Han findes i flere versioner. Til jul klæder han sig i en mørklilla veloursmoking og går i sine hvide sneakers sammen med en sopran ind gennem en fyldt kirke for at sætte sig i en høj, broderet lænestol og fortælle, hvad juleevangeliet egentlig handler om.
I juni kan man finde ham svedig og pustende efter en kamp i en gadefodboldturnering, hvor højtstående erhvervsfolk spiller med unge mennesker fra belastede kvarterer.
Eller man kan finde ham i et pænt jakkesæt på vej ud ad døren for at forestå en begravelse af en af de mange hollændere, der ikke ønsker at blive begravet fra kirken, men som dog gerne vil have en afskedsceremoni med fordybelse.
Ruben van Zwieten er 37 år og teolog. Man kan møde ham i mange sammenhænge, men alle hans aktiviteter har samme udgangspunkt og samme mål. Han vil forny kirken, ikke kun i Holland, men i Europa, og udgangspunktet er De Nieuwe Poort, den nye port. Det er et mødested midt i Amsterdams finans- og erhvervsdistrikt, Zuidas, som 60.000 personer pendler ind til hver dag for at forsvinde op på kontorerne i de mange høje bygninger. I det kontortårn, hvor techgiganten Google har sit hollandske hovedkontor, har Ruben van Zwieten to etager. Her er der indrettet café og mødelokaler. Et mødested med plads til ro og refleksion.
Topchefer fra erhvervslivet kommer og holder en ”preek in de lunchbreak” – en prædiken i frokostpausen. Ikke om kirke og tro, men om refleksioner over livet og ledelse. Lederaspiranter melder sig til ”bord til 12”, hvor de taler om fremtiden som ledere ud fra de gamle kilder i Bibelen. Eller de kan komme til bibellæsning om ”de syv fede år”.
Her møder jakkesætsfolket også mennesker, de normalt ikke møder. Folk, der har befundet sig på kanten af arbejdsmarkedet af fysiske eller psykiske grunde, flygtninge, tidligere hjemløse og stofmisbrugere med flere. Ruben van Zwieten færdes hjemmevant i den højloftede café. I jakkesæt og slips ligner han de fleste af gæsterne, og han er på ”hej” og high five med både gæster og ansatte.
Målet med De Nieuwe Poort er med hans ord at skabe et hus, hvor der er plads til refleksion over livet som menneske. Ruben van Zwieten forsøger i alle sammenhænge at koble de gamle historier fra Bibelen med vores nutidige liv og samfund. De Nieuwe Poort står på tre ben, som kirken har stået på i et par tusinde år: At lære, at tjene og at fejre.
”Oprindeligt var det kirken, der stillede eksistentielle spørgsmål som: ’Hvad skal jeg som menneske med livet?’, og ’Hvad gør mig til et menneske?’ Og kirken førte mennesker sammen for, at de kunne opholde sig ved disse bøvlede, men vigtige spørgsmål. For at skabe momenter af erkendelse, men også for at drage omsorg for hinanden og for at lære af hinanden,” forklarer han.
I Holland kommer de færreste i dag i kirken, og Ruben van Zwieten mener også, at kirken svigter sin vigtige rolle i forhold til de eksistentielle spørgsmål.
”Kirken i Europa har forsømt sin opgave og har i stedet trukket sig tilbage til et hjørne og koncentrerer sig om spiritualitet frem for at sætte et spejl op for blandt andre økonomer og magthavere. Hvis ikke man tør sørge for uro, så kommer der heller aldrig en befrielse,” siger han.
Hans projekt begyndte med, at Ruben van Zwieten efter finanskrisen fik en pose penge af to hollandske iværksætterfamilier. Den ene familie var katolsk, den anden protestantisk. Deres melding til den unge teolog lød, at han ”skulle sætte noget op baseret på de gamle kilder i Bibelen, men det skal være tilpasset de nye tider. Det skal ikke være protestantisk eller katolsk. Det skal være for alle mennesker”.
For otte år siden åbnede han De Nieuwe Poort med mødelokaler og en stor café og købte en gammel prædikestol, som han stillede op i et af mødelokalerne. Ikke fordi han ville prædike. Slet ikke. I et Holland, hvor mange har vendt kirken ryggen siden 1960’erne, bruger han helst ikke ordene Gud og Jesus, for som han siger:
”Det vil de slet ikke høre her”.
Ruben van Zwieten sitrer med skuldrene, når han fortæller, at han selv får myrekryb, når han ser store skilte inde på marker langs vejene, hvor der står, at ”Jesus er også død for dig!”.
Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at hollænderne ikke har brug for at høre de gamle historier fra Bibelen.
”Kirkerne har op gennem 1960’erne og 1970’erne holdt hollænderne fast med strenge regler for, hvordan de måtte leve, og hvad de måtte sige. Det er hollænderne alt for egensindige til at finde sig i, og de har befriet sig fra det åg. Det betyder imidlertid, at termer som kristen og kristendom i dag minder folk om en krybende holdning, hvor de skal falde på knæ for Gud. Ikke desto mindre er der et enormt behov for historierne fra Bibelen, for der sker så meget i vores verden med globalisering og udvikling i det hele taget, at mennesker har brug for refleksion,” siger Ruben van Zwieten.
Med lidt kendskab til hollænderne er det nærliggende at tro, at mange vil afholde sig fra at gå ind i De Nieuwe Poort af frygt for at blive omvendt. Men de kommer. De kommer i store tal. Hvem er ikke nysgerrig nok til at komme ind og høre Philips’ topchef fortælle om ”livet og at leve sammen”? Ikke et ord om aktiekurser og erhvervsnyheder. De Nieuwe Port er blevet et åndeligt åndehul midt i en ørken af beton, glas og granit.
