Prøv avisen

Greta Thunberg har antændt en ny og uforsonlig ideologisk klimadebat

Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg var i går på besøg i Europa-Parlamentet i Strasbourg, hvor hun blandt andet talte for parlamentets miljøudvalg. – Foto: Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix

Den svenske skolepiges pludselige ikonstatus har ikke kun sat skub i en europæisk klimabevægelse, men også ført til beskyldninger om hysteri, populisme og venstrefløjspropaganda. For hvad er det egentlig konkret, Greta Thunberg opfordrer til?

Intet synes at kunne standse Greta Thunberg. Hendes pressemøde med Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, i Strasbourg i går og talen til parlamentets miljøudvalg fik lige så stor mediebevågenhed, som havde hun været en statschef.

I dag er den svenske skoleelev så i Vatikanet til generalaudiens med pave Frans, blot få dage efter at Berlins ærkebiskop, Heiner Koch, sammenlignede hendes triumftog for klimaet med Jesu indtog i Jerusalem. Og langfredag vil hun i Rom deltage i en af de omsiggribende skolestrejker, ”Fredage for fremtiden”, som er blevet sammenlignet med nogle af den moderne histories vigtigste politiske bevægelser fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse til mandagsdemonstrationerne i Østtyskland.

”Jeg vil ikke, at I skal håbe. Jeg vil, at I skal være i panik og føle den angst, som jeg føler hver dag,” lyder det budskab, som har indbragt Greta Thunberg en indstilling til Nobels fredspris.

Med sin dundertale og sine skolestrejker har teenageren givet klimabevægelsen fornyet politisk momentum. Men hendes budskab begynder også at vække kritik over hele Europa.

”Det er den sædvanlige katekismus fra de klimafanatikere, der har malet deres røde revolutionære kommunistiske klæder grønne. Deres krav om en drastisk nedskæring af CO2-udledninger ville være en civilisationsændring og føre os tilbage til en slags frihedsløs stenalder,” skriver Olivier Babeau, der er økonom ved universitetet i Bordeaux, i det franske dagblad Le Figaro.

Lignende synspunkter fremføres i Tyskland, hvor for eksempel Henrik Böhme, økonomisk redaktør ved radiostationen Deutsche Welle, har betegnet Greta Thunbergs budskab som ”en åben kritik af det kapitalistiske økonomiske system”.

Så sent som i denne uge delte hun eksempelvis et debatindlæg på Twitter med en opfordring om, at massiv civil ulydighed er den eneste vej frem for at skabe forandringer.

Mere lavpraktisk har Greta Thunberg kritiseret den tyske regerings planer om først at fase kulforbruget ud i 2038. Tyskland er afhængig af kulfyrede, CO2-udledende kraftværker, hvilket har udløst en besk kommentar fra det kristeligt-demokratiske CDU’s generalsekretær, Paul Ziemiak.

”Ikke et ord om arbejdspladser. Ren ideologi,” skrev Paul Ziemiak på Twitter.

Også den danske fysiker og seniorforsker ved DTU Space Jens Olaf Pepke Pedersen har hæftet sig ved, at Greta Thunberg opridser et modsætningsforhold mellem at gøre alt eller ingenting for klimaet, mellem folket og den politiske elite, som i hans øjne kun kan betegnes som populisme.

”Hun beskylder politikerne for ikke at tage problemet alvorligt og postulerer derefter, at hvis ikke det eksisterende politiske system tillader at gennemføre de tiltag, hun kræver, må vi lave systemet om. Det er også et radikalt synspunkt, at vi skal lade olien blive i jorden og stoppe med at bruge olie og kul. Det er ganske enkelt ikke realistisk. Verden ville gå i stå. Måske har Greenpeace sagt det samme, men med Greta Thunberg har synspunktet fået en helt anden gennemslagskraft,” siger Jens Olaf Pepke Pedersen.

Den svenske teenager har dermed sparket en ideologisk debat i gang på et område, som der ellers har været forholdsvis konsensus om. Professor Andreas Ziegler fra afdelingen for empirisk økonomisk forskning ved universitetet i Kassel har forsket i tyskernes holdning til klimaforandringer.

”Et meget stort flertal uanset partifarve accepterer nødvendigheden af en grøn energiomstilling. Men når vi derimod begynder at se på præcise politiske redskaber som udfasning af a-kraft eller subsidier til vedvarende energi, er der meget større uenighed. Især holdningen til skolestrejkerne er stærkt ideologisk farvet, hvor venstrefløjen er positiv, og den konservativt-liberale fløj er negativ,” forklarer Andreas Ziegler.

Bob Ward fra Grantham-forskningsinstituttet i klimapolitik ved London School of Economics peger også på, at overgangen fra den almene accept af klimaforandringer som en kendsgerning til konkrete tiltag vil blive langt mere konfrontatorisk.

”Greta udtrykker på en meget abrupt måde, at det nu er op til de nationale regeringer at komme med de konkrete løsninger, og det er her, det begynder at spidse til. Der kan være ideologiske grunde til at støtte bestemte former for regulering, og der kan være ideologiske grunde til at afvise dem. Det kan være modstand mod markedsøkonomien, eller modvilje mod overhovedet at gribe ind i markedskræfterne,” siger han.

Fremtidens debatter vil for eksempel handle om, hvorvidt udslippet af drivhusgasserne kan nedbringes ved at sætte en markedspris på CO2-udledning og de sociale effekter af stigende afgifter, men også om forbruget af kød og varer skal sættes ned, eller om vi fortsat kan vækste på en grøn måde. De gule vestes oprør i Frankrig viste, at grønne afgifter og andre tiltag, der påvirker bestemte socialgruppers købekraft, kan udløse politisk stormvejr, pointerer Bob Ward.

”De gule veste viste, at alle er enige om klimakrisen, men ikke om, hvordan omkostningerne skal fordeles. Vi ved, at det vil få størst omkostninger at undlade at handle. Men det vil også koste at handle, og vi vil helt klart få en magtkamp om, hvem der skal betale hvad,” siger Bob Ward.

Den debat er også på vej i Danmark, spår Otto Brøns-Petersen fra den liberale tænketank Cepos.

”Man kan frygte, at klimadebatten bliver mere kampagneagtig og mere følelsesladet i stedet for at fokusere på praktiske løsningsforslag,” siger han.