Prøv avisen
Interview

Omri Gefen bygger bro i et splittet samfund: Vi må lære at lytte til hinanden for vores egen skyld

Omri Gefen foran mindesmærket ved Tel Avivs rådhus på det sted, hvor den daværende israelske premierminister og modtager af Nobels Fredspris Yitzhak Rabin blev myrdet den 4. november 1995. Væggen bag ham er bevaret med ordet ”Undskyld” i storgraffiti øverst som et minde om de spontane udtryk for sorg og chok, der blev malet overalt på rådhusmurene i dagene efter mordet. På muren ses også plakater og klistermærker med citatet fra den amerikanske præsident Bill Clintons ord ved Rab Foto: Hanne Foighel

Da Israels premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet, vidste Omri Gefen, at han ville vie sit liv til at lære mennesker at lytte til hinanden og løse konflikter med ord. Det israelske samfund var som en ørken, der havde brug for livgivende vand, mener han

Omri Gefen havde prøvet lidt af hvert. Han havde rendt hornene af sig efter mere end tre års militærtjeneste ved at rejse rundt månedsvis i Sydamerika. Han var sejlet tværs over Atlanten og havde været lærer på en eksperimenterende demokratisk skole. Trangen til at være med til at ændre verden gnavede et sted dybt i ham. Da Israels premierminister Yitzhak Rabin den 4. november 1995 blev skudt og dræbt af tre skud affyret på klos hold af en israelsk modstander af hans fredspolitik under en demonstration mod vold i Tel Aviv, brød den trang ud i lys lue.

Hvor var du, da Rabin blev dræbt?

”Jeg boede på det tidspunkt et stykke uden for byen og var blot ikke taget ind til Tel Aviv for at deltage i demonstrationen den aften. En chokeret ven ringede og fortalte mig, at Rabin var blevet skudt. Myrdet. Det tog en uge at komme over det chok,” fortæller Omri Gefen.

Hvad var det for et chok?

”Mordet nedbrød alle grænser, det overgik alt, hvad man i sin vildeste fantasi kunne have frygtet. Vi lever i et samfund, hvor der diskuteres voldsomt. Der er aggressioner også i den offentlige debat. Her er ekstremister. Vi har alt. Men at dræbe Rabin og komme så let til det, blot da han gik ned ad trapperne her, og skyde ham i ryggen. Ingen havde forestillet sig, at der kunne ske et politisk mord her. Selv hans modstandere var rystede. Det var ikke kun en politisk idé, der blev dræbt – det var også noget i vores samfundsbevidsthed, der døde.”

I ugen efter mordet – i de syv traditionelle sørgedage – kom mange tusinde mennesker til den nuværende Rabin-plads, der blev tændt lys og sunget sange. Der var en fornemmelse af fællesskab. Du stod også her efter mordet og tog en stor beslutning om at ændre din livsbane?

”Jeg havde undervist i nogle år på den demokratiske skole og havde inden mordet beskæftiget mig en smule med mægling. Det var et ukendt begreb i Israel på det tidspunkt. Efter mordet på Rabin forstod jeg, at jeg havde et stærkt kort på hånden, og at jeg skulle bruge det til noget vigtigere og meget større. Vores samfund skulle ændres.

I dagene efter mordet sad folk i rundkreds, græd og talte sammen. Men jeg forstod, at der var et behov for mere, end at folk klappede sig selv på ryggen over, at de havde talt med en palæstinenser eller en politisk modstander. Jeg vil have tingene omsat til noget. Jeg ville skabe en gensidig respekt, der kan få alle til at føle sig som vindere. Det, jeg ville, var på én gang noget meget højt og spirituelt og noget meget praktisk. At ændre menneskers basale opfattelse og samtidig få dem til at ændre handlinger,” forklarer han.

Omri Gefen skabte organisationen Gevim. Gevim er navnet på de sjældne, men livgivende vandhuller, man kan finde i ørkenen. Det israelske samfund var som en ørken, der havde brug for det livgivende vand, forklarer han. Med Gevim ville han undervise i mægling og konfliktløsning, fra børnehaver over skoler til erhvervsfolk og politiske ledere. På hebraisk hedder mægling ’gishur’, det betyder bogstaveligt talt brobygning.

