Hvem dør? Hvad smitter? Og er jeg selv og mine kære i farezonen? I krisetider tørster mange efter svar, og under pandemiens hærgen har usikkerhed i månedsvis været dagens orden. En af dem, som hele tiden forsøger ”at sætte ord på de ting, som kan være svære at begribe for rigtig mange mennesker”, er norske Ørjan Olsvik.
Den 66-årige professor fra Tromsø Universitet er en af Skandinaviens fremmeste eksperter udi epidemier og vira, og han føler en dybtliggende forpligtelse til at bistå med sin viden netop nu, fortæller han over telefonen fra det nordlige Norge.
”Jeg har arbejdet med sygdomsudbrud overalt i verden i mange, mange år, og jeg er enormt bevidst om, at jeg ikke ene mand kan forhindre, at dødeligt syge mister livet. Men omvendt ved jeg også, at jeg er i stand til at bidrage med perspektiv, så folk bedre forstår, hvad det er, der sker, og så de ikke bliver lammet af unødig frygt. Først når man forstår situationen, bliver man i stand til at acceptere, at det ikke er alt her i livet, man er herre over,” siger han.
I øjeblikket holder Ørjan Olsvik daglige møder med en corona-forskningsgruppe i Oslo, konfererer med amerikanske kolleger og er i kontakt med de norske sundhedsmyndigheder 8-10 gange om dagen. Nordmanden, der selv har haft døden tæt inde på livet ad flere omgange, er med andre ord en, man lytter til. Ikke fordi han gør et stort nummer ud af sig selv eller ønsker at diktere, hvem der gør hvad og hvordan. Men efter at have beskæftiget sig med virusbekæmpelse hele livet har han – sin let selvudslettende facon til trods – noget at have sine holdninger i. Og her godt inde i, hvad der ligner smittespredningens efterår, er nordmanden ganske imponeret over den foreløbige håndtering – både i sit hjemland og hos de danske naboer:
”Måler man i liv – og det er bestemt ikke noget dårligt sted at starte – ser det ganske godt ud på nuværende tidspunkt. Men man skal ikke undervurdere, hvor smertefulde tiltagene har været for samfundet. Det har kostet penge, og det har kostet for enkeltindivider, som eksempelvis ikke har fået lov at opretholde social kontakt. Bedsteforældre, der ikke har set deres børnebørn, folk på plejehjem og sygehuse, der ikke har modtaget besøg. Butikker har været lukket, mange er gået konkurs. Så det har været en smertefuld proces,” siger han, men afviser, at strategierne i Norge og Danmark har være for bastante.
”Man vidste jo ikke, hvad det krævede at bekæmpe virussen. Og i dette tilfælde valgte man at prioritere liv. Det koster mange ressourcer at prioritere, at ældre får nogle ekstra leveår, men det er meget humanistisk at bruge ressourcer på at forhindre, at mennesker dør. Det er jeg stolt af, at man valgte at gøre,” siger Ørjan Olsvik.
”Hele mit liv har jeg arbejdet på at forhindre, at mennesker dør i infektionsepidemier. Og aldrig har jeg skelnet mellem unge og gamle – et liv er et liv, og det skal ikke gøres op i kroner og øre. Strategien under coronakrisen har kostet penge, ja, og den har kostet social kontakt, ja. Men vi har i Norge afstået fra at gøre menneskeliv til et spørgsmål om økonomi. Og det synes jeg er meget positivt.”
Selvom 66-årige Ørjan Olsvik ”aldrig har fejlet det store”, har hans liv været præget af sygdom og død. Både på det faglige og på det personlige niveau.
Og det begyndte allerede, da han som syvårig blev ramt af falsk strubehoste. Han blev indlagt i al hast, og få centimeter fra hospitalssengen stod en sygeplejerske parat til at skære den unge Olsviks hals op, hvis han pludselig ikke kunne få vejret. Det blev aldrig nødvendigt, men oplevelsen var en tidlig påmindelse om, at livet kan være en skrøbelig størrelse.
Sygdom var også nærværnede i barndommen på øen Senja i Nordnorge, hvor et mindesmærke fortalte om den bølge af difteri, som i 1920 tog livet af en hel skoleklasse på øen. I Ørjan Olsviks egen folkeskoleklasse blev en veninde ramt af polio, ligesom en mindeplade på naboøen vidnede om fire søskende, som døde af halsbetændelse i løbet af julen 1901. En anden tid, men ikke desto mindre et nærværende billede på, hvordan mennesket fra tid til anden kommer til kort over for infektioner, fortæller Ørjan Olsvik.
