For 30 år siden glødede den vesttyske offentlighed af en bitter strid om, hvordan Tyskland skulle huske det folkemord på jøderne under Anden Verdenskrig, som blev kendt som holocaust. Over en periode på tre år gik historikere og intellektuelle i kødet på hinanden i de førende tyske aviser i det, der hurtigt blev betegnet som ”historikerstriden”.
Manden, der havde været med til at udløse striden, var Ernst Nolte, en af sin generations vigtigste og mest stridbare historikere.
Han døde i går efter kort tids sygdom, skriver den tyske avis Der Tagesspiegel. Han blev 93 år.
Ernst Nolte blev født i 1923 og voksede op i en katolsk familie i Westfalen i den nordvestlige del af Tyskland. Hans første møde med de totalitære ideologier, som endte med at optage ham hele livet, var, da han som syvårig hos lægen kiggede i en sovjetisk børnebog oversat til tysk, der angreb den katolske kirke. Bogen gjorde ham vred.
I 1941 blev han fritaget for militærtjeneste på grund af problemer med sin ene hånd, og han studerede filosofi, filologi og græsk på universiteterne i Münster, Berlin og Freiburg. I Freiburg studerede Ernst Nolte under den indflydelsesrige filosof – og nazist – Martin Heidegger, som både blev en god ven og øvede stor indflydelse på ham, har han fortalt.
Nolte skal huskes for sit værk om fascismen fra 1963, ”Fascismen i sin epoke”, som på det tidspunkt var et pionerværk, fortæller Per Øhrgaard, professor emeritus og dr. phil. i tysk. I værket gjorde Nolte i nogen grad op med den totalitarismeteori, som filosoffen Hannah Arendt udfoldede, at fascisme og kommunisme var to alen af ét stykke. Nolte var mere optaget af at analysere de fascistiske bevægelser i Europa uden stadig sammenligning med kommunismen.
Men det, han formentlig mest vil blive husket for, er den bitre strid mellem førende intellektuelle i Vesttyskland, som udfoldede sig fra 1986 til 1989, da Nolte som professor i moderne historie ved Freie Universitet i Berlin offentliggjorde artiklen ”Fortid, der ikke vil forgå”.
”Kort fortalt gav han nærmest Stalin skylden for Hitler; at vi uden Stalin ikke havde haft Hitler,” siger Øhrgaard.
Der er formentlig det rigtige i Noltes teori, at antikommunismen var en enorm drivkraft ikke bare hos Hitler, men i alle højrefløjsbevægelser og langt ind i den borgerlige opinion i Europa, siger Øhrgaard.
”Men Noltes formuleringer var absolut et fejlskud og kunne næsten kun opfattes som en slags bagatellisering eller nedtoning af nazismen.”
Nolte skrev blandt andet, at Auschwitz måske mere var en kopi end originalen, og originalen var Gulag, det vil sige de berygtede sovjetiske fangelejre. Det fik den fremadstormende, yngre sociolog Jürgen Habermas til i en artikel med titlen ”Eine Art Schadensabwicklung” (”En form for skadesafvikling”) at anklage ham og andre historikere for historierevisionisme. Ifølge Habermas søgte Nolte at undslippe den historiske skyld ved at relativere de tyske misgerninger i forbindelse med Holocaust. Striden ebbede ud, da spørgsmålet om Tysklands genforening blev aktuelt i 1989.
Nolte begyndt ikke sin karriere som én, der ville bortforklare nazismen og holocaust – i 1950’erne var han medlem af den såkaldte ”Grünwalder Kreis”, som snarest var venstreorienteret – men det er sådan, han kom til at fremstå, mener Per Øhrgaard.
”Nolte endte som taberen. Der blev ikke tale om nogen bagatellisering af nazismen og holocaust. Mange progressive tyskere vil ikke se nazismen relativeret ved at se den sammenlignet med alt muligt andet. Det er en debat, der aldrig vil høre op,” siger han.