Prøv avisen

Efter kidnapning af norsk kvinde: Håb er det halmstrå, gidsler overlever på

Der har ikke været livstegn fra norske Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, siden hun forsvandt. Selvom enhver kidnapning er unik, viser erfaringerne fra tidligere gidseltagninger, at det er helt afgørende for gidslet, om man evner at bevare et håb eller tro på, at det gode nok skal sejre, at man bliver frigivet. Foto: Ritzau Scanpix

Det kom i dag frem, at en ældre, velhavende norsk kvinde har været kidnappet i 10 uger. Hendes situation er ukendt for offentligheden, men erfaringerne fra andre gidsler viser, at håb og drømme er centralt for at overleve mentalt

Da norsk politi i dag offentliggjorde, at den 68-årige norske kvinde Anne-Elisabeth Falkevik Hagen holdes som gidsel af ukendte gerningsmænd, der kræver 9 millioner euro, svarende til 67 millioner kroner, for at løslade hende, havde hun allerede været kidnappet i 10 uger. Ingen – muligvis med undtagelse af en snæver kreds omkring det norske politi og familien – ved, under hvilke forhold den ældre kvinde bliver holdt fanget. Og om hun stadig er i live.

Der har ikke været livstegn fra kvinden, siden hun forsvandt, sagde politiinspektør Tommy Brøske på et pressemøde i Oslo i dag. Modsat har politiet heller ikke modtaget tegn på, at hun ikke er i live, sagde den norske politi- inspektør.

Selvom enhver kidnapning er unik, viser erfaringerne fra tidligere gidseltagninger, at det er helt afgørende for gidslet, om man evner at bevare et håb eller tro på, at det gode nok skal sejre, at man bliver frigivet. Det være sig i form af religion eller et andet værdisystem, siger Anders Korsgaard Christensen, chefpsykolog og leder af Krisepsykologisk Klinik på Rigshospitalet i København.

”Det vigtigste er, at man ikke føler sig glemt af omverdenen. Det betyder alverden for at holde modet oppe, at man har en fornemmelse af, at nogen gør noget for at få en fri. Det er det, vi hører fra alle, der har været gidsler,” siger han.

Anders Korsgaard Christensen siger, at det er umuligt på forhånd at vide, hvordan mennesker vil reagere.

”Det er ekstremt individuelt, hvor gode, vi som mennesker er til at håndtere den slags. Og det er klart, at reaktionen også afhænger af, hvordan man bliver behandlet. Hvordan er de fysiske omstændigheder, er der vold og så videre.”

Den danske styrmand Søren Lyngbjørn fra Ærø var gidsel hos somaliske pirater i mere end to år fra 2011 til 2013 sammen med kaptajn Eddy Lopez.

Søren Lyngbjørn fortæller, at det værste var følelsen af at være overvåget og kontrolleret hele tiden. Det og så lediggangen. Så længe Eddy Lopez og han sad fanget på skibet, var der masser af bøger at læse, men da de blev bragt i land i Somalia, var der intet at foretage sig.

Hans løsning var at drømme sig væk og gendanne alle mulige film og bøger i sit indre.

”Jeg gjorde det for at beskytte mig selv. Det var nødvendigt at aflede tankerne. Eddy spekulerede meget over, hvorfor det lige var ham, der var blevet taget som gidsel. Men det kan man jo ikke bruge til noget. Det kan ikke nytte at bebrejde sig selv for situationen,” siger den danske sømand, der også overlevede ved at udfordre sig selv med indviklede beregninger.

Egentlig bange var han ikke, da først det gik op for ham, at fangevogterne, som han udtrykker det, blot var nogle ganske almindelige unge knægte og gedehyrder, der ikke havde noget personligt mod Eddy Lopez og ham selv:

”Vi fandt hurtigt ud af, at de ikke ville os noget ondt. En gang om måneden kom der nogle bosser fra byen for at se til os, og så fik vi nogle tæsk, men ellers var der ingen vold.”

Nogle dage kunne endda løfte sig en smule, hvis fangevogterne pludselig udviste noget medmenneskelighed.

”En dag var der en af fyrene, der havde været hjemme i sin landsby, og som kom tilbage med vandmeloner. Vi fik noget af dem. Det var en god dag. Både på grund af melonen, men også bare det, at de delte med os,” siger Søren Lyngbjørn.

Muligheden for at foretage sig et eller andet i sit fangenskab og på den måde skabe et mentalt frirum, gør en stor forskel for, hvordan et gidsel bliver belastet, siger Annette Gaard, autoriseret psykolog med speciale i kriser, stress, traumer, mobning og ledelse og blandt andet tidligere chefpsykolog hos Falck Healthcare A/S.

”Vi ved, at det hjælper, hvis man kan finde noget, der kan optage en. Det betyder, at man for en stund ikke fokuserer på angsten,” siger hun.

Ifølge Annette Gaard kan de første dage og uger af et fangenskab være de værste, fordi det ofte er der, at usikkerheden om, hvad der vil ske, er størst:

”Der er ingen tvivl om, at man hele tiden føler sig truet på livet og er stærkt presset af at have mistet kontrollen over sig selv, men hen ad vejen kommer der trods alt en genkendelighed i hverdagen, og der er nogle ting, man finder ud af at håndtere.”