tidligere slået til lyd for, at området burde laves om til en ”fredspark”, som han gerne ville donere penge til, hvis de to koreaer skulle blive genforenet.

Økonomisk støtte skulle dog ikke være nødvendig, for allerede nu er DMZ de to landes primære seværdighed, hvor både Nord og Syd tjener gode penge på at fragte besøgende til Den Demilitariserede Zone og især Panmunjom, den såkaldte våbenhvile-landsby, som er det eneste sted, hvor de to lande står ansigt til ansigt.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er en særlig attraktiv seværdighed, hvis besøgende frit kan krydse grænsen mellem pigtrådshegn, venlige soldater og udsigtsposter, der har mistet deres funktion. Erfaringen siger ja. I Vietnam er der stadig ture til det område, der skilte Nord- og Sydvietnam frem til 1976, og i sommer udløste det massive reaktioner i Tyskland, da det kom frem, at der var planer om at bygge nyt ved Checkpoint Charlie, den mest kendte af de tidligere grænseovergange mellem Vest- og Østberlin, hvor det eneste originale indslag er skiltet, der meddeler, at ”du er på vej ind i den amerikanske sektor”.

Endelig er der den rene økonomiske spekulation. For hvis det nogensinde kom dertil, at de to koreaer blev en slags føderation eller ligefrem et forenet land, er jorden tæt på DMZ særdeles attraktiv. Fra at have ligget ved en højspændt og lukket grænse befinder jorden sig nu midt i Korea i nem køre-afstand til både Seoul og Pyongyang.

Allerede i løbet af foråret steg antallet af handler i området massivt, hvilket i juni fik den sydkoreanske regering til at meddele, at den holdt nøje øje med køb og salg af jord i området og overvejede at udnævne det som en særlig zone under regeringens kontrol. Handel med jord ville herefter kræve en tilladelse fra regeringen.

På det tidspunkt var priserne ifølge avisen The Korea Times steget med op til 27 procent.