Prøv avisen

Højreekstremister rydder op

NPD i Tyskland ekskluderer fremtrædende medlem

Det tyske, stærkt højreorienterede parti NPD har skilt sig af med et af sine mest prominente medlemmer. Det drejer sig om Thomas Wulff, der indtil i sidste uge var NPD-formand i Hamborg.

Spiegel Online beskriver Wulff som en af de mest kendte aktører på den højreekstreme scene i Tyskland. Han gjorde sig blandt andet bemærket, da han i 2008 blev arresteret for at lægge et hagekorsflag over kisten ved begravelsen af den garvede nazist Friedhelm Busse. Wulff går desuden under navnet Steiner et navn han har taget efter en berygtet SS-general. Wulff betragtes som bindeledet mellem NPD og mere uformelle, løst organiserede nynazistiske grupperinger.

På grund af Tysklands fortid og erfaring med nazisme prøver myndighederne at gøre livet svært for NPD. Således har partiet en konstant trussel om at blive forbudt hængende over hovedet. Om få uger besluttes det, om NPD fortsat skal være lovligt.

Hovedargumentet for at forbyde det højreekstreme parti er netop det idelogiske slægtskab med nazismen. Derfor blev det for meget for partiledelsen, da Wulff for nyligt på et møde henviste til sig selv som nationalsocialist. På et opfølgende spørgsmål svarede han bekræftende:

Ja, i min tale betegnede jeg mig selv som nationalsocialist. Folk skal vide, hvor de har mig.

NPD varmer op til valget til Europa-Parlamentet, der finder sted den 25. maj. I den sammenhæng kan ekskluderingen af Wulff også ses som en nødvendig oprydning, inden det går løs ved stemmeurnerne. NPD har høje forventninger til valgresultatet:

Partiet er godt positioneret til at imødegå udfordringerne fra den aktuelle europavalgkamp lad os benytte chancen den 25. maj til at sende de første nationaldemokratiske delegerede til Strasbourg, så Tyskland endelig får en stemme i Europa igen, siger NPDs leder Udo Pastörs i en pressemeddelelse. Flere politiske iagttagere spår, at Europas højrepartier går et glimrende valg i møde.