Kærligheden i det 48 år lange ægteskab havde kun vokset sig større, som årene var gået, fortæller konen. Lige indtil manden traf den skæbnesvangre beslutning. I dag bærer de stadig deres vielsesringe, men manden er flyttet ud af deres fælles hjem, og de taler ikke længere sammen. Spørgsmålet om døden var mere, end hvad deres ægteskab kunne bære.
En 82-årig canadisk kvinde har i en opsigtsvækkende retssag forsøgt at forhindre sin 83-årige mand i at gøre brug af aktiv dødshjælp. Det canadiske nyhedsmedie CBC har talt med både mand og kone, som begge ønsker at være anonyme, men er bosat hver for sig i byen Bridgewater i den østlige delstat Nova Scotia.
Manden, der lider af kol i så fremskreden grad, at han ikke længere ønsker at leve, havde fået lægernes godkendelse til at skulle sove ind den 3. august. Men hans hustru var ikke enig i beslutningen og valgte derfor at gå rettens vej. Hun mener, at hendes mand er hypokonder og lider af helbredsangst, som har gjort ham desillusioneret og utilregnelig.
Over for CBC fortæller manden, at han finder konens udlægning af sagen direkte nedsættende:
”Jeg hører ikke til på den lukkede, jeg kan bare ikke trække vejret godt nok til at fortsætte,” siger den 83-årige mand og tilføjer, at forsinkelsen har betydet, at han nu overvejer at tage sagen i egen hånd.
Aktiv dødshjælp blev legaliseret i Canada i 2016, og i dag bakker mere end 80 procent af den canadiske befolkning op om proceduren. Diskussionen om, hvorvidt aktiv dødshjælp bør eksistere, er næsten ophørt. Nu handler debatten i stedet om, i hvor vid udstrækning og under hvilke forudsætninger aktiv dødshjælp bør være tilladt.
Det forklarer Arthur Schafer, der er professor i etik ved University of Manitoba i det centrale Canada, og som har undervist og forsket i aktiv dødshjælp i over 30 år.
”Der er stor enighed om, at aktiv dødshjælp er en positiv ting. Men hvad der skal til, før det er forsvarligt at hjælpe nogen med at dø, er stadig et ømtåleligt emne, som der findes mange forskellige holdninger til,” siger professoren, der i 2016 sad i et ekspertpanel, som rådgav den canadiske regering om, hvordan man på fornuftigste vis kunne implementere en lovlig form for aktiv dødshjælp.
Ifølge Arthur Schafer er psykisk sygdom et af de kriterier, som bliver diskuteret mest i debatten om aktiv dødshjælp. For det vigtigste krav er, at den person, som ønsker at modtage aktiv dødshjælp, er kompetent nok til at træffe en selvstændig beslutning.
”Hvis der er en legitim grund til at betvivle en persons funktionsevner, giver det mening at sætte spørgsmålstegn ved, om det er en beslutning, som stemmer overens med vedkommendes personlighed. Men så længe man er klar i hovedet og ikke virker som et let offer for manipulation, så er det i sidste ende op til personen selv at træffe beslutningen,” siger han.
I Canada er det stort set kun stærkt religiøse grupper, der stadig forholder sig ubetinget negativt til udbredelsen af aktiv dødshjælp, hvilket tidligere har medført juridiske slagsmål. Arthur Schafer kan godt følge argumentationen om, at man ser det som syndefuldt at tage døden i egen hånd, når man anser livet som Guds gave.
I sagen fra Nova Scotia har manden da også klaget over, at hustruen, som er troende, forsøger at trække sin egen kristne moral ned over ham. Hustruen blev under retssagen støttet af gruppen Euthanasia Prevention Coalition, der arbejder imod aktiv dødshjælp, og som også har betalt hendes advokatomkostninger.
”De føler, at de bringer mig tættere på Gud. Men for mig har det ingen betydning. Det virker absurd og selvisk,” siger ægtemanden til CBC.
Hustruen medgiver, at hun af moralske årsager synes, at det er unaturligt at få dødshjælp, og at man ”bør dø, når det er meningen, at man skal dø”. Hun tilføjer dog også, at hun godt kan anerkende behovet for aktiv dødshjælp, hvis en person virkelig lider. Men det mener hun ikke er tilfældet med hendes mand.
Den 4. september faldt der dom i sagen ved familieretten NSSC i Nova Scotia, der har afvist at ophæve mandens ret til at modtage aktiv dødshjælp. Dommeren lagde vægt på, at det i Canada er en forfatningsmæssig ret at kunne få lægehjælp til at dø. Hustruen har valgt at anke, og sagen skal til høring igen i næste uge, men hun risikerer, at manden allerede har modtaget aktiv dødshjælp til den tid. Dommeren påpegede, at manden var i fare for at lide mere end nødvendigt, hvis afgørelsen blev udskudt yderligere.
Hugh Scher, konens forsvarsadvokat, har over for CTV News udtrykt sin utilfredshed med sagens forløb.
”Afgørelsen viser, hvor sørgeligt utilstrækkeligt det nuværende retssystem formår at beskytte sårbare mennesker imod at blive slået ihjel i Canada,” siger han.
Jocelyn Downie, der er juraprofessor ved Dalhousie University og også har siddet i flere canadiske ekspertråd angående aktiv dødshjælp, er til gengæld lettet over dommen.
”Det er godt at se, hvordan landet ligger, når retten behandler sager som denne, hvor folk forsøger at fratage andre retten til aktiv dødshjælp,” siger hun til CBC og påpeger, at beslutningen kan komme til at danne præcedens for, hvordan denne slags sager vil blive behandlet fremover.
Arthur Schafer er inde på noget af samme.
”Jeg tror, at folk vil føle sympati for hustruen, der ikke kan acceptere, at hendes mand har truffet en beslutning om ikke at være her længere. Men jeg tror også, at offentligheden vil bakke op om mandens rettigheder til selv at vælge, om han vil leve,” siger han.
Siden legaliseringen i 2016 er rammerne for, hvornår aktiv dødshjælp bør være en mulighed i Canada, blevet bredere og bredere. Senest har regeringen i februar i år foreslået, at aktiv dødshjælp ikke bør være begrænset til patienter, som er kronisk syge. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil folk med svære handicap også kunne få aktiv dødshjælp, selvom deres handicap ikke vil tage livet af dem inden for en overskuelig fremtid.
Arthur Schafer forventer, at den canadiske lovgivning vil fortsætte med at blive mere og mere liberaliseret. Så længe man kan skabe sikkerhedsforanstaltninger, der sørger for, at særligt sårbare ikke bliver presset ud i at begå selvmord, er der ingen grænser for, hvor selvstændigt et valg det skal være, mener han.
”Udgangspunktet bør være, at alle får lov til at træffe deres egne valg her i livet. Også når det handler om døden. De fleste mennesker ønsker at dø i lyset af de samme værdier, som de har levet efter. Det skal man have lov til,” siger etikprofessoren.