Kan alle mennesker lære at mægle, at bygge bro over konflikt?

”Det eneste, der har interesseret mig efter Rabin-mordet, er, hvordan vi får folk i dette samfund til at lære at lytte til hinanden og forsøge at forstå hinanden. Jeg forstod, at det handler om at adskille mellem det at lytte til den anden og det at være enige. De fleste mennesker er forudindtagede. Og når vi på forhånd ved, at vi ikke er enige, lytter vi overhovedet ikke efter, hvad der bliver sagt. Sådan ser den politiske og den private dialog ud i dette – og mange andre – samfund. Derfor er det helt basalt for at ændre noget i samfundet, at vi lærer at lytte til hinanden. Jeg ved ikke, om her bliver fred med palæstinenserne, men jeg ved, at der må skabes en anden form for dialog i samfundet. Det er ikke en revolution. Nej, desværre er det en evolution, en udvikling, og ikke en revolution. Men det sker, og det virker.”

Hvad er det så, Gevim underviser i?

”Det er et nyt sprog. Grundpillen i vores system er behov. Vi underviser i, hvordan man taler om behov og skaber en dialog. Helt automatisk er de fleste mennesker optaget af deres egne behov, ikke af den andens. Havde vi fokus på den anden, ville alt ændres. Tag for eksempel mødet mellem to mennesker. De fleste af os er meget hurtige til at se på den anden og spørge os selv: Hvad kan jeg få ud af den her relation? Det, der interesserer mig, er at få folk til at stille sig selv spørgsmålet: Hvad kan vi få ud af det – sammen?”.

”Det er det, der skaber et samfund, og det er det, der skal til for at få folk til at interessere sig for det samfund, de lever i. Det handler ikke om at kramme træer. Det er ikke godgørenhed. Man skal lytte til den anden for sin egen skyld. Det handler om relationen før resultatet. Uanset om det er et parforhold eller et forretningsforhold. Det begynder forretningsverdenen også at forstå. Engang var det resultatorienterede det vigtige. I dag forstår man, at relationen og resultatet hænger sammen.”

Men hvis man kigger på det helt nære forhold mellem to mennesker, så stiger antallet af skilsmisser – også i Israel?

”Selvfølgelig vil der altid være skilsmisser, men i dag synes de fleste skilsmisser at handle om at få svinet den anden part mest muligt til. Jeg ville ønske, at alle par, inden de glemte affektionen og forelskelsen, tog et mæglingskursus. Bare fire lektioner. Så de har sproget, hvis de en dag skal skilles. Så de søger mægling i stedet for konflikt, og de kan skilles på en ordentlig måde.”

Hvad skulle de lære?

”Først og fremmest lære at lytte. På alle planer i ordets dybeste forstand. At opleve essensen af det at lytte. For det meste hører vi ikke efter for at lytte, men for at kunne komme med et godt svar. Eller vi hører ikke ordentligt efter, fordi vi er i gang med et eller andet andet. For eksempel vores telefon. I dag er alle så dybt begravet i deres telefoner, at selv hvis der er fem minutter, inden man skal tale sammen om noget – privat eller forretningsmæssigt – er der ingen direkte menneskelig kommunikation.

Det andet er at lære at lytte til et andet menneskes behov. Vi har vænnet os til at tale om vores holdninger og problemløsninger. Vi har vores forudindtagede meninger og holdninger til hinanden. Er vi et par, så kender jeg dig ud og ind. Jeg reagerer ud fra, hvad jeg tror, jeg ved om dig uden at spørge dig, hvad dit behov er. Du har sagt det samme 100 gange, og jeg er overbevist om, at jeg ved, hvorfor du siger det. Og lige netop ved den slags (kort)slutninger er det, at vi ofte påfører mennesker, der står os nærmest, den største smerte. Stil spørgsmålet: Hvad er vigtigt for dig? Men det glemmer vi alle sammen at gøre. Først herefter er dialog mulig. Den dialog, der skal bringe os til enighed.

