Prøv avisen

Håbet der brast

Det var det, som ikke kunne ske. Tøbrud i Mellemøsten. Så da Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin (tv), og palæstinensernes leder, Yasser Arafat, gav hånd på Oslo-aftalen, spærrede en hel verden øjnene op. USA''s præsident i 1993, Bill Clinton, så på fra første række. Af de tre på billedet lever kun Clinton i dag. Både Rabin, Arafat og - efter manges mening - Oslo-aftalen er døde. Foto: Gary Hershorn/Reuters

Da Rabin og Arafat foretog deres historiske håndtryk, tændte det håb om fred mellem israelere og palæstinensere. 25 år senere taler ingen om Oslo-aftalen.

Der var optimisme i Israel og de palæstinensiske områder, da Oslo-aftalen var indgået.

I de første år skød der store nye huse op i udkanten af byen Ramallah ikke så langt fra Jerusalem på Vestbredden.

Ejet af velhavende eksilpalæstinensere i USA, sagde de lokale.

Hver torsdag tog israelere fra Jerusalem til Flamingo-restauranten i Ramallah, hvor der var jazz.

Der var indført palæstinensisk selvstyre i Gazastriben og i Jeriko på Vestbredden. Oslo-aftalen sagde, at selvstyret gradvist skulle indføres i de større byer på Vestbredden - i september 1995 kom turen til Ramallah.

Optimismen boblede. Det, som mange israelere og palæstinensere regnede for umuligt, var måske på vej - fredelig sameksistens i de landområder, som de to befolkninger strides om.

Torsdag er det 25 år siden, at optimismen blev tændt.

Den 13. september 1993 trykkede Yitzhak Rabin, den israelske premierminister, Yasser Arafat i hånden foran Det Hvide Hus i Washington D.C, USA's hovedstad.

Arafat var formand for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).

Begge mænd havde brugt deres liv på at bekæmpe hinanden, både på de mellemøstlige slagmarker og senere politisk.

Nu havde de accepteret Oslo-aftalen, som kom i stand ved hemmelige forhandlinger i den norske hovedstad.

Verden bevidnede det historiske håndtryk, som skulle bane vej for gradvise tilnærmelser, herunder palæstinensisk selvstyre.

En endelig aftale skulle være på plads i 1999.

Det varede imidlertid ikke længe, før modstandere af aftalen på begge sider viste deres utilfredshed med metoder, som Mellemøsten er berygtet for.

Militante palæstinensere fra den islamiske gruppe Hamas begik selvmordsattentater i israelske busser og på caféer.

I Hebron på Vestbredden mejede en israelsk bosætter 29 bedende muslimer ned i en moské.

I november 1995 myrdede en radikal jøde Rabin i Tel Aviv.

Ved forhandlingsbordene begyndte det hele at gå mere og mere trægt.

Det blev 1999. Der var ingen aftale, og det er der stadig ikke.

- For mange af os var det et afgørende øjeblik, siger Ghaith al-Omari om håndtrykket.

Han var student dengang. Nu er han analytiker på tænketanken Washington Institute for Near East Policy i USA's hovedstad og har været tilknyttet palæstinensiske forhandlingsdelegationer.

- Der var meget håb - måske naive håb - men der var afgjort meget håb, siger han til nyhedsbureauet AFP.

- På lang sigt er den eneste løsning to stater side om side. På kort sigt er der absolut ingen chancer for, at det vil ske.

Denne holdning er udbredt, skriver AFP.

Nyhedsbureauet har også talt med den israelske historiker Benny Morris.

- Der skal ske noget med ledelsen på begge sider. Israel skal af med den nuværende ledelse, der ikke kan bevæge sig mod fred, ikke kan acceptere to stater som basis for fred.

Palæstinenserne skal også gøre noget. De skal, siger Morris, af med Hamas, der regerer i Gaza.

Det mere verdslige Fatah har kontrol med Vestbredden. Fatah er også et problem, mener Morris.

- Fatahs ledelse lader som om, at den ønsker fred. Men i realiteten ønsker den det ikke.

/ritzau/