Prøv avisen
Nekrolog

Grundlæggeren af hjertets skole er død: Han gav handicappede verden over en familie

Jean Vanier, som her er fotograferet i 2015, blev af nogle beskrevet som en levende helgen. Selv så han sig som en elev i hjertets skole, der dagligt måtte luge sit sind for hadets frø, for at han kunne se den grundlæggende skønhed i sine medmennesker. – Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

Den katolske filosof og humanist Jean Vanier mente, at udviklingshæmmede har meget at give og hjælper deres medmennesker med at blive sig selv. Nu er grundlæggeren af den internationale bevægelse L’Arche og det økumeniske fællesskab Tro og Lys død i en alder af 90 år

Canadieren Jean Vanier kunne have fået en karriere i militæret eller et professorat. Han nåede at gøre karriere i militæret og fik en doktorgrad i filosofi, inden han traf et radikalt valg: Han ville dele sit liv med mennesker med mentale handicap. Nu er grundlæggeren af den internationale bevægelse L’Arche, som er repræsenteret i 38 lande, gået bort i en alder af 90 år. Jean Vanier, som døde natten til tirsdag efter længere tids sygdom i Paris, var desuden medstifter af det økumeniske fællesskab Tro og Lys, som findes i 86 lande, herunder Danmark.

Han var i de seneste uger svækket af en kræftsygdom og var i palliativ behandling på et plejecenter, Jeanne Garnier, i den franske hovedstad.

”Jean har forladt os efter et langt og ualmindeligt frugtbart liv. Arche-fællesskabet i Trosly, hvor han boede, og hele l’Arche-bevægelsen og organisationen Tro og Lys samt adskillige andre bevægelser og tusindvis af mennesker blev næret af hans ord og hans budskab. Han sov stille ind omgivet af nogle af sine nærmeste,” oplyste lederne af L’Arche Internationale, Stephan Posner og Stacy Cates-Carney, i en erklæring.

Meddelelsen om Jean Vaniers død har udløst reaktioner over hele verden.

”Pave Frans beder for Jean Vanier og for hele Arche-fællesskabet,” hedder det i en meddelelse fra Vatikanet.

Det amerikanske magasin Christianity Today skriver, at ”Jean Vanier gjorde os alle mere menneskelige”.

”Det er i vid udstrækning takket være hans hjertevarme teologi, at de af os, der arbejder i krydsfeltet mellem tro og handicap, har bragt denne forståelse for fælles evner ind i kirker, socialt arbejde og den akademiske tænkning. Hans teologiske indflydelse strakte sig over alle kristne trosretninger,” skriver magasinet.

Det britiske magasin The Spectator beskrev for et par år siden, hvordan han af flere blev betragtet som en levende helgen, mens andre så ham som en beskeden og gemt superhelt. Helt gemt var han dog ikke. Han modtog flere priser senest i 2015, hvor han fik den fornemme Tempelton-pris og blev siden portrætteret i internationale aviser som The Wall Street Journal.

Der var langt fra de internationale bonede gulve til hans hjem i nordfranske Trosly-Breuil. Han flyttede til landsbyen i 1964 sammen med Raphaël Simi og Philippe Seux, som begge var mentalt handicappede. Han købte et hus, som skulle være deres hjem, og gav det navnet ”Arken”. Jean Vaniers hverdag med Raphaël Simi og Philippe Seux blev begyndelsen til bevægelsen, som fik samme navn som huset i landsbyen, L’Arche. Han stiftede ikke selv familie, men betragtede fællesskabet i L’Arche som sin familie.

Selv opgav han en akademisk karriere for at vie sit liv til fællesskabet med mentalt handicappede. L’Arche bæres af mennesker, der som Jean Vanier har viet livet til fællesskabet med mentalt handicappede. Vanier forklarede ved flere lejligheder, hvordan mødet med udviklingshæmmede forandrer mennesker. En kongstanke hos ham var, at udviklingshæmmede har meget at give, og de hjælper deres medmennesker med at blive sig selv.

Gennem årene så han talrige unge komme til Trosly-Breuil som volontører. Mange kom med en idé om, at de skulle gøre noget godt for en udsat gruppe, og Vanier fulgte med i, hvordan de fleste volontører opdagede, at de udviklingshæmmede i stedet blev læremestre. I et interview med Kristeligt Dagblad i 2016 sagde han:

”Hvis du kan gå ind i det møde og lære at se med hjertet, ser du ikke først og fremmest et handicap, men mennesker med en særlig skønhed. Hjertet i L’Arche er det menneskelige møde, hvor man opdager, at vi er forenet længere nede end de skel, vores handicaps, kultur og religion har sat. Sammen kan vi finde en frihed til at være det, som vi inderst inde er skabt til at være.”

