Festtalerne må efter alt at dømme for- blive i jakkeinderlommerne og håndtaskerne, når EU’s stats- og regeringsledere i aften sætter hinanden stævne til et to dage langt topmøde i Bruxelles. Det eneste dagsordenspunkt under arbejdsmiddagen er Artikel 50 – den paragraf i EU-traktaten, som briterne har aktiveret, og som betyder, at de forlader EU med udgangen af marts næste år, uanset om de har en aftale eller ej i bagagen.
I den oprindelige Brexit-tidsplan var dette topmødet, hvor den endelige aftale om briternes udmeldelse skulle forhandles på plads. Eller som EU-præsident Donald Tusk har kaldt mødet: ”Sandhedens time”, hvor det nu skal drøftes, hvordan unionen i givet fald kan forberede en skilsmisse uden aftale.
I stedet taler flere ledende europæiske politikere nu åbent om behovet for at forstærke forberedelserne på en hård Brexit, hvor briterne forlader EU uden nogen aftale. Hen over weekenden var der ellers optimistiske signaler, og da den britiske Brexit-minister, Dominic Raab, hastede til Bruxelles for at mødes med EU’s chefforhandler Michel Barnier, blev det set som et tegn på det afgørende gennembrud.
I princippet er der enighed på stort set alle områder – og hvis der er ikke er enighed, så er der i det mindste planer for overgangsordninger. Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), siger således til Ritzau, at 80 procent af aftalen er på plads.
Men den betonklods, som forhandlerne er kørt ind i gang på gang, står solidt plantet på grænsen mellem Nordirland og Irland, og selvom en løsning ifølge iagt- tagere var tæt på, så slog den britiske premierminister, Theresa May, i søndags bremserne i.
For begge sider handler det om suverænitet. For briterne er det afgørende, at Nordirland behandles som resten af Det Forenede Kongerige, det vil sige unionen mellem Storbritannien og Nord- irland. For de resterende 27 EU-lande – og ikke mindst Irland – er det vigtigt, at der er en fysisk grænse, fordi Storbritannien og Nordirland efter udmeldelsen vil være et tredjeland i forhold til EU. Problemet er, at den grænse i dag er åben på vid gab, hvilket er et af de grundlæggende principper i Langfredagsaftalen, der sikrede freden i Nordirland for 20 år siden.
Det er de to uforenelige principper, som er den gordiske knude, hvor det, der er juridisk acceptabelt, ikke er politisk spiseligt.
Her er det især Theresa Mays eget politiske bagland, der driller. Det gælder ikke mindst de hårdnakkede ”brexiteers”, som kun vil give et minimum af indrømmelser til EU. Den tidligere Brexit-minister David Davis har som en anden styg ulv pustet til premierministerens ikke særligt solide hytte med udtalelser om, at op mod 10 kabinetsministre ville gå, hvis hun gav EU for store indrømmelser. En anden udfordring er hendes parlamentariske grundlag, Det Demokratiske Unionistparti fra Nordirland, som også har sat hårdt mod hårdt og truet med at vælte den britiske regering, hvis premierministeren accepterer EU-grænsekontrol af varer til regionen.
Alt sammen er det med til at underminere Theresa May og hendes regerings forhandlingsposition.
Men meget vil også afhænge af tonen ved aftenens møde mellem stats- og regeringscheferne. Ved det seneste topmøde i Salzburg var det en nærmest aggressiv Theresa May, der præsenterede de britiske krav på en måde, der blev meget dårligt modtaget af de øvrige EU-ledere.
Måske hun er mildere stemt i Bruxelles. Da hun i mandags orienterede det britiske parlament, talte hun ikke som sædvanligt om britiske krav, men om problemer, der skal findes en løsning på.
Donald Tusk skriver i sin indbydelse til mødet, at det nu er op til Theresa May at komme med løsninger. Og de løsninger er nødvendige, for som udenrigsminister Anders Samuelsen siger: ”Ingenting er faldet på plads, før alting er forhandlet på plads.”