Haiti rystet: Præsident blev dræbt i eget hjem

Præsident Moïse var upopulær i det fattige land, som i forvejen var præget af politisk kaos

 Jovenel Moïse blev 53 år. Her ses han ved 10-året for jordskælvet i Titanyien i 2010.
Jovenel Moïse blev 53 år. Her ses han ved 10-året for jordskælvet i Titanyien i 2010. Foto: Andres Martinez Casares/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Foragteligt, umenneskeligt og barbarisk.”

Sådan kalder Haitis premierminister drabet på landets præsident, Jovenel Moïse, som skete natten til i går.

Det har vakt opsigt verden over, at en gruppe bevæbnede personer kunne bryde ind i præsidentenpalæet i hovedstaden, Port-au-Prince, og dræbe den 53-årige Jovenel Moïse. Gerningsmændene, hvoraf flere talte spansk, er endnu uidentificerede, oplyste premierminister Claude Joseph, der nu står i spidsen for landet, i går i en erklæring.

Også førstedamen Martine Moïse blev såret af skud ved angrenet og er blevet bragt til et hospital, skrev premierministeren og opfordrede befolkningen til at bevare roen. Claude Joseph, som ellers ifølge franske medier stod til at blive afskediget af præsidenten forud for et kommende valg, forsikrede i går om, at landet er under kontrol af Haitis nationale politi og væbnede styrker.

Jovenel Moïse tiltrådte som præsident i Haiti i starten af februar 2017. Det skete efter en lang og tumultarisk valgproces, hvor der i første valgrunde var næsten 80 procent af befolkningen, der undlod at stemme. Det caribiske land, som er den fattigste nation på det amerikanske kontinent, havde på daværende tidspunkt været præget af mange års politisk og social krise og flere ødelæggende naturkatastrofer såsom det store jordskælv i 2010.

Og det lykkedes heller ikke præsident Moïse at forbedre situationen for landets 11 millioner indbyggere, skriver mediet Huffpost France.

Tværtimod var præsidenten ekstremt upopulær blandt befolkningen, der anklagede ham for passivitet overfor landets voldsomme problemer med bandekriminalitet og kidnapninger. Tilbage i 2018 demonstrerede titusinder imod præsidenten og krævede hans afgang i protest mod øgede brændstofpriser.

De seneste måneder har der igen været protester og krav om præsidentens afgang, fordi han har regeret pr. dekret og aflyste en folkeafstemning om forfatningsændringer.

I februar i år meddelte landets myndigheder, at de havde afværget et statskup og attentatforsøg mod Jovenel Moïse.

”Jeg takker de ansvarlige for min sikkerhed i palæet. De drømte om at tage mit liv. Takket være Gud skete det ikke,” sagde præsidenten dengang ifølge avisen Le Parisien.

Drabet på præsidenten sker ifølge Ritzau på et tidspunkt, hvor politisk motiveret vold hærger landet, der står overfor en humanitær krise. Også coronasmittetallene er de seneste måneder steget i Haiti, som er et at verdens eneste lande, hvor man endnu ikke er begyndt at vaccinere befolkningen.

”Dette mord sker i en kontekst, hvor væbnede bander kontrollerer en stor del af den haitiske hovedstad, og det tilfører lidt mere uorden i det her land, hvor et flertal af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og kæmper for at overleve,” siger Amélie Baron, korrespondent i Haiti for tv-stationen France 24 ifølge mediet.

FN’s Sikkerhedsråd, USA og EU opfordrede i begyndelsen af juli til en hurtig afholdelse af et gennemsigtigt og retfærdigt præsidentvalg i 2021, da man frygtede anarkistiske tilstande i landet.