Greta på 15 år er blevet en klimastjerne: Det er os, der skal leve i denne verden

En svensk teenager er blevet et symbol for unge mennesker i hele verden, der kæmper for at redde klimaet. Hver uge skulker hun fra skole for at demonstrere

Siden i sommer har Greta Thunberg strejket for klimaet og inspireret skoleelever og studerende i blandt andet Danmark, Australien, Holland, Tyskland og Finland. I weekenden fortsatte hun sin protestaktion ved COP24-klimakonferencen i den polske by Katowice. –
Siden i sommer har Greta Thunberg strejket for klimaet og inspireret skoleelever og studerende i blandt andet Danmark, Australien, Holland, Tyskland og Finland. I weekenden fortsatte hun sin protestaktion ved COP24-klimakonferencen i den polske by Katowice. – . Foto: Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix.

Arnold Schwarzenegger har været her, og det samme gælder David Attenborough, den verdensberømte producent af naturprogrammer. Men i manges øjne er en 15-årig svensk pige den store stjerne på sidelinjen af de igangværende klimaforhandlinger i Katowice i Polen.

Greta Thunberg betegner sig selv som klimaaktivist, og hun har været inviteret til klimakonferencen COP24 til blandt andet at tale med FN’s generalsekretær António Guterres.

Det hele begyndte ved indgangen til det indeværende skoleår. Den voldsomt varme og tørre svenske sommer fik Greta Thunbergs bekymringer for klimaet til at vokse, og hun besluttede sig for at blive hjemme fra skole og demonstrere foran Rigsdagen i Stockholm.

Hendes ”skolestrejke for klimaet” skulle egentlig bare vare de tre uger fra skolestart og til rigsdagsvalget i begyndelsen af september. Men strejken er fortsat hver fredag siden. Og hun har angiveligt ikke tænkt sig at stoppe, før Sverige med sin klimapolitik løfter sin del af ansvaret for at begrænse Jordens hedetur til de 1,5-2,0 grader, som verdens ledere blev enige om med Paris-aftalen.

Og hvis nogen havde troet, at hun ville blive nervøs i selskab med FN’s generalsekretær, så tog de fejl. Med stor selvsikkerhed og på et perfekt engelsk revsede hun i Katowice Guterres og resten af de ”voksne” for ikke at gøre nok.

”Der findes folk, der siger, at jeg burde blive klimaforsker, så jeg kan løse klimakrisen. Men klimakrisen er allerede blevet løst. Vi har allerede alle de nødvendige fakta og løsninger,” lød det fra Thunberg.

I løbet af efteråret har unge over store dele af verden gjort som den svenske pige.

”Det er os, der skal leve i denne verden. Vi skal leve med det rod, som ældre generationer har lavet. Vi skal rydde op efter dem. Det er ikke fair,” har Greta Thunberg sagt til nyhedsbureauet AFP.

I fredags var hun ikke at finde foran Rigsdagen i Stockholm på grund af sit polske visit. I stedet marcherede hun i weekenden sammen med tusindvis af andre i Katowice for en grønnere fremtid. Omkring samme tid blev hun af amerikanske Time Magazine kåret som en af de mest indflydelsesrige teenagere i verden i 2018.

I den grønne tænketank Concito har hun mindst én fan i direktør Christian Ibsen.

”Der er brug for stemmer som Gretas og generelt for almindelige borgeres stemme i klimadebatten for at få debatten ned på jorden og gøre den mindre elitær. Dér spiller Greta en væsentlig rolle,” siger han og peger på, at målinger i Danmark blandt andet viser, at unge generelt bekymrer sig mere om kli-maet og den globale opvarmnings konsekvenser.

”På den måde har hun store dele af sin egen generation i ryggen. Hun er blevet et ansigt på en voksende frustration over manglende handling på klimaområdet blandt unge,” siger Christian Ibsen.

Greta Thunberg har i hvert fald ikke tænkt sig at opgive sin kamp:

”Hvorfor skal jeg gå i skole og studere til en fremtid, som måske snart ikke findes? Når ingen gør noget for at redde denne fremtid?”