En skefuld olivenolie og lidt citron. Hver morgen. Ifølge Israels præsident Shimon Peres er det kilden til hans ukuelige fysiske og politiske energi. Andre mener, det netop er hans særlige personlighed og evne til at placere sig på de mest relevante poster i israelsk politik, der driver værket for en af Israels mest respekterede politikere. I morgen fylder han 90 år.
Peres er født i Polen og ankom i 1934 med sine forældre til det daværende britiske mandatområde Palæstina. En beslutning, der formede hans egen skæbne, men på mange måder også et skridt, der har haft og stadig har stor betydning for Israel som nation.
Efter at have forladt Ben Shemen-kostskolen gjorde den unge veltalende mand med hang til poesi karriere. I 1956, året hvor Suez-krisen plagede Mellemøsten, havde Peres arbejdet sig frem til en post som direktør for Forsvarsministeriet. Han var bare 34 år, da Ben Gurion sendte ham til Frankrig for at forhandle om mulig fransk assistance til et israelsk atomprojekt.
I efteråret 1957 havde Peres ikke bare overtalt den franske regering til at hjælpe, men også strikket en diplomatisk aftale sammen, der skulle forandre Israel fra at være et truet lilleputland til at være regionens stærkeste militære nation. 12 år efter holocaust var det Peres, der sørgede for, at Israel og landets jødiske befolkning fra det øjeblik kunne leve i vished om, at de arabiske naboer ikke længere ville være i stand til at trænge jøderne i havet uden at udslette sig selv.
Få detaljer om det såkaldte bombediplomati fra 1950erne er kendt i offentligheden. Men mange israelere ved nok om perioden til at mene, at det er Peres største bedrift nogensinde.
LÆS OGSÅ: Omstridt legende fylder 90 år
Andre vurderer, at Peres har haft større indflydelse på Israel som den politiske due, han har været siden slutningen af 1980erne, hvor den første palæstinensiske opstand mod den israelske besættelse rasede. Peres var dengang en af Arbejderpartiets frontfigurer. Efter partiets valgsejr i 1992 søsatte Peres igen sit intensive bag-kulissen-diplomati. Denne gang med et helt andet fortegn.
Sammen med advokat og politiker Yossi Beilin gik han bag premierminister Yitzhak Rabins ryg ved at tage initiativ til hemmelige møder med den palæstinensiske ledelse. Målet var, som med atombomben i 1957, at vende tilbage med konkrete resultater. Rabin blev indviet i sagen, da den var så fremskreden, at det ville være tåbeligt at sige nej.
I 1993 blev den såkaldte Oslo-aftale mellem Israel og palæstinenserne underskrevet. Sammen med Rabin og Yassir Arafat modtog Peres Nobels fredspris, og den fredsproces, der nu måske er ved at nærme sig vejs ende, tilskrives mere end nogen anden politiker den ihærdige diplomat Shimon Peres.
Diplomatiet bag Rabins ryg og de politiske intriger, der prægede forholdet mellem de to, gav Peres et ry for at være en skruppelløs politiker med hang til personforfølgelse. Han har besiddet poster som forsvarsminister, premierminister og udenrigsminister. I 2005 var han med til at danne Kadima-partiet sammen med tidligere premierminister Ariel Sharon. Mange mener, at Peres så en reel mulighed for at nå en fredsaftale med palæstinenserne via Kadima-partiet. Andre mener, det var hans politiske overlevelsesinstinkt, der fik ham til at hoppe fra Arbejderpartiet, inden det for alvor dykkede i samtlige meningsmålinger.
I 2011 mistede Peres sin kone, Sonja. Parret fik tre børn.