Haitis premierminister overlever drabsforsøg nytårsdag

Der er dyb bekymring for embedsmænds sikkerhed i Haiti, siden at landets præsident blev skuddræbt i juli.

Haitis premierminister, Ariel Henry, slap uskadt fra en skudepisode ved en kirkelig begivenhed i det nordlige Haiti. (Arkivfoto)
Haitis premierminister, Ariel Henry, slap uskadt fra en skudepisode ved en kirkelig begivenhed i det nordlige Haiti. (Arkivfoto). Foto: Ralph Tedy Erol/Reuters.

Bevæbnede mænd forsøgte uden held at dræbe Haitis premierminister, Ariel Henry, under en begivenhed i weekenden.

Det oplyser premierministerens kontor i en erklæring mandag.

Episoden fandt sted lørdag, da Ariel Henry forlod en kirke i den nordlige by Gonaïves, hvor han havde deltaget i en markering af Haitis befrielsesdag.

Her blev premierministeren forsøgt skudt af gruppe mænd, han beskriver som "banditter og terrorister".

Premierministerens sikkerhedsstyrker svarede igen med skud, og ifølge lokale medier blev en person dræbt og mindst to såret under skududvekslingen.

Disse oplysninger er dog ikke blevet bekræftet af politiet.

Ariel Henry slap uskadt fra hændelsen. Han var inden ceremonien i kirken blevet advaret af gruppen om at sætte sin fod i byen.

Videooptagelser fra episoden, der er blevet delt på sociale medier, viser Ariel Henry og hans sikkerhedsfolk, der løber mod deres køretøjer, mens gruppen skyder mod dem uden for kirken.

Premierministerens kontor oplyser, at der er blevet udsendt en arrestordre på de mistænkte, der skød mod Ariel Henry.

Angrebet har fornyet bekymringerne for embedsmænds sikkerhed i Haiti. Det fattige land har været præget af politisk uro siden drabet på præsident Jovenel Moïse i juli.

Her opsøgte en bevæbnet gruppe præsidentens bolig midt om natten og skød og dræbte ham, mens han sov.

Efter Moïses død har Ariel Henry været indsat som midlertidigt statsoverhoved. Landet har ikke fastsat en dato for, hvornår der skal vælges ny præsident.

Valget er flere gange blevet udskudt - også under Moïse.

Moïse blev inden drabet beskyldt for at forsøge at forlænge sin embedsperiode på ubestemt tid med udskydelser af valget, der oprindeligt skulle have være afholdt i 2018.

/ritzau/Reuters