Aleksandr Solsjenitsyn døde i søndags i en alder af 89 år. Han var russisk historieskriver og trak i sine mest uforglemmelige værker på sine sorteste øjeblikke i diktatoren Josef Stalins lejre.
I et liv med usædvanligt store udsving tjente han i den Røde Hær, udholdt otte år i den sovjetiske Gulag, vandt over kræften og modtog i 1970 Nobelprisen i litteratur, mens de kommunistiske myndigheder fortsat forfulgte ham.
Han tilbragte 20 år i et ulykkeligt og tvungent eksil i Vesten, hvis materialistiske værdier han kritiserede fra start til slut.
Da han vendte tilbage til Rusland som en helt i 1994, var det for at udfordre et nyt land, som til hans fortrydelse havde taget de samme værdier til sig, og som han næsten ikke kunne genkende.
Hans til tider messianske figur med et ydre som en bibelsk profet var et symbol på modstanden mod kommunismen under den kolde krig. Hans pan-slaviske nationalistiske synspunkter, hans okkulte lidenskab for Rusland og hans entusiasme for russisk ortodoksi samt de vedholdende anklager om antisemitisme gjorde ham svær at sætte i bås.
Han forblev en oprører helt op i 80-års-alderen, idet han rasede over Kremls politik i det nye Rusland og mod det, han så som den russiske nations fortabelse i moralsk og åndeligt forfald.
Han nægtede at modtage en stor statslig pris fra Boris Jeltsin, det postsovjetiske Ruslands første præsident, med den begrundelse, at han ikke kunne tage mod æresbevisninger fra en leder, der bragte elendighed til sit folk.
Men han tog mod samme pris fra Jeltsins efterfølger, Vladimir Putin, som han ellers kritiserede for ikke at begrænse korrupte politikeres magt.
I en tv-optræden i juni 2005 begræd en skrøbeligt udseende Solsjenitsyn de politiske tilstande i Rusland. Vi har ikke noget, der ligner demokrati, sagde han.
Aleksandr Isajevitj Solsjenitsyn blev født den 11. december 1918, godt et år efter den bolsjevikiske revolution, og voksede op i det sydlige Rusland. Han studerede fysik og matematik, indtil Hitlers styrker angreb Sovjetunionen i 1941, og han blev artillerikaptajn i frontlinjen. To gange blev han dekoreret for at have udvist mod.
I 1945 fandt hærens censorer breve fra hans hånd til en ven, hvori han kritiserede Stalin. Det kostede ham otte år i Gulag-lejrene, hvor mange millioner mennesker gik til grunde.
Hans baggrund i matematik gjorde, at han blev overflyttet til et hemmeligt forskningsinstitut (som han genskabte i bogen I den første kreds) og siden, i 1950, til arbejdslejre på de kasakhiske stepper.
Solsjenitsyn blev løsladt i 1953 og indledte en periode i endeløst eksil, hvor han var ramt af mavekræft. Til trods for dårlig medicinering kom han sig over kræften på samme tid, som han blev endeligt renset for alle anklager i 1956.
Skiftet mod en offentlig fordømmelse af Stalins forbrydelser, der begyndte i 1961 under den daværende leder af Kommunistpartiet, Nikita Khrusjtjov, tillod den dengang ukendte 43-årige forfatter at blive optaget i den russiske forfatterforening.
Som led i Khrusjtjovs antistalinistiske kampagne fik Solsjenitsyn lov til at udgive romanen En dag i Ivan Denisovitjs liv, der byggede på hans egne lejroplevelser. En både litterær og politisk bombe, der gjorde forfatteren almindeligt kendt fra den ene dag til den anden.
Men det politiske og kulturelle tøbrud varede ikke længe.
Strammeren Leonid Bresjnev afløste Khrusjtjov i 1964, og Solsjenitsyns værker blev mål for det hemmelige politi KGBs forfølgelse. Hans bøger blev trukket tilbage fra de offentlige biblioteker. Hans navn blev udvisket fra den sovjetiske litteratur, og selv distribution af hans værker blev gjort til en kriminel handling.
I 1970 vakte han det sovjetiske lederskabs vrede ved at tage mod Nobels litteraturpris. Tre år senere udgav han Gulag øhavet i Paris det var lykkedes at smugle teksten ud trods KGBs ihærdige bestræbelser på at undgå det.
Det episke værk bidrog med et nyt ord til det internationale leksikon, Gulag (på russisk en forkortelse for Arbejdslejrenes Centraladministration), til at beskrive et undertrykkende system.
De kommunistiske myndigheder fratog ham hans statsborgerskab og pakkede ham i 1974 væk på et fly til Vesttyskland. Hans anden hustru, Natalja, som han kort forinden havde giftet sig med, tog med.
Solsjenitsyn tilbragte de næste 20 år i USA med at arbejde på det, som han betragtede som sin største litterære ambition: et kæmpemæssigt historisk epos om dannelsen af det sovjetiske samfund. Men han gjorde det altid klart, at han ønskede at dø i Rusland.
Det, der dengang havde lange udsigter, blev til virkelighed, da den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov søsatte sine liberale Perestrojka-reformer. I 1989 blev Solsjenitsyns værker igen tilladt i Sovjetunionen.
Den aldrende forfatter udskød dog sin tilbagevenden for at færdiggøre et historisk værk i mange bind om den russiske revolution med titlen Det røde hjul.
Solsjenitsyns hjemkomst i maj 1994 mere end to år efter Sovjetunionens sammenbrud var behørigt dramatisk. Han ankom fra øst til Magadan, en nordligt beliggende by i centrum af den mest brutale kæde af lejre. Han bukkede sig ned for at berøre jorden i en hyldest til de millioner, der var omkommet i lejrene.
Derefter tog han til havnebyen Vladivostok ud mod Stillehavet, hvor tusinder stimlede sammen om ham. Siden tog han med sin familie den transsibiriske jernbane tilbage til Moskva: en tur på mere end 8800 kilometer, som tager flere uger.
Han meddelte, at han fortsat ville fungere som Ruslands samvittighed og forholde sig lige så kritisk til det nye kapitalistiske Rusland med dets turbulente økonomiske reformer, sociale nød og voldsforbrydelser, som han havde stillet sig til det gamle totalitære system, det erstattede.
Fra sit nye hjem nær Moskva opfordrede han til åndelig og moralsk genopbyggelse i sit hjemland. Han beklagede de trængsler, der blev russere til del i andre eks-sovjetiske republikker, angreb regeringen for politiske tiltag, som han sagde drev nationen ud i fattigdom, og skældte sine landsmænd ud for grådighed og korruption.
Men manden, der som en udstødt under kommunismen havde været en ledestjerne for tusindvis af marginaliserede mennesker, formåede ikke at ramme samme nerve i det nye Rusland.
Det statslige fjernsyn opgav hurtigt et fast program, det havde givet ham, på grund af manglende interesse hos publikum. Russiske medier bemærkede, at hans bøger blev læst langt mindre end sidst i sovjettiden. /Reuters/
Oversat af Sara Høyrup
udland@kristeligt-dagblad.dk