Scenerne fra Jerusalem, Ramallah og Gaza umiddelbart efter, at våbenhvilen mellem Israel og Hamas trådte i kraft torsdag nat, sagde det hele. Fyrværkeri, glædesudbrud og tætpakkede palæstinensiske folkemængder, der i kor råbte ”Længe leve Hamas – længe leve Hamas”.
Efter 11 dages krig og trods omfattende ødelæggelser og mindst 232 døde i Gaza er det Hamas, der fejrer – og bliver fejret. Årsagen er enkel: Krige afgøres ikke altid af tabstal, men også – som i dette tilfælde – når en af parterne formår at overraske og forbedre sin egen position betydeligt. Og det er lykkedes for Hamas til trods for, at Israel har bombet bevægelsen nogle år tilbage ved at smadre dele af deres infrastruktur, våbendepoter og våbenfabrikker.
Mens Israel på den konto kan notere sig en taktisk sejr, har de seneste 11 dage været langt mere betydningsfulde for Hamas. Allerede i minutterne efter at Hamas affyrede de første raketter mod Jerusalem mandag den 10. maj, positionerede man sig som den part, der dikterede krigens gang. Hamas agerer, mens Israel reagerer, hed det sig. Og med det ultimatum, Hamas stillede Israel om at trække sig ud af al-Aqsa-moskéen og nabolaget Sheikh Jarrah, tog Hamas samtidig hånd om Jerusalem.
Den Islamiske Modstandsbevægelse, som Hamas kalder sig selv, så muligheden for at gøre sig til de muslimske helligdommes beskytter og blive den nationale palæstinensiske kamps fader.
Umiddelbart inden våbenhvilen trådte i kraft, opfordrede Hamas palæstinenserne i Jerusalem og på Vestbredden til at igangsætte en intifada, en palæstinensisk opstand. I går eftermiddag kom det igen til sammenstød mellem Israels politi og palæstinensiske demonstranter efter fredagsbønnen i al-Aqsa-moskéen.
For en bevægelse, der de seneste år har oplevet stigende intern kritik for sin fejlslagne økonomiske politik samt hårdhændede behandling af Gazas egen befolkning, er det i sig selv en præstation. Men Hamas bør også takke det palæstinensiske selvstyre i Ramallah og præsident Mahmoud Abbas for årtiers endnu dårligere ledelse. Selvstyret har mistet kontakten til de unge palæstinensere ved at insistere på sikkerhedssamarbejde med Israel og en to-statsløsning, som ingen tror på. Og da Mahmoud Abbas for nylig aflyste det palæstinensiske parlamentsvalg og præsidentvalg, var løbet kørt for regeringen i Ramallah. Det udnyttede man i Gaza, og i dag fremstår Hamas derfor som den eneste palæstinensiske organisation, der tør stå fast og kæmpe mod den israelske besættelse. Et populært standpunkt blandt palæstinenserne.
De 11 dages krig i Gaza har dog også betydet fremgang på andre fronter for Hamas’ vedkommende. For det første var man militært set i stand til at overraske Israel ved at affyre så store mængder raketter, at det overrumplede det israelske missilskjold. På 11 dage affyrede bevægelsen lige så mange raketter som i den seks uger lange krig i 2014. Men den måske vigtigste udvikling denne gang er den politiske anerkendelse, Hamas høster. Fra at være en bevægelse fordømt for selvmordsangreb mod israelske busser, cafeer og restauranter, er Hamas nu blevet en spiller som er vanskelig at ignorere.
I forhandlingerne om en våbenhvile mødte FN’s særlige fredsudsending, Tor Wennesland, ifølge al-Jazeera Hamas-leder Ismail Haniyeh i Qatar. I praksis betyder det, at Ismail Haniyeh, der af Israel opfattes som et legitimt likvideringsmål, nu bryder brød med internationale topdiplomater. Deri består Den Islamiske Modstandsbevægelses strategiske sejr. Man har styret krigen, overrasket Israel på slagmarken og bevæget sig fra blive betragtet som en palæstinensisk pendant til al-Qaeda til at være mere eller mindre accepteret i dele af det internationale samfunds øjne.
At års genopbygning af de smadrede og bombede huse i Gaza ligger forude, har mindre betydning for Hamas. Ansvaret for Gazas dårligdom og fattigdom er traditionelt blevet placeret på Israels skuldre og forklaret med, at Israel holder Gazas befolkning indespærret. Sådan vil det også være i fremtiden. Hamas vil forsøge at bruge sin nye rolle som palæstinensernes talerør og Jerusalems forsvarer til at lokke nye og gamle donorer til Gaza. Fra Iran, der igen vil levere militær assistance, til Qatar, emiraterne, Egypten, EU og USA. Især de vestlige lande vil donere ud fra håbet om, at højere levestandard i verdens tættest befolkede område vil svække Hamas på længere sigt. Sådan er tre tidligere krige mellem Israel og Hamas blevet afsluttet. Denne fjerde gang er ingen undtagelse, og snakken om, hvornår den næste krig bryder ud, er allerede i gang.