Prøv avisen

Gud er med amerikanerne i både krig og fred

Uanset om Barack Obama eller Mitt Romney er USA’s næste præsdient, er man sikker på, at religion vil fylde meget i Det Hvide Hus, også de næste fire år. – Foto: .

Op til præsidentvalget i USA er den udenrigspolitiske forsker Andrew Preston fra Cambridge Universitet aktuel med en omfattende bog, der viser, at Gud og tro er en konstant i amerikansk udenrigspolitik

Gud var særdeles nærværende i præsident George W. Bushs retorik efter angrebet den 11. september 2001 på USA og i den efterfølgende krig mod terror.

For Andrew Preston, canadisk forsker og ekspert i amerikansk historie og udenrigspolitik ved Cambridge Universitet i Storbritannien, satte det gang i tankerne om, hvordan religion har spillet en rolle i amerikansk udenrigspolitik.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Insisterende, dyre valgfilm præger præsidentvalgkampen

Som udgangspunkt troede jeg, at sammenhængen mellem religion og udenrigspolitik ville være forbundet med særlige perioder og episoder og med enkelte præsidenter som George W. Bush og Roosevelt, fortæller Andrew Preston, som møder Kristeligt Dagblad i London.

Men han måtte i stedet erkende, at retorikken fra religionen altid har været med i den diplomatiske ordbog.

Jeg var overrasket over, hvor konstant det har været gennem tiden, og over den indflydelse, religion har haft. Karakteren af indflydelsen har løbende ændret sig, men den har altid været til stede, lyder opsummeringen fra forskeren.

Mange så George W. Bushs retorik som aggressiv og nationalistisk i et forsøg på at retfærdiggøre at gå i krig.

Jeg må indrømme, at det også var min tilgang, fortæller Andrew Preston.

Men til hans overraskelse følger den kristne retorik to spor og bliver således også brugt som et argument for fred og demokratisk udvikling.

Stærkest er det, når de to kombineres og dermed gør den amerikanske udenrigspolitik mere moralsk og idealistisk. Så når landet går i krig eller intervenerer på anden vis, så er det af de rette årsager. Jeg håber derfor, at min bog vil forklare, hvorfor amerikansk diplomati er så med et bibelsk ord hengivent til at være moralsk og idealistisk.

Bogen har af samme grund titlen Sword of the Spirit, Shield of the Faith (Åndens sværd, troens skjold), som er hentet fra Paulus brev til efeserne.

I bund og grund er den amerikanske udenrigspolitiske retorik rundet af den protestantiske tro, som har haft den dominerende rolle gennem USAs relativt korte historie.

Det var ikke før 1930erne, at katolikker og jøder begyndte at spille en rolle, da Franklin D. Roosevelt omdefinerede den religiøse identitet og så landet som et jødisk-kristent land.

Netop den centrale position for jøderne er ifølge Andrew Preston bemærkelsesværdig.

Det interessante er, at der næsten er lige så mange hinduer og muslimer som jøder i USA. Men de spiller stort set ingen rolle. Islam har spillet en stor rolle i amerikansk udenrigspolitik, men det har altid været som modstanderen. Og jeg kender ikke til nogen muslimer eller hinduer, som har eller har haft indflydelse på den amerikanske udenrigspolitik, fremhæver Andrew Preston.

USA er Guds eget land, hører vi ofte, og det rejser naturligt spørgsmålet om, hvilken Gud det er, de forskellige amerikanske præsidenter påberåber sig.

Det kan være alle fortolkninger af Gud og de roller, Gud har. Fra evangelikale bibeltro til mere åndeligt orienterede. De bibeltro tror på en Gud med stort G, og det er deres grundfjeld i, hvordan de ser verden, pointerer Andrew Preston, der fremhæver de to seneste præsidenter, George W. Bush og Barack Obama.

De er begge religiøse mænd, der lægger stor vægt på Gud og Kristus. Men de ser verden på meget forskellige måder. George W. Bush er rundet af den evangelikale metodistkirke i sydstaterne, mens Obama kommer fra en sort kirke i Chicago, hvor tænkere som Martin Luther King og Reinhold Niebuhr er inspirationen. Vi kunne se, at Bush var villig til at gå i krig for at forløse verden. Men Obama har også vist, at han ikke er bange for at bruge militær magt, fremhæver Andrew Preston.

Han fortæller videre, at den amerikanske tendens til at føle sig moralsk overlegen gennem årtier har drevet europæere til vanvid. Forklaringen er, at USA altid har været et religiøst land, og ikke blevet sekulariseret, som det skete i Europa midt i sidste århundrede.

Tænkere som Weber, Durkheim og Freud forudsagde, at verden ville blive mere sekulær. Men USA er den mest moderne stat, og alligevel er USA så religiøst.

Andrew Preston forklarer, at den amerikanske offentlighed siden 11. september har haft en opfattelse af en krig mellem den jødisk-kristne eller amerikanske tro på den ene side og islam på den anden.

Men såvel Bush som Obama forsøger at holde fast i, at det ikke er islam som sådan, men islamisk ekstremisme, der er fjenden.

Obama har også prøvet at sætte muslimer ind i samme sammenhæng som den jødisk-kristne tradition. Hvor troende er fælles om et særligt moralsk kompas, og der er plads til alle, så længe de tolerer andres tro og tror på religionsfrihed og ytringsfrihed, fremhæver Andrew Preston, der henviser til to taler af Obama i henholdsvis Oslo og Cairo.

Han pointerer, at USA nærmest er enestående ved at have så megen religion med i den politiske retorik.

Jeg kan ikke se David Cameron sige i en offentlig tale, at vi skal have religion som udgangspunkt. Men i USA er det en meget offentlig religion, og det bekymrer andre. Selv i Canada er folk komplet forbløffede over, hvor dogmatiske amerikanerne kan være, og det skyldes de forskellige religiøse traditioner.

Et af de centrale spørgsmål er, hvor meget der så er retorik, og hvor meget der er udtryk for oprigtig tro.

Det kan man kun afgøre ved at se på, om der er overensstemmelse mellem deres retorik og handlinger. Nixon var inkonsistent i sin private tro og sine handlinger. Hos Roosevelt, McKinley, Truman, Reagan, George W. Bush og Obama ser vi, at deres private tro, retorik og politik er i overensstemmelse, fortæller Andrew Preston.

Han peger på, at det var lige så kontroversielt som i debatten om Irak-krigen, da præsident William McKinley i 1899 besluttede sig for at invadere Filippinerne.

Han sagde, at han gjorde det for at sprede den kristne tro og skabe fremskridt, hvilket han bad for på sine knæ. Men han blev beskyldt for, at det blot var retorik. Ser vi dog på hans private tro, så er der fuld overensstemmelse, forklarer Andrew Preston om den århundreder lange tradition for at have religion og Gud med i amerikansk udenrigspolitik.