Men sygdommene vakte ikke frygt i Ørjan Olsviks sind. Han blev i stedet fascineret og ønskede at forstå, hvordan de udviklede sig og dermed også, hvordan sygdommene kunne bekæmpes. Efter endt gymnasietid nødte forældrene ham til at finde sig et arbejde, og dagen efter Ørjan Olsvik var dimitteret, kørte faderen ham til Tromsø Regionshospital. Nu var han stor nok til at tjene sine egne penge, lød beskeden, og på det store hospital burde der være gode muligheder for at finde noget fornuftigt at tage sig til.
Til Ørjan Olsvik store held kom viceværten, der var tilknyttet hospitalets mikrobiologiske afdeling, for sent netop samme dag. Overlægen på afdelingen var tysk og streng, og forsinkelsen resulterede i en fyreseddel. Lidt af en overreaktion, mente Ørjan Olsvik, men den betød ikke desto mindre, at den unge student nu fik muligheden for at overtage jobbet.
Sidenhen aftjente Ørjan Olsvik sin værnepligt hos Forsvarets mikrobiologiske laboratorium. Han trivedes med disciplinen og det opskruede arbejdstempo, og med kombinationen af den rette indstilling og ditto evner gik det pludselig stærkt. En midlertidig stilling ved Veterinærhøjskolen i hovedstaden Oslo blev oprettet, og her fik Ørjan Olsvik lov at prøve kræfter med folkesundhedsundervisning i udlandet, blandt andet i Kenya. Det gik godt, og en dag blev han opfordret til at søge et forskningsstipendium ved sundhedsmyndigheden Centers for Disease Control and Prevention i storbyen Atlanta i USA.
Den unge fyr fra det yderste Nordnorge gjorde sig ikke de store forhåbninger, men på en eller anden måde lykkedes det den ambitiøse Olsvik at overhale ”Yale- og Stanford-typerne” indenom. Tasker blev pakket og konen Bente overbevist, og fra den ene dag til den anden slog den lille familie sig ned i Sydstaterne.
Forskningsopholdet mundede ud i en ansættelse ved Centers for Disease Control and Prevention, og tilværelsen i hælene på hiv, ebola og kolera bragte ham til de fjerneste afkroge af verden. Det var en spændende tid, hvor Olsvik både dygtiggjorde sig og optjente point nok til et livstidsguldkort fra flyselskabet SAS, fortæller han.
Men det var også under det amerikanske forskningsophold, at den lille norske families tilværelse pludselig tog en dramatisk drejning.
Selv havde Ørjan Olsvik stort set været forskånet for sygdom hele sit liv, men det gjaldt ulykkeligvis ikke hans nære. Tværtimod.
Allerede i 1986, få år efter Olsvik-parrets ankomst til Georgia, døde datteren Christine. Det var en vuggedød, og hun blev bare to måneder gammel. I 1994 ramte katastrofen så familien på ny, da Ørjan Olsviks kone Bente opdagede en knude i sit bryst. Kræften havde spredt sig, og trods omfattende operationer var det for sent.
Ørjan, Bente og deres to børn tog konsekvensen og flyttede tilbage til Norge og hjemegnen nær Tromsø. Her fik Ørjan Olsvik et professorat i medicin på universitetet i Tromsø, og nu skulle tilværelsen stabiliseres og ”en eller anden form for mening kaldes frem midt i den dybeste meningsløshed”.
Da Bente døde nogle år senere, gennede Ørjan Olsvik sønnerne på 6 og 12 år sammen og indprentede dem én ting:
”Fra nu af består vores opgave i at leve et liv, mor ville have været stolt af.”
Sygdomsforløbet var langt og udmagrende, men Ørjan Olsvik er ikke typen, der går i sort. Selv i de mørkeste stunder fokuserer han på sine omgivelsers ve og vel – og så arbejder han. Bente havde trukket vejret for sidste gang klokken fire om natten, og klokken otte stod Ørjan Olsvik klar foran de studerende på universitetet i Tromsø.
Til Tidsskriftet.no har han fortalt, hvordan hans fortid i militæret hjalp til at gøre det uoverskuelige overskueligt:
”Jeg var opdraget til, at du udfører din pligt uanset hvad. Altid. Og alle opgaver gennemføres med disciplin. Så det lå meget dybt i mig. Men når det er sagt, er det klart, at jeg for alt i verden gerne ville have undværet at begrave min kone og mit barn. Det bør ingen udsættes for.”
Ørjan Olsvik insisterer på, at solen skinner klarere for dem, der har tilbragt noget tid i skyggen. Og i øvrigt dur det ikke at begrave sig selv i sorg, når man har børn at tage sig af, mener han.
