Prøv avisen
Interview

Han flygtede fra Ghana til Tølløse: Dengang herskede der total lovløshed i mit land

Kwesi Aning har aldrig været tilhænger af udviklingsbistand, men kan i dag godt se, at den danske bistand har gjort en forskel i Ghana. Han mener, at landets politikere burde gøre meget mere for at forberede landet på den nye situation, ”hvor vi står til at miste kæmpeindtægter i bistand”. – Foto: Jesper Heldgaard

I 1986 flygtede Kwesi Aning fra Ghanas militærstyre og fik politisk asyl i Danmark. Mens han boede i Tølløse og studerede, blev Ghana – med dansk støtte – demokratisk, og i 2000 vendte Kwesi Aning hjem. Den i dag internationalt anerkendte ekspert i fred og sikkerhed ser tilbage på sit lands udvikling

”I dag ser de fleste Ghana som et stabilt og velfungerende demokrati med en god økonomi og et stærkt civilsamfund. Men vi må ikke glemme, at det ikke engang er 30 år siden, vi gik fra militærstyre til demokrati, og at det krævede en hård kamp.”

Ordene er Kwesi Anings. Han tog selv så aktivt del i den hårde kamp, at han måtte flygte fra Ghana, men er i dag hjemme igen og kan tage imod på sit kontor på et internationalt træningscenter for fredsbevarende styrker. Centret er opkaldt efter en af de mest kendte ghanesere i nyere tid, den nu afdøde tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, og har til huse i nye, skinnende bygninger på en parklignende og fredfyldt grund uden for Ghanas hovedstad, Accra.

Der er bud fra hele verden efter Kwesi Anings ekspertise, så han er på vej ud ad døren. Denne gang til en stor, international konference i Japan. Men inden afrejsen tager han sig tid til at fortælle sin og det nye Ghanas dramatiske historie. Han begynder sin fortælling den 14. november 1982:

”Den dag blev jeg smidt ud af universitetet. Jeg havde ikke gjort noget ulovligt, men deltog som så mange andre unge studerende i modstanden mod det militærstyre med J.J. Rawlings i spidsen, der var kommet til magten ved et blodigt kup året forinden, og der som noget af det første, de gjorde, henrettede tre tidligere præsidenter. Det var alvor.”

I de følgende år fortsatte Kwesi Aning sin – lovlige – modstand, men da han i 1986 fik offentliggjort en videnskabelig artikel med skarp og dokumenteret kritik af militærstyret, begyndte jorden at brænde så meget under ham, at han besluttede at flygte.

”Der var mange, der som jeg måtte flygte fra Ghana dengang. Det er svært at forestille sig nu, men der herskede total lovløshed. Politi og retsvæsen var fuldstændig kontrolleret af præsidenten, så ingen kunne vide sig sikker,” siger Kwesi Aning, der måtte forlade Ghana i huj og hast og uden noget endemål for sin flugt.

I første omgang bragte flugten ham til nabolandet Benin, så til Nigeria og Østberlin.

”Men Østberlin og Østtyskland dengang var ikke tiltrækkende, så jeg ville videre og havde lige præcis penge nok til en enkeltbillet til København. Så dér søgte jeg om politisk asyl og fik det, fordi jeg var truet på livet i Ghana.”

Kwesi Aning bosatte sig i Tølløse og gjorde sine studier færdige på Københavns Universitet. I 1998 fik han godkendt sin ph.d.- afhandling om konflikten og bestræbelserne på at skabe fred i Liberia og arbejdede på Center for Udviklingsforskning, der siden er blevet til Dansk Institut for Internationale Studier. I 1986 var han blevet ghanesisk gift inden sin flugt, og gennem familiesammenføring kom hans hustru til Danmark, hvor de fik to børn, Kwaku i 1992 og Ekua i 1999.

Langt fra det fredelige Tølløse skete der dramatiske, men positive ændringer i Ghana. Præsident Rawlings kom i slutningen af 1980’erne under stigende pres, både internt i Ghana og fra det internationale samfund. Samtidig var landets økonomi fuldstændig kørt i sænk, så noget skulle ske. Rawlings tog fat på dramatiske økonomiske reformer, der åbnede døren for støtte fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF. Samtidig bebudede han politiske reformer, der fik adskillige donorer, heriblandt Danmark, til igen at interessere sig for det vestafrikanske land. I 1989 blev Ghana et af Danmarks såkaldte programsamarbejdslande, og i 1991 genåbnede den danske ambassade, der var blevet lukket midlertidigt i 1983.

Ghana blev hurtigt et af hovedmodtagerlandene for dansk udviklingsbistand, der toppede med hele 536 millioner kroner i 2010. Danmark støttede blandt andet vand og sanitet, sundhed, veje, energi og den private sektor. Men en stor del af den danske støtte gik også til at støtte Ghanas unge demokrati: Danmark har støttet decentralisering, retsvæsenet, valg, menneskerettigheder, civilsamfund, kampen mod korruption og meget mere.

