Han ligner ikke en helt. Rømmer sig ofte og sidder indimellem lidt nervøst. Tilsyneladende en almindelig ung italiensk mand med briller og et velplejet skæg, cowboybukser og polotrøje, der ofte tjekker sin mobil. Men bag ham står en livvagt. Stor og bred som en dørmand, i en mystisk vest, der i den grad signalerer noget særligt, sådan en 40 grader varm dag midt i Rom.
Det er ham, der passer på dig?
”Ja, og ham der,” siger han og nikker mod en mand i jakkesæt, som står helt ubemærket ved baren.
Paolo Borrometi er omgivet af sikkerhedsfolk 24 timet i døgnet, fordi han er truet på livet. En journalist, der har turdet tage kampen op mod den italienske mafia og betaler prisen for det.
”Jeg er ikke en helt. Det er ikke mig, det drejer sig om. Det er sagen,” gentager Paolo Borrometi igen og igen under interviewet, som han har valgt skal finde sted på Caffe Piccarozzi, på Piazza della Repubblica.
Det er en af Roms store centrale pladser, hvor der altid står soldater på vagt med automatgeværer.
”Jeg er bange. Flere gange om dagen,” erkender den 34-årige sicilianer.
Vil han ikke acceptere prædikatet som en af nationens helte, så er han definitivt et italiensk håb. Hans indsats er blevet anerkendt med et hav af priser, og han har modtaget den italienske fortjenstorden af præsident Sergio Mattarella og kan nu kalde sig ”cavaliere”, altså ridder.
”Jeg er en journalist, der passer mit arbejde,” definerer han sig selv.
”En journalist og borger, der arbejder for at give mit bidrag og gøre en indsats for mit land. Jeg tror ikke på superhelte, og angst er menneskeligt, men den må ikke lamme dig. Den skal give dig større forståelse og anspore dig til at gå videre med dit arbejde, vel vidende at der er en risiko.”
Paolo Borrometi er blevet truet på livet så mange gange, at det er noget, han nærmest fortæller som anekdoter. En af truslerne lød, at de nok skulle få ram på ham og ”massakrere ham”, om han så gemte sig på en politistation.
Han kommer fra en siciliansk familie af advokater og blev selv jurist, men drømte om at blive journalist, ”for journalisten er utrolig vigtig for at afsløre mafiaen. Kun hvis vi kender mafiaen, kan vi bekæmpe den”.
Så for seks år siden begyndte han at skrive kritisk om den organiserede kriminalitet og afslørede, at mafiaen også er aktiv på den østlige og sydlige del af Sicilien og ikke kun i Palermo og vestpå, ”som man ellers sagde dengang. Ingen talte om det, så det brød et tabu”.
Hans første afsløringer førte til, at borgmester og byråd i byen Scicli blev fjernet og røg på anklagebænken for at samarbejde med mafiaen, og byen blev sat under statsadministration. Borrometi begyndte også at grave i likvideringen af et ungt postbud i 2012, som aldrig var blevet opklaret, men lignede et mafiamord.
Så begyndte truslerne at komme.
”Først ridsede de lakken på min bil eller skrev beskeder på den om, at jeg skulle passe på. Så kom der flere og værre og værre trusler på mobilen, og den 6. april 2014, da jeg var ude med min hund, overfaldt de mig.”
Han stopper op og tager sig sammen, inden han fortsætter.
”Undskyld, men det påvirker mig stadig, når jeg skal fortælle om det.”
To maskerede mænd holdt ham for munden og gennemtæskede ham, slog og sparkede og nærmest rev hans højre arm af, så muskler og led blev ødelagt, og den brækkede tre steder. Han viser, hvordan han har svært ved at bevæge den. Han kommer aldrig til at bruge den rigtigt igen, har fået konstateret et varigt handicap og bruger venstre hånd til mobilen.
”I månederne efter, mens jeg kom mig, fortsatte jeg med at skrive om mafiaen og grave videre. Jeg havde skrevet for en lokal avis, men de ville ikke længere bringe historierne, så sammen med nogle venner havde jeg lavet ’La Spia’ (Spionen).”
En hjemmeside, der rapporterer om mafiaaktiviteter, især på det sydlige Sicilien. Navnet fik den, fordi mafiaen kalder folk, der er imod den, for ”spioner”.
”Så i august, en nat, da jeg var hjemme hos mine forældre, satte de ild til husets indgangsdør. Dagen efter ringede den lokale carabinieri-kommandant til mig og sagde, at nu fik jeg livvagter.”
Siden har hans liv været et andet og under ”scorta”, som det hedder på italiensk. Han måtte flytte fra Sicilien til Rom og kan få et drømmende udtryk i øjnene, når han fortæller om længslen efter sin fødeø, ”det smukkeste sted på jord”, der også kunne være ”det bedste sted i verden, hvis det ikke var for mafiaen”.
”Men sicilianere er et mærkeligt folkefærd. Vi er omkring fem millioner, og der er omkring 7000 mafiosi, som styrer, og vi er slaver, mest af den mafiakultur, som gør, at folk ser bort, passer deres eget, lader være med at melde noget til politiet og stikker hovedet i sandet som strudsen,” siger han.
