Hårdt presset Angela Merkel går i offensiven

Den tyske forbundskansler sætter med klar tale i tv-optræden alt på et bræt i flygtningekrisen

For første gang i seks år lod den kristeligt demokratiske CDU-formand, Angela Merkel, sig interviewe i tv-værten Anne Wills talkshow hos ARD, hvor knap 3,5 millioner seere kunne se en usædvanligt offensiv Merkel forsvare sin hårdt kritiserede kurs i flygtningekrisen uden tøven eller tvivl.
For første gang i seks år lod den kristeligt demokratiske CDU-formand, Angela Merkel, sig interviewe i tv-værten Anne Wills talkshow hos ARD, hvor knap 3,5 millioner seere kunne se en usædvanligt offensiv Merkel forsvare sin hårdt kritiserede kurs i flygtningekrisen uden tøven eller tvivl. Foto: Michael Kappeler/EPA.

Det er yderst sjældent, at Angela Merkel giver et tv-interview. Normalt lader den tyske forbundskansler sin talsmand tale på hendes vegne. Men nu da Tyskland i årets første ni måneder har modtaget over 577.000 asylsøgere, og prognoserne peger på en massetilstrømning på over en million i hele 2015, er det alt andet end normale tider.

Den hidtil så uanfægtede kansler står pludselig temmelig isoleret i flygtningekrisen, samtidig med at hendes popularitet dykker i meningsmålingerne.

Onsdag aften svarede Angela Merkel igen. For første gang i seks år lod den kristeligt demokratiske CDU-formand sig interviewe i tv-værten Anne Wills talkshow hos ARD, hvor knap 3,5 millioner seere kunne se en usædvanligt offensiv Merkel forsvare sin hårdt kritiserede kurs i flygtningekrisen uden tøven eller tvivl. De åbne grænser i EU er kommet for at blive, og med hende ved roret bliver der ikke tale om at sætte en øvre grænse eller et stop for asylsøgere, var budskabet.

Hun forklarede sig med, at hun midt i den største udfordring siden genforeningen har pligt til at gøre alt for, at det kan lykkes. Men at det kræver tålmodighed og tid. Samt at hun som formand for et kristent parti nægter at give fortabt.

Sådan var det også i gælds- og eurokrisen. Den kom der styr på, og samme optimistiske budskab prøver hun nu at overbevise sine tryghedssøgende landsmænd om.

”Jeg er fuldt og helt overbevist om, at vi kan klare det,” sagde Merkel og gentog dermed atter den sætning, som hun i de seneste uger har fået drøje hug for blandt andre af sin regeringspartner, Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer, der er formand for CDU’s søsterparti CSU.

”Mit job som kansler er et andet end en bayersk ministerpræsidents. Jeg skal løse problemet,” sagde hun køligt til Seehofers kritik.

Men Merkel talte direkte til de tyske kommuners og delstaters stadig mere højlydte bekymringer ved at forsikre dem om, at der nu kommer mere styr på, hvordan de tusinder og atter tusinder flygtninge skal fordeles og forsørges.

Signalet var klart: Det er mig, der er bossen. Noget, hun tidligere på dagen også havde demonstreret ved at stække sin indenrigsminister og give chefen for sit kanslerministerium opgaven med at koordinere flygtningeindsatsen.

Samtidig undlod Merkel behændigt at udstede løfter, hun efter eget udsagn ikke kunne holde. I stedet signalerede hun gang på gang, at der skam findes en plan til at få styr på den kaotiske situation, og at det også indebærer at bekæmpe årsagerne til krisen, en bedre byrdefordeling i Europa og mere hjælp til lande som Tyrkiet og Libanon.

Angela Merkel er indtil for nylig - med rette - blevet kritiseret for sin tøvende tilgang til politik. Hendes doktorgrad i fysik bliver ofte brugt som forklaring på, at hun går i tænkeboks og først handler, når hun kan se løsningen for sig. Men alt er forandret i dette hendes 10. år ved magten.

Kansleren handler pludselig overilet, som da hun i begyndelsen af september sagde god for at lade tusinder af flygtninge rejse fra Ungarn til Tyskland. En beslutning, som i manges øjne fik tilstrømningen til at vokse så eksplosivt, at Tyskland halvanden uge senere så sig nødsaget til at lukke grænsen til Østrig.

Og den ellers så private Merkel lader for første gang følelserne hænge uden på tøjet, som da hun forsvarede sin beslutning om at åbne grænsen med ordene:

”Hvis vi bliver nødt til at sige undskyld for at vise et venligt ansigt i en nødsituation, så er det ikke mit land”.

Det kom fra hjertet, erkendte hun onsdag aften.

Ligesom Merkels socialdemokratiske forgænger, Gerhard Schröder, der gik planken ud med sine omstridte arbejdsmarkedsreformer Agenda 2010, som kostede ham magten, ser Angela Merkel omsider ud til at have fundet selve den sag, der kommer til at definere hendes eftermæle. Hun nægter at gradbøje den tyske grundlovs ord om, at forfulgte har ret til asyl. Og hun viser en ildhu, som ikke er set før. To år før det næste forbundsdagsvalg kæmper hun nu for at bevare magten.

Med sin offensive tilgang til onsdagens tv-interview - hvor Merkel ligefrem bandede - har hun også bevist, at hun er klar over, at de mere end en million flygtninge, der ventes at komme til Tyskland i år, ikke vil kunne integreres, uden at landet står sammen og har tillid til, at kansleren har styr på situationen.