Og Ghana vandt kampen for demokrati, og dét på en måde, der vakte international opsigt. Allermest, da den mangeårige præsident J.J. Rawlings i 2000 modstræbende, men trods alt frivilligt trak sig tilbage. Ifølge landets nye, demokratiske forfatning fra 1992 kunne Rawlings nemlig ikke stille op til en tredje periode, fordi han 1992 var blevet valgt til præsident for sit nye politiske parti ved Ghanas første demokratiske valg i nyere tid og siden blev genvalgt i 1996. Modsat så mange andre af sine kolleger i Afrika accepterede Rawlings forfatningen, og valget i 2000 blev vundet af oppositionens kandidat, John Kufuor. Det første af flere fredelige magtskifter i Ghana fandt sted og gav genlyd over hele verden.

De politiske flygtninge kunne vende hjem igen – også Kwesi Aning. Og det gjorde han med familien samme år, men det var ikke nemt at komme til Ghana, og året efter, i 2001, flyttede hans hustru og to børn til Storbritannien, hvor børnene fortsat bor.

I årene i Danmark var Kwesi Aning langtfra begejstret over, at hans midlertidige hjemland, Danmark, ydede hans egentlige hjemland udviklingsbistand.

”Jeg var voldsom modstander af al udviklingsbistand, fordi den skaber afhængighed hos modtageren, og jeg er stadig skeptisk over for bistand. Men når det er sagt, må jeg tilføje, at når nu Danmark har valgt at yde bistand til Ghana, så er det sket på en meget fornuftig måde. Danmark har bevidst fokuseret på, at bistanden skulle gavne de fattige og udsatte, og at den skulle styrke civil-samfund og demokrati både på lokalt og nationalt niveau,” siger Kwesi Aning.

”Husk på, at Ghana kom fra mange års autoritært militærstyre, så vi havde brug for en donor, der som Danmark havde fokus på at støtte det nye og skrøbelige demokrati og skabe tillid imellem de parter her i Ghana, der tidligere havde bekæmpet hinanden. Et godt eksempel på det var de gennemsigtige stemmeurner fra Danmark, der var med til at sikre, at valget i 1996 blev gennemført.”

Kwesi Aning tilføjer, at den danske succes også hænger sammen med måden, Danmark arbejder på:

”De fleste andre donorer øremærker ’deres’ penge og bringer deres egne folk ind for at holde skarpt øje med, hvad pengene bruges til. Den danske tilgang er en helt anden. De giver deres bidrag og giver os som modtagere frihed til at bruge det inden for de aftalte rammer. Det er sådan, et effektivt og tillidsfuldt udviklingssamarbejde bedst fungerer,” siger han.

Alligevel er Kwesi Aning glad for, at Ghana fra 2020 skal klare sig uden dansk udviklingsbistand.

”Halleluja,” udbryder han.

”Det er kun godt, at vi nu skal klare os selv. Men den danske beslutning kom bag på de fleste ghanesere. De har svært ved at se logikken i, at Danmark på den ene side roser os for vores økonomiske og politiske resultater og på den anden side straffer os ved at stoppe støtten.”

Kwesi Aning ser stadig masser af udfordringer – politiske såvel som økonomiske – for Ghana:

”Ja, vi har problemer med korruption og magtmisbrug, og de politikere og embedsmænd her i Ghana, der har haft så travlt med at fortælle, hvor godt det går, og at vi kan klare os uden bistand, skulle have gjort meget mere for at forberede landet på den nye situation, hvor vi står til at miste kæmpeindtægter i bistand,” siger han og understreger:

”Men vi skal jo være klar, og jeg fornemmer, at vi er ved at få en ny generation af politikere, der er tolerante over for andre holdninger, og som er klar over, at det er godt at blive udfordret af folk med andre holdninger. Politikerne har også forstået, at hvis de ikke leverer det, de bliver valgt på, så bliver de ikke genvalgt. Og vælgerne er blevet bevidste om den magt, stemmesedlen giver dem.”

Stemmeurner fra Vordingborg gjorde forskel for Ghanas demokrati

Da afdelingschef på Vordingborg-virksomheden Panther Plast, Lene Antonsen, i 1995 første gang blev spurgt af Udenrigsministeriet, om firmaet kunne designe, producere og levere 41.000 gennemsigtige stemmeurner til Ghana, syntes hun, det lød spændende. Mest fordi sådan en ordre kunne være med til at sikre beskæftigelsen i den lille virksomhed, der hovedsageligt fremstillede udstyr til fiskekuttere.

Hun var ikke klar over, at stemmeurnerne ville bidrage til at skrive historie i et fjernt afrikansk land, men det gjorde de.

I Ghana var stemningen op til valget i 1996 nemlig kaotisk. Oppositionen mente, at den daværende militærdiktator, J.J. Rawlings, havde snydt sig til valgsejren i 1992, og i 1996 var ved at gøre det samme. Så det store oppositionsparti truede med at boykotte valget. Skete det, ville det nye, skrøbelige demokrati være alvorligt truet.

Mange kræfter blev sat ind på at afværge katastrofen, og ikke mindst Danida med Danmarks daværende ambassadør i Ghana Birgit Storgaard Madsen i spidsen arbejdede aktivt for at forlige parterne. Hun tilbød blandt andet, at Danmark ville levere gennemsigtige stemmeurner for at forhindre brugen af falske stemmesedler. Det var med til at få oppositionen til at deltage i valget.

Og ganske vist vandt Rawlings igen, men oppositionen vandt 62 ud af 200 pladser i parlamentet. Ghana havde nu et demokrati med en stærk opposition. Og Panther Plast blev storleverandør af gennemsigtige stemmeurner til flere afrikanske lande, som fortsat er i brug i Ghana.