”Sicilien har alt. Skønhed, landskab, kultur. Vi har haft arabere, normanner, fønikere og grækere, og det har givet os en fantastisk kultur. Det er et land, som jeg elsker højt. Vi mangler intet, og hvis det ikke var for mafiaen, kune vi leve godt alene af turisme. Men vi gør det ikke. Det er dét, jeg forsøger at skrive om.”
Og betaler en høj pris for?
”Ja. Meget høj, med min frihed. Ingen, der ikke har prøvet at leve under beskyttelse, kan forstå, hvad det betyder – at blive berøvet sin frihed. Ikke fordi jeg vil dramatisere det, men det er svært. Nu er det snart fire år siden, jeg har kunnet tage på stranden på mit Sicilien.”
Han fortæller om savnet efter at gå i byen med vennerne, en hurtig pizza og en tur i biografen, der ikke længere kan lade sig gøre. Om ensomheden, trods livvagterne, og om at føle sig isoleret.
Det må være svært at leve her midt i Rom og alligevel føle sig alene?
”Sådan er det, men det er et valg, jeg selv har truffet. Mit arbejde er min mission. Fysisk er jeg ikke fri, men jeg er det mentalt. Som ung drømte jeg om at blive en journalist, der kunne afsløre mafiaen, og jeg elsker mit job. En journalist, som ser, men intet gør ved det, er ikke kun en dårlig journalist, men også en dårlig samfundsborger.”
Hvad siger din familie og venner? Har de ikke prøvet at få dig til at stoppe, måske rejse til Sydamerika?
”Det er klart, at de, der holder af mig, er nervøse, og indimellem kan de finde på at sige, at jeg skal slippe det. Men netop fordi de elsker mig, så står de også sammen med mig. De deler det svære.”
Så du tror ikke, at den dag kommer, hvor du siger: Nu er det nok?
”Jeg har tænkt på det, flere gange, men hvis jeg gør det, så har jeg tabt, og de har vundet, så det kan jeg ikke. Og jeg er overbevist om, at i kampen mellem de onde og de gode, så vinder de gode. For de er mange flere.”
En af de lokale mafiabosser fra det sydlige Sicilien er blevet dømt for at have truet Paolo Borrometi på livet, og ”det var en tilfredsstillelse”. Mange andre retssager er i gang. ”Jeg har nok startet over 100,” som han siger. Han er inspireret af dommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, der blev dræbt i attentater i 1992, men forinden nåede at sætte eksemplet for den nationale kamp mod mafiaen.
”Jeg har for eksempel talt med flere pentiti (angrende mafia-medlemmer, der nu samarbejder med politiet, red.). Først ville jeg ikke møde dem, men så tænkte jeg: Hvis Falcone kunne, så kan jeg også. Det var også Falcone, der sagde: ’Mafiaen har haft en begyndelse, den har en fortsættelse, og den vil også få en slutning.’ Og for den slutning må vi kæmpe sammen.”
Det betyder ifølge Paolo Borrometi også, at resten af Europa bør tage et større ansvar. Han mener, at EU bør lave et antimafia-statsadvokatur, der kan arbejde i hele Europa, ”for mafiaen koloniserede Italien først, men de er i hele Europa nu, og det er virkelig ikke kun vores problem”.
Set udefra kan det være svært at tro, at Italien kan befri sig for mafiaen?
”Det er ikke sandt. Italien kan gøre det,” svarer Paolo Borrometi med eftertryk.
”Jeg har ikke opskriften, men jeg tror på ungdommen. En anden historisk antimafiadommer, Antonino Caponnetto, sagde, at mafiaen vil blive besejret af en hær af skolelærere.”
Så ud over at arbejde for en stribe medier, holde foredrag og skrive bøger tager Paolo Borrometi også selv ud på skoler mindst en gang om ugen.
”Jeg tror, at man må og kan bekæmpe mafiaen ved at undervise de unge. Forandringen vil komme fra dem.”
Det giver ham håb. Og så har han sin tro.
”Jeg er meget troende, og det hjælper mig. Det er en trøst, et refugium, at have nogen, der kan se de tårer, jeg aldrig viser offentligt. Jeg tror på Gud og er sikker på, at mine bedsteforældre er mine skytsengle,” siger han med et smil, og han er vild med pave Frans, der inspirerer ham konstant.
”Han er vor tids virkelige revolutionære. Tænk, hvis der var flere statsoverhoveder, der var som ham.”
Hvad har de seneste tre år gjort ved dig? Hvordan har de ændret dig?
”Jeg er vokset,” siger han efter at have tænkt sig grundigt om, ”hurtigt, desværre. Jeg er en anden person, fordi jeg har gjort nogle erfaringer og har haft det svært. Men jeg har forstået, at vi skal gå ud fra det gode. Vi er dødelige, men hemmeligheden er at få idéerne til at leve videre. Som Falcone og Borsellino. De lever. Deres idéer lever videre.”
Hvis du fortsætter og skal blive ved med at leve under beskyttelse, kan du så få et godt, et lykkeligt liv?
”Lykke er relativt, og lykken er ikke det vigtigste. Man opdager den tit først, når den ikke er der mere. For mig er sindsro det vigtigste.”
Og har du ro i sindet?
”Jeg prøver.”