Prøv avisen
Nekrolog

Israelsk aktivist betragtede ikke fred som noget ekstremt

Uri Avnery og den tidligere, nu afdøde, palæstinensiske leder Yasser Arafat mødtes ved flere lejligheder for at drøfte mulighederne for fred mellem israelere og palæstinensere. Her i det palæstinensiske hovedkvarter i Ramallah på den besatte Vestbred i 2002. – Foto: Nasser Shiyoukhi/AP/Ritzau Scanpix

Uri Avnery, en af Israels ældste fredsaktivister, er død, 94 år. Han blev ofte beskyldt for at være yderligtgående. Han troede på sameksistens

Engang var Uri Avnerys hår og fuldskæg mørkt. Men ved sin død i mandags, kort før sin 95-årsfødselsdag, der skulle fejres den 10. september, havde hans kridhvide fuldskæg og den matchende hvide lok i panden i mere end et halvt århundrede været hans kendemærke.

Mange vil huske billedet af den hvidskæggede Uri Avnery og den palæstinensiske PLO-leder Yasser Arafat, i Libanons hovedstad, Beirut, i 1982, hvor Avnery krydsede fronten fra den israelsk besatte østlige bydel til det PLO-kontrollerede vest for at møde og interviewe sit lands ærkefjende.

I over fem årtier har Avnerys hvide skæg virket som en rød klud på det israelske establishment. Som velartikuleret medlem af oppositionen i Knesset 1965-1973 og 1979-1981. Som grundlægger og redaktør af ugemagasinet Haolam Hazeh, der mellem 1950 og 1990 med sine afslørende reportager ikke veg tilbage fra at slagte det unge israelske samfunds mest hellige køer. Og fra 1993 som grundlægger og formand for fredsorganisationen Freds Blokken, hvis logo er et halvt israelsk flag smedet sammen med et halvt palæstinensisk.

Uri Avnery blev født i 1923 i en velhavende tysk-jødisk familie som Helmut Ostermann. På flugt fra nazismen udvandrede familien i 1933 til Palæstina. Da familieformuen fordampede, måtte Helmut som 14-årig forlade skolen for at tjene til føden. Da han fyldte 18 år, ændrede han navn til det hebraiske Uri Avnery.

Avnerys politiske karriere begyndte, da han som 15-årig meldte sig ind i den zionistiske Etzel-milits, der bekæmpede det britiske mandatstyre, som eksisterede før oprettelsen af staten Israel. Tre år senere forlod han Etzel i protest imod gruppens anti-arabiske og reaktionære holdninger. I uafhængighedskrigen meldte han sig under den unge jødiskes stats faner og blev hårdt såret.

Trods sin korte skolegang udviklede Uri Avnery sig hurtigt til en anset intellektuel, tænker, journalist og forfatter.

Han slog igennem som journalist i 1948-1949 med reportager fra fronten, der blev udgivet som bog og genoptrykt utallige gange. Efter krigen blev han klummeskriver ved avisen Ha’aretz. Og året efter oprettede han ugebladet Haolam Hazeh. En blanding af et kritisk undersøgende politisk magasin, der agiterede for sameksistens med araberne og et skandaleblad, som israelerne både elskede og hadede.

Avnerys idéer om en fælles jødisk-arabisk fremtid er ofte blevet stemplet som yderligtgående. I 1993 oprettede han Freds Blokken, og mange i og uden for Israel har i årevis fulgt hans ugentlige hårde kritik af Israelsk politik, ikke mindst i de besatte områder.

Avnery var blandt andet den første til at opfordre til boykot af varer produceret i de israelske bosættelser. Men han var til gengæld samtidig hårdnakket modstander af BDS –bevægelsen, der opfordrer til økonomisk og kulturel boykot af Israel. BDS ville straffe Israels kunstnere og intellektuelle, men ikke påvirke regeringens politik, argumenterede Avnery.

Sit bedstefarudseende til trods besluttede Avnery og hans hustru, Rachel, tidligt, at de ikke ville have børn. Da Rachel døde i 2011, skrev Avnery i sin klumme:

”Jeg har været utroligt velsignet med et liv med Rachel Avnery i 58 år. Sidste lørdag tog jeg afsked med hende. Hun var lige så smuk i døden som i livet”.

Han var ikke helt så gavmild med ord, mens hun levede. I et interview sidste år indrømmede Uri Avnery, at det kun ganske få uger inden Rachels død, var lykkedes ham for første og eneste gang at sige ”Jeg elsker dig” til den kvinde, han delte sit liv med.

Uri Avnery har udgivet mere end 20 bøger og har modtaget adskillige fredspriser for sit livslange arbejde, blandt andre den alternative Nobelpris og Kreisky prisen.