EM-sejr i håndbold får de progressive alarmlamper til at blinke i Tyskland

Håndbold signalerer rodfæstethed og forbundethed med hjemstavnen, og det får alle progressive alarmlamper til at blinke. Nationalsocialismen sværmede nemlig for den slags. Anders Raahauge beretter fra en af ugens tyske debatter

Et betænkeligt tegn er det også, at håndboldens tyske Bundesliga tæller hold fra Magdeburg, Eisenach og Leipzig: byer i det tidligere DDR. De vestlige progressive rynker på næsen ad landskaberne mod øst, hvor den islamkritiske protestbevægelse Pegida har sin store opbakning, skriver Anders Raahauge. På billedet spiller Magdeburg kamp mod Leipzig i den tyske håndboldliga.
Et betænkeligt tegn er det også, at håndboldens tyske Bundesliga tæller hold fra Magdeburg, Eisenach og Leipzig: byer i det tidligere DDR. De vestlige progressive rynker på næsen ad landskaberne mod øst, hvor den islamkritiske protestbevægelse Pegida har sin store opbakning, skriver Anders Raahauge. På billedet spiller Magdeburg kamp mod Leipzig i den tyske håndboldliga. Foto: Jens Wolf/dpa.

Drivkraften bag den politiske korrekthed er modviljen mod, hvad der opfattes som et fordomsfuldt og farligt folkedyb. Få steder er den modvilje stærkere end blandt tyske progressive. På grund af nazitiden skal der her kun lidt til, før der stemples ”ikke stuerent”. Eller på tysk: ”Stammtisch”.

 Den politisk korrekte formoder nemlig, at ved værtshusets stambord sidder de, de reaktionære tyrenakker, som giver ondt af sig, mens de angiveligt længes efter ”der Adolf”, som satte skik på tingene.

Sådanne typer må have været drivkraften bag nazismen, formoder dagens højtuddannede. Sandt er det også, at de SA-gadekæmpere, der banede vejen for Hitlers magtovertagelse, i reglen var slagsbrødre fra underklassen. Men nazipartiet var skam fuldt af ambitiøse akademikere, og man lod ledelsen af SA likvidere under De lange knives nat.

Alligevel mener de højtuddannede gerne, at den brune fare kun kan komme nedefra, mens metropolens akademikere repræsenterer tolerance og åbenhed. Ud fra den tommelfingerregel erklærer filosof og redaktør Wolfram Eilenberger i sin fodboldklumme i den tyske ugeavis Die Zeit, at han ikke kan deltage i den tyske eufori over landets håndboldlandshold, der for nylig vandt EM.

På vejen pulveriserede det unge og ganske uerfarne tyske hold de danske favoritter, og rekordmange fulgte begejstret nationens nye yndlinge på tv. Men Eilenberger advarer. Med sin fine filosof-næse lugter han noget ubehageligt urtysk og dermed anløbent ved håndbolden.

Fordi holdet var så uprøvet, og fordi flere spillere er halvamatører, er det nu omgivet af et skær af ægthed, og ”ægthed” klinger af reaktionær pælerod:

”Ærlig sport udøvet af ærlige mænd for ærlige borgere, behjertet, blodrig, trodsig. Med sin spil-logik, anlagt på maksimal kropsintensitet, lover håndbolden altså at udfylde lige netop det hul af længsel, som den familieegnede, udglattede og taktisk feminiserede professionelle fodbold har revet i hjertet på mange nostalgikere. Håndbold er to meters-klepperter, der hele tiden i fuldt løb hamrer ind i hinanden, blot uden rustning, til abeagtig buhen.”

En rigtig rå mandesport, konkluderer filosoffen, der muligvis ikke har hørt om damehåndboldens fremtrædende rolle. Og dens grovhed passer som hånd i handske med dens ”sociologiske og geografiske forankring”: Håndbold er for provinsjokker, mens fodbold er storbyens passion.

Sigende nok måtte Hamborgs store fodboldklub, HSV, for nylig se sit forsøg på at skabe et HSV-håndboldhold ende i økonomisk kollaps. Næ, verdens håndboldhovedstad er Kiel, hævder Eilenberger. Så han vil gerne opstille devisen: ”Hvis fodbold er Merkel, er håndbold Petry”.

Frauke Petry er leder af partiet Alternative für Deutschland, Tysklands Pia Kjærsgaard.

Håndbolden signalerer rodfæstethed og forbundethed med hjemstavnen, hævder Eilenberger, og det får alle progressive alarmlamper til at blinke. Nationalsocialismen sværmede nemlig for den slags.

Et betænkeligt tegn er det også, at håndboldens tyske Bundesliga tæller hold fra Magdeburg, Eisenach og Leipzig: byer i det tidligere DDR. De vestlige progressive rynker på næsen ad landskaberne mod øst, hvor den islamkritiske protestbevægelse Pegida har sin store opbakning.

Anderledes acceptabelt er det tyske fodboldlandshold. Det er nemlig en broget multikulti-trup med eksotiske navne. Tænk kun på Mesut Özil. Men hvad hedder landets håndboldherrer? Finn, Erik og Rune - nordiske navne er blevet populære i Tyskland.

Og ikke en af dem har den progressivt påkrævede mørke hudfarve. ”Ikke engang så meget som en sydlandsk teint,” klager Eilenberger.

”100 procent kartoffeltysk præstationsvilje. Vi opregner alle spillernes fornavne: Hendrik, Finn, Erik, Christian, Steffen, Jannik, Niclas, Steffen, Fabian, Simon, Tobias, Johannes, Carsten, Andreas, Rune, Martin. Imponerende! At kunne klare det her i dette land i 2016. Socialdynamisk er denne sportsgren åbenbart kørt fast et eller andet sted for 30 år siden.”

De mange nye håndboldfans må for deres indre blik se en tysk rækkehus-fortid fra 1980'erne, formoder Eilenberger.

Eneste udlænding på holdet er træneren, men han er islænding, hvad der passer perfekt ind i det nordisk-ariske billede, antyder filosoffen.

Så håndbolden har sikkert en stor fremtid i Tyskland, forudser han. Et brunt anløbent hold til en atter anløben nation. Men dette ”Alternative für Deutschland” bliver uden Eilenberger. Han holder sig til den multikulturelle fodbold.

Manden laver jo bare sjov, tænker den danske læser. Ingenlunde - sådan klinger den stramme politiske korrekthed med al sin ironi.

En lavine af læserkommentarer til artiklen - snart 800 - raser da også over filosoffen. Måske er det folkedybet. En helt tilfældig, men meget repræsentativ reaktion lyder: ”Højres bekæmpere lever mere og mere i en parallelverden. Vi har med vanvittige at gøre.”