Stedet er i dag udvidet til også at omfatte et universitet, kaldet Akademiet for liv og arbejde, samt Den nye tradition, hvor Ruben van Zwieten sammen med en kollega udvikler nye ritualer til det moderne liv – det være sig begravelser, bryllupper, jul og påske. Den tidligere formand for den protestantiske kirke Karin van den Broeke er ansat for sammen med ham at forestå begravelser og bryllupper for hollændere, som ikke længere føler noget tilhørsforhold til kirken, hvad enten den er katolsk eller protestantisk. For de aner ifølge van Zwieten ikke, ”hvem, der er præst i deres postnummer!” Men de vil gerne give plads til fordybelse i ceremonien, og det får de, når de to præster med udgangspunkt i Bibelen står for ceremonien.
I dag har De Nieuwe Poort afdelinger i Rotterdams finanskvarter, et hotel i Valencia, El Nuevo Puerto, og i Normandiet er Le Nouveau Port åbnet i et klosterhotel. I flere år har Ruben van Zwieten selv tilbragt en uge om måneden i Spanien. Der var brug for en form for retræte med tid til fordybelse og refleksion. Hverdagen hjemme i Holland går ud over bestyrelsesarbejde og foredrag også med at udvikle idéer for De Nieuwe Poort såsom idéen om, at unge skal være med til at bekæmpe ensomhed hos ældre ved at invitere en ældre person på en date på valentinsdag.
I Valencia og Normandiet kommer der uden for højsæsonen skoleelever og studerende, mens fattige familier kan bruge hotellerne gratis i forårsferien. I Valencia holder Ruben van Zwieten bibelklasser på spansk for tvivlende spaniere, og han er optaget af at undervise og tale med de unge spaniere, som ifølge præsten har meget lidt indsigt i, hvad Bibelen egentlig handler om.
”Men der kommer også topchefer og bestyrelsesformænd fra store private og offentlige organisationer. De er kommet hos os i Holland, men i Normandiet og Valencia er de på afstand fra deres kolosser af kontorbygninger og kan reflektere over frihed, fred, broderskab, befrielse og lighed,” siger Ruben van Zwieten.
Ruben van Zwietens mål rækker i dag videre. Han vil forny kirken – ikke kun i Holland, men i Europa. Hvordan?
”På to måder. Indhold og form. Vi har ikke nogen kirkebygning, og vi har ikke et alter. Det er blevet til et mødested, et hotel, et diakonihus, et undervisningssted. Vi holder os til Bibelens gamle ord om at lære, tjene og fejre, men i et nyt sæt tøj. En ny form.”
”I mine øjne er historien om Jesus og evangelierne ikke en lineær fortælling med kronologisk indhold. Bibelen er delt op i temaer, som handler om befrielse. Jødernes befrielse fra Egypten. Om exodus, hvor Egypten er et billede på systematisk elendighed, slaveri, racisme, narcissisme, fattigdom og sygdom. De gik i 40 år gennem ørkenen. Med andre ord, du skal gennem befrielsen for at få freden. Det er kernen i Bibelen,” mener han.
Og det moderne menneske har i hollænderens øjne altid behov for befrielse. I 2020 mener han, at de skal befries fra:
”En virus! Fra nationalistiske ideer. Fra at tænke på eget land, eget folk, egen race først. Fra voksende ulighed. Fra ledere, som først tænker på sig selv frem for på deres folk. Fra kapitalistiske systemer, hvor et par mennesker bliver rige på andres bekostning.”
Det kunne lyde ret modsætningsfyldt i forhold til, at han har placeret sig i kapitalismens højborg i Amsterdam og Rotterdam. Men det er, fordi han mener, at der lige præcis her er brug for et spejl.
”Mens kirken og Bibelen i Europa oprindeligt havde en betydning som frihedsbevægelse, har den i dag valgt at trække sig tilbage og ind i skoven til en østerlandsk stemning af spiritualitet, fred og ro. I stedet for at stille sig op ved frontlinjen i et besat område og tale om befrielse. Vi må selvfølgelig som David stille os op over for Goliat,” fastslår han.
Spørgsmålet er, om han blander politik og tro?
”Det er en meget stor misforståelse, at politik og tro ikke har noget med hinanden at gøre. Selvfølgelig har de det. Alt er politik, men politik er ikke alt,” siger Ruben van Zwieten, der ikke mener partipolitik, og som aldrig har villet svare på spørgsmål om sit partipolitiske standpunkt.
Det er dog kendt, at han er rigtig god ven og rådgiver for Jesse Klaver, lederen af det grønne parti GroenLinks.
Nu har Ruben van Zwieten og De Nieuwe Poort kastet anker i fire havnebyer, og det er planen, at der med støtte fra investorer skal kastes flere ankre. De næste havnebyer bliver Rom, Athen og Hamborg. Og København står også på listen. Han håber at finde lokaler, således at dørene til en dansk afdeling af De Nieuwe Poort kan åbnes i 2023.
Hvorfor? Dels er København en havneby, og dels mener Ruben van Zwieten, at danskere også har lyst til at tale om, hvad det vil sige at være menneske og at indgå i et fællesskab i et moderne samfund. Men De Nieuwe Poort er ikke kun for danskere. Det er også et mødested, som folk fra andre lande kan rejse til for at lære Danmark at kende.
”Danmark er på flere felter progressiv, når det for eksempel kommer til demokrati, tilgangen til arbejdsløse, formuefordeling med mindre afstand mellem fattige og rige end i mange andre lande. Der er meget, som vi andre kan lære af de skandinaviske lande,” forklarer den hollandske teolog, der allerede har tætte bånd til København, da han stod for vielsen, da Carlsbergs direktør, Cees t’Harts datter, blev gift hjemme i Holland.