Han kom ud af det blå og giver håb for Tyrkiets demokrati

Søndag aften gik det galt for den enerådende tyrkiske præsident Erdogan, da hans parti AKP mistede den vigtige borgmesterpost i Istanbul til oppositionens kandidat, Ekrem Imamoglu. Den nye borgmester varsler forsoning i det splittede land

Ekrem Imamoglu vandt søndag aften omvalget om borgmesterposten i Istanbul. Han slog kandidaten fra regeringspartiet AKP, og sejren anses for at være et stort nederlag for den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan. - Foto:
Ekrem Imamoglu vandt søndag aften omvalget om borgmesterposten i Istanbul. Han slog kandidaten fra regeringspartiet AKP, og sejren anses for at være et stort nederlag for den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan. - Foto:.

Indtil for nylig var den 49- årige Ekrem Imamoglu en stort set ukendt politiker i Tyrkiet. I dag er han den mest profilerede udfordrer af den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og selve personificeringen af et nyt og uventet håb for det tyrkiske demokrati.

Søndag aften vandt Ekrem Imamoglu fra det sekulære oppositionsparti Det Republikanske Folkeparti, CHP, en markant sejr ved omvalget til borgmesterposten i Tyrkiets største by og økonomiske centrum Istanbul, som i 25 år er blevet regeret af Erdogans regeringsparti Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP.

”Istanbuls 16 millioner indbyggere har genopfrisket vores tro på demokratiet og tillid til retfærdigheden,” sagde Ekrem Imamoglu søndag aften, mens hans tilhængere dansede i millionbyens gader.

Ekrem Imamoglu vandt med 54 procent af stemmerne mod 45 procent til AKP’s kandidat, og sejren til den tyrkiske opposition er et kæmpe nederlag for Erdogan, som selv indledte sin politiske karriere som borgmester i Istanbul og flere gange har betonet, at den, der har magten i Istanbul, har magten i Tyrkiet.

”Præsidentens kendetegn var, at han engang som ’underdog’ udfordrede og overraskende vandt over etablissementet i Istanbul. Denne gang hedder ’underdogen’ Imamoglu, og han har endda vundet over en enerådende præsident,” skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel og henviser til, at Erdogan efter et mislykket kupforsøg i 2016 har cementeret sin magt og strammet grebet om det tyrkiske samfund.

En omstridt forfatningsændring i 2017 gav ham mulighed for stort set at regere, som han vil. Samtidig har han altid søgt at opnå legitimitet gennem valg. Det har nu ført til den største krise i hans 16 år ved magten, og AKP er dermed forvist til oppositionen i Tyrkiets tre største byer, Istanbul, Ankara og Izmir.

Ekrem Imamoglu er derimod gået til valg på en mere forsonlig linje og har slået på vigtigheden af at samarbejde for at tackle Tyrkiets voksende økonomiske problemer, herunder inflation og fattigdom. Han er i valgkampen blevet kendt som en konservativ, men dynamisk politiker med kampgejst og et stærkt socialt program, en begavet taler og en from muslim, som har fastet under ramadanen, siden han var 7-8 år.

Hans optimistiske budskab om at bekæmpe korruption under sloganet ”Alt bliver godt” og hans villighed til tidligere på året at mødes med Erdogan for at diskutere Istanbuls fremtid har skabt stor respekt om hans person og givet ham bred vælgeropbakning, fra den sekulære middelklasse til konservative kurdere. Han har ført valgkamp tæt på folket, diskuteret lokale problemer ved borgermøder og ikke været bleg for at omfavne sine tilhængere.

”Vi vil opbygge demokrati i denne by, vi vil opbygge retfærdighed,” sagde han på valgaftenen i Istanbul-distriktet Beylikduzu, hvor han har været borgmester de seneste fem år.

”Vi bekymrer os ikke om nogens livsstil, eller hvordan de klæder sig. Vi kom for at omfavne alle,” sagde han til indbyggerne i et Tyrkiet, som i 1923 blev grundlagt som sekulær republik, men ifølge kritikere har oplevet en stigende islamisering under Erdogan.

Imamoglu, tidligere chef for et byggefirma, involverede sig i 2009 i lokalpolitik, og trods et næsten ukendt navn i Tyrkiet har han i valgkampen kunnet trække på det ry som kompetent og tolerant politiker, han som distriktsborgmester har opbygget, skriver den britiske avis The Guardian.

Imamoglu kommer ligesom Erdogan fra Sortehavsregionen og minder så meget om præsidenten som ung, at medier omtaler ham som en ny Erdogan.

Hans jordskredssejr skal i høj grad også tilskrives Erdogan, mener Der Spiegel.

Det oprindelige valg til borgmesterposten fandt sted den 31. marts, hvor Imamoglu også vandt, dog en mere beskeden sejr. Resultatet blev imidlertid anfægtet af præsident Erdogan, og valgkommissionen krævede omvalg. Erdogan har ikke blot mistet sit ry som uovervindelig, påpeger magasinet.

”Han har også skabt en ny politisk stjerne ved at forsøge at snyde Imamoglu for hans succes.”

Ekrem Imamoglu siden 1995 været gift med Dilek Imamoglu, og parret har to sønner og en datter.