Og det tredje element er tillid. Jeg er netop ved at forsøge at bygge en model for tilliden.”

En model for tilliden?

”I Gevim underviser vi i mægling – brobygning – i konfliktløsning og i forhandling, og jeg mener, vi må lære at forstå, hvordan vi får styr på tillid i forholdet til andre mennesker. Der findes alle mulige modeller, men de fleste af os forstår ikke for alvor, hvordan man opbygger tillid. Hvad skal jeg for eksempel gøre, hvis du siger: Jeg har ikke tillid til dig? Eller hvis du siger: Jeg har fuld tillid til dig. Hvor stammer det fra? Hvad skete der lige dér? Jeg forsøger at finde ud af at splitte det ad, så vi kan forstå det og lære det. Der er mange forhold, hvor man pr. automatik siger, at tilliden nok kommer efterhånden. Det kan være i arbejdsforhold eller i medmenneskelige forhold. Min opfattelse er, at tillid i dag er en mangelvare. Overhovedet.”

Til efteråret er det 23 år siden, at Yitzhak Rabin blev dræbt af en af sine egne landsmænd, fordi han med Oslo-processen havde taget skridt til at skrinlægge den lange territoriale konflikt med palæstinenserne – et drab, der afslørede den dybe kløft, som fredspolitikken havde gravet mellem dem, der var med Rabin, og dem, der var imod ham. Et drab, der fik Omri Gefen til at stifte organisationen Gevim, som i dag består af 110 mennesker.

Nu er der så gået mere end 20 år. I underviser børnehaver og skoler, koncerndirektører og politikere i at føre en ny slags dialog og lytte til hinandens behov. Har det så hjulpet noget?

”Jeg har aldrig troet på, at det er muligt at få en konfliktfri verden. Og jeg kunne heller ikke ønske mig at leve i en verden uden konflikter. For i sidste ende lærer man af sine konflikter. Konflikter giver nye muligheder, man bliver mere opmærksom, man kan indgå i nye konstellationer og få nye relationer, når man løser en konflikt. Det er vigtigt at kunne ’sidde i ilden’, at være i konflikt. For det modsatte – at man er så bange for konflikter, at man slet ikke indgår i relationer af frygt for, at der skal opstå en konflikt – er dræbende. Både når det gælder personlige forhold og forretningsmæssige.

Men der er dage, hvor jeg har det som en, der forsøger at tømme oceanet med en teske. Men når siger jeg det højt, er der altid nogen, der siger: ’Omri, du tager helt fejl. I gør et meget større arbejde i Gevim, du bruger ikke en teske, du arbejder med en suppeske’. Men det er ikke nok. 23 år efter er det, der optager mig mest, hvordan vi kommer videre og gør projektet endnu mere omfattende,” siger han.

Hvad har den beslutning, du tog efter mordet på Rabin, gjort ved dig, helt personligt?

”Jeg er i dag involveret i nogle af de mest interessante processer i Israel, som jeg desværre ikke kan fortælle om. I det store hele er det en proces. Det går meget langsomt, men det går. Hver morgen siger jeg tak for, at jeg er i en situation, hvor jeg føler, at jeg opfylder mit livsformål. Især når jeg ser, hvor mange mennesker der leder efter indhold i livet – hele livet.

Jeg føler, at jeg hver dag står op til mit livs store opgave. Det er et privilegium, og det er et helt vildt brændstof, der driver mig fremad. Jeg har 110 mennesker med mig, og vi er i gang med at gøre verden bedre. Det holder mig ung,” mener Omri Gefen.

Yitzhak Rabin, daværende israelsk premierminister (th.), modtog i 1994 Nobels Fredspris sammen med den palæstinensiske leder Yasser Arafat (tv.) og den israelske udenrigsminister Simon Peres (i midten) for deres forsøg på at skabe fred mellem parterne. Fredspolitikken kostede året efter Yitzhak Rabin livet. – Foto: AP/Ritzau Scanpix