Jean Vanier blev født i Genève i 1928 i en børnerig, canadisk diplomatfamilie. Hjemmet var romersk-katolsk. Hans far, Georges Vanier, havde overvejet at blive præst, men organiserede i stedet et regiment fransk-canadiske soldater, som kæmpede for Frankrig i Første Verdenskrig, og han blev siden diplomat og familiefar.

Da Jean Vanier var ni år, blev familien udstationeret til Frankrig. Da Paris blev besat i sommeren 1940, flygtede han sammen med sin mor og søskende til England. Han søgte ind i den britiske flåde under Anden Verdenskrig. Efter krigen fortsatte han i flåden, men mærkede et indre kald til at gå en anden vej. Når han havde orlov fra flåden, arbejdede han sammen med sin mor, Pauline Vanier, der var frivillig plejer for mennesker, som var kommet ud af koncentrationslejrene.

Anden Verdenskrig og årene i flåden gjorde det klart for ham, at han ville leve et liv i radikal efterfølgelse af Kristus. Eller som han sagde det i interviewet med Kristeligt Dagblad:

”Efter krigen blev det meget stærkt for mig, at han er det eneste, som giver mening.”

En af hans brødre blev munk, og han overvejede et liv i en orden, men valgte i stedet at læse filosofi på Institut Catholique de Paris. Han skrev doktorafhandling om venskabsbegrebet hos Aristoteles og udviklede et venskab med den katolsk præst fader Thomas. Præsten tog Jean Vanier med ud på de institutioner, hvor udviklingshæmmede boede. På institutionerne havde fader Thomas flere venner, og Jean Vanier så, hvordan venskabsbåndene gensidigt forandrede parterne, og oplevede et kald til at gå samme vej som fader Thomas.

Med økonomisk støtte fra sin familie kunne Jean Vanier i 1964 købe huset i Trosy-Breuil. I bogen ”An Ark for the Poor” (En ark for de fattige) om bevægelsens historie skrev han:

”Jeg vil skabe et samfund, hvor de kunne være i centrum og give dem en familie og et tilhørsforhold, hvor de kunne udvikle sig og opleve evangeliet.”

Nok havde Jean Vanier det mest af sit liv base i den stille nordfranske landsby, men hans virke fik international gennemslagskraft. Nyhedsbrevene fra L’Arche nåede vidt omkring og blev begyndelsen til en internationale bevægelse.

Jean Vanier skrev en række bøger og blev en efterspurgt taler og underviser. Når han kom hjem til stenhuset i Trosy-Breuil, ventede stakke af breve på ham. Nogle skrev med ønske om forbøn og andre søgte hans vejledning. Når han blev spurgt, hvordan han kunne tro på en god gud i en verden fuld af lidelse, vendte han spørgsmålet på hovedet og pegede på menneskers sårethed. Til Kristeligt Dagblad sagde han:

”Jeg har aldrig følt nogen grund til at anklage Gud, men jeg kan se, at vi er sårede mennesker, som gør onde ting og let kan vende os fra den vision om sandhed, som vi bærer i os.”

Op til fasten 2017 udgav den anglikanske kirkes ærkebiskop Justin Welby bogen ”Dethroning Mammon” (Detroniser Mammon). Jean Vanier skrev forord til bogen. Her reflekterede han over den forandring, han havde set hos de unge volontører i L’Arche, som blev forvandlet i mødet med de udviklingshæmmede. I forordet beskrev han L’Arche som hjertets skole.

Han efterlader sig en bevægelse, der har haft stor betydning for synet på handicappede. En af de mest fremtrædende elever i denne hjertets skole var den katolske præst og forfatter Henri Nouwen (1932-1996), som de sidste 10 år af sit liv var præst i L’Arche Daybreak i Canada.

De sidste år af Jean Vaniers liv var antallet af rejsedage begrænsede, og i stedet opbyggede han et retrætecenter i Trosly-Breuil, hvor han ledte fransk- og engelsksprogede retræter. I sin alderdom havde han også mange retrætedage i sin stue, hvor han kunne betragte fuglene i haven og høre kirkeklokkerne. Nogle så ham som en levende helgen. Selv så han sig som en elev i hjertets skole, der dagligt måtte luge sit sind for hadets frø, for at han kunne se den grundlæggende skønhed i sine medmennesker.