Som alenefar begyndte han derfor at tage sønnerne med ud i verden, når det ikke kunne være anderledes, og sammen oplevede de alt fra fodboldkampe i Zimbabwe over fælles franskundervisning i Paris til burgersmagning i San Francisco. Hans livsopgave var at dæmme op for farlige sygdomme, javist, men Ørjan Olsvik havde også sat børn i verden. Og de fortjente først og fremmest et godt liv med deres far.
Trods sygdom og død vendte lykken, og i dag har Ørjan Olsvik holdt sammen med sin anden kone, Nina, i 19 år. Også børnebørn er kommet til. Vigtigst af alt glæder han sig over, hvordan han hele sit arbejdsliv har fået muligheden for at beskæftige sig med det, der optager ham mest af alt: smitsomme sygdomme.
På overfladen kan det synes uforståeligt ligefrem at opsøge død og ulykke, men for Olsvik har muligheden for at gøre noget for andre mennesker altid været det afgørende. Uanset om det måtte være coronaramte nordmænd eller lidende medmennesker i fjerne afkroge af verden. Eller måske ligefrem en kombination.
I en årrække har Ørjan Olsvik været en del af den ekspertgruppe, som er klar til at rykke ud og bistå det norske forsvar, når de opholder sig steder, hvor der pludselig udbryder sygdom. En sådan opgave var Ørjan Olsvik blandt andet på i 2014, da han havde til opgave at skærme 11.000 FN-soldater mod ebola i vestafrikanske Mali.
”Selvom det er stort set umuligt at sammenligne katastrofer, kan jeg sige med sikkerhed, at det var meget hårdt at være i Mali. Ikke mindst, fordi der var krig og ebola samtidig. Jeg stod med et stort ansvar, og allerede første nat, efter at jeg var landet i hovedstaden Bamako, kom terrororganisationen Boko Haram og tog nogle af børnene i byen. Det var meget specielt, men det lærte mig ikke at fokusere på det ubehagelige i situationen og i stedet glæde mig over, at jeg fik muligheden for at hjælpe,” siger han.
”Men altså, krig og ebola er en dårlig kombination. Der er så mange niveauer af frygt, og der er grænser for, hvor mange ting et menneske kan kapere og samtidig tage sine forholdsregler.”
Ebolaen er til dato den mest skræmmende infektion, den nordnorske professor har oplevet. Seks dage efter, at man bliver smittet, begynder sygdomstegnene. Feber, blandt andet. Dernæst begynder man at bløde fra forskellige kropsåbninger. Ørjan Olsvik husker, hvordan en patients hånd blev helt sort, fordi de indre blødninger tog til:
”Kroppen går i opløsning, kan man sige. Har du først set det ske én gang, så glemmer du det aldrig.”
Alligevel insisterer Ørjan Olsvik selv i de mest ekstreme situationer på kombinationen af håb og rationalitet.
”Du redder ikke et eneste liv, hvis du først lader frygten eller afmagten få overtaget. Det er min pligt at gøre det, der skal gøres. Og uanset hvilken katastrofe, jeg befinder mig midt i, har patienterne altid førsteprioritet. Du fokuserer på ikke selv at blive syg, men derudover må man glemme sig selv. Vil du være det bedst mulige medmenneske i en sådan situation, skal du holde dig mest muligt i ro. Bliver du syg eller går i panik, er du ikke til nogen gavn.”
Men er du i stand til at lægge det bag dig, når du kommer hjem og smider kitlen?
”Som regel stiger der en stor, indre varme op i mig, når jeg har sat mig i flyet på vej hjem. Og glæden ved at bruge de evner, jeg har, overskygger de svære ting. Men jeg er jo også kun et menneske, og det er klart, at jeg har oplevet ting, man ikke bare sådan glemmer,” siger han.
I disse uger og måneder græmmer Ørjan Olsvik sig over, hvor mange der mister livet til covid-19. Særligt situationen med næsten 120.000 døde i USA, hans hjem gennem mange år, rører ham dybt.
”Folk siger, at det er et stort land, og det er rigtigt, men det ændrer ikke på, at over 100.000 døde er ubegribeligt mange tabte liv. Tænk på, at der døde 58.000 amerikanere under Vietnam-krigen. Nu er vi på vej mod det dobbelte på få måneder,” siger Ørjan Olsvik.
”Vi skal alle dø, men mennesker behøver ikke dø for tidligt. Og det bliver vi lidt bedre til at undgå hver eneste gang, vi står i en ekstrem situation. På den måde er der en lille smule håb i mørket. Men man skal lede meget grundigt for at se det. ”