Det lille venteværelse er fuldt allerede tidligt om morgenen. De fleste kvinder kommer til Ateguina-klinikken i hjertet af Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, for at sikre, at deres graviditet forløber normalt. Det er i sig selv et privilegium i et land, hvor 120.000 kvinder hvert år dør, når de føder.
Men da Michel Akotionga ankommer præcis på slaget 9 og kaster en hvid kittel over sit ulastelige jakkesæt, er det ikke for at ledsage en forventningsfuld kommende mor på vejen til at give liv.
Den kvinde, som den 75-årige gynækolog skal operere i dag, har i mere end 10 år levet med konsekvenserne af det, der skete, da hun som 14-15-årig blev kastet på jorden og holdt fast af landsbyens kvinder, mens omskærersken skar hendes klitoris af og fjernede de indre og en del af de ydre kønslæber med en lille knivklinge uden skaft. Og syede det meste af vagina sammen igen. Uden bedøvelse. Uden hygiejniske forholdsregler.
”I dag er der kun en lille åbning tilbage, hvor urin og menstruationsblod kan komme ud. Det giver hende store smerter, og sam-leje er ekstremt pinefuldt. Hvis hun bliver gravid, kan hun ikke føde normalt, uden at syningen og arvævet bliver skåret op igen,” forklarer Michel Akotionga nøgternt.
Som gynækolog i Burkina Faso, hvor 67,6 procent af alle kvinder mellem 15 og 49 år er blevet udsat for lemlæstelse af kønsorganerne under dette traditionelle ritual, har Michel Akotionga set et utal af kvinder lide under konsekvenserne af infibulation eller ”faraonisk omskæring”.
Michel Akotionga er for Vestafrikas omskårne kvinder, hvad den congolesiske modtager af Nobels fredspris, Denis Mukwege, er for kvinder, som er blevet lemlæstet af voldtægter i krigszoner.
Den burkinske gynækolog har viet sit liv til at bekæmpe den præislamiske skik. Han har opereret hundredvis af kvinder og uddannet mindst 600 andre læger i reparationskirurgi, der giver kvinderne et nogenlunde normalt liv tilbage. Han har gennemtrawlet landet ud i de mindste landsbyer for at bekæmpe kvindelig omskæring.
”Da jeg var barn, blev alle piger i landsbyen omskåret. Ingen undslap. Omskæringen fandt sted, når pigerne var omkring 15 år gamle. Det var det ritual, der markerede, at en pige var gifteklar. En kvinde, der ikke var omskåret, kunne ikke gifte sig. Hun havde ikke lov til at deltage i landsbyens ceremonier og i de ritualer og skikke, som familierne gennemførte. Hun kunne ikke være med til begravelser og fik heller ikke selv en begravelse, og hendes børn kunne ikke arve,” fortæller Michel Akotionga.
Han blev født i 1943 nær byen Po ved grænsen til Ghana i den sydlige del af det, som dengang hed Øvre Volta og var en fransk koloni. Omskæringsceremonien var en del af landsbyens sociale liv, som ingen satte spørgsmålstegn ved.
”Mine søstre blev alle omskåret, og vi drenge var selvfølgelig nysgerrige, men vi blev holdt på afstand. Det var noget, pigerne så frem til, fordi de bagefter blev betragtet som voksne. Hvert år bestemte forældrene og omskærersken, hvis tur det var. Pigerne blev samlet hos den ældste kvinde i landsbyen i flere dage, og de andre kvinder lavede mad til dem på skift. To eller tre kvinder var udset til at være sammen med pigerne, og deres rolle var at undervise de unge piger i, hvad der forventes af en hustru.”
”De fortalte pigerne, hvordan de skulle opføre sig over for deres mand og deres medhustruer, og hvordan de skulle opdrage deres børn. Det var et grundkursus i fami-lieførelse og en indføring i, hvad der ventede dem som voksne kvinder. Hele landsbyens ære afhang af, at alle tilpassede sig normen,” fortæller Michel Akotionga.
Han var en halv snes år gammel, da hans storesøster blev omskåret.
”Jeg husker det, fordi hun ikke var udvalgt til ritualet. Men hun ville absolut blive en voksen kvinde. Så hun stak af hjemmefra og fulgte efter pigerne til den hytte, hvor ritualet skulle finde sted og sørgede for at træde i blodet fra de omskårne piger. Det indebar ifølge traditionen, at hun absolut måtte omskæres,” siger Michel Akotionga.
Han var selv det eneste barn i familien, der kom i skole. Hans far leverede oksekød til den franske kommandant, der satte pris på godt kød og derfor satte sin leverandør højt. Da faderen døde, tog kommandanten den lille opvakte Michel til sig og sørgede for, at han kunne læse videre.
Michel Akotionga tog sin lægeuddannelse i Senegal og Togo, men specialiserede sig i obstetrik og gynækologi i Frankrig ved universitetet i Angers. Han blev gynækolog uden nogen særlig tanke for pigernes skrig og kvindernes skingre you-you-råb i hans barndoms landsby. Drengene og mændene ved faktisk meget lidt om, hvad der foregår, understreger lægen:
”Selvfølgelig lød der skrig fra omskærerskens hytte, men pigernes skrig blev dækket af kvindernes glædesråb. Det er mødrene eller bedstemødrene, der viderefører en tradition, de selv er blevet underkastet. Det var først, da jeg vendte tilbage til Burkina Faso efter at have læst medicin i Frankrig, at jeg forstod, hvad det var, der skete under ceremonien. Jeg så masser af kvinder, der kom på hospitalet, fordi de led af alvorlige følgevirkninger af omskæring.”
Michel Akotionga tager sin mobiltelefon frem. Her opbevarer han billederne af det, som infibulation og andre former for lemlæstelse gør ved kvindernes kønsdele. Et rædselskabinet defilerer forbi, som Michel Okationga kommenterer med nøgtern præcision.
”Den første risiko ved indgrebet er, at pigen forbløder. Dernæst er risikoen for infektion alvorlig i betragtning af, at indgrebet foretages under alt andet end sterile forhold. Når pigerne overlever indgrebet, er der betydelig risiko for, at de udvikler for eksempel cyster eller andre smertefulde fænomener. Vævet vokser sammen i tykke, hævede ar, som lukker vagina mere eller mindre til. Det betyder fødselskomplikationer, som både er livsfarlige for mor og barn, og som kan forårsage hjerneskader hos barnet. Andre risici er infektioner, stivkrampe og lukning af æggestokkene, så kvinderne bliver sterile.”
I andre tilfælde opstår en fistel, det vil sige en forbindelse mellem urinrøret eller endetarmen og vagina, som betyder, at kvinderne bliver inkontinente.
”Urinen løber ud af dem, uden at de kan forhindre det. De lugter, og lugten betyder, at de bliver udstødt af familien og af fællesskabet, af familien. De kan blive forstødt af deres mænd. Ingen sætter disse lidelser i forbindelse med omskæringen. Man forklarer det med skæbnen eller som en straf for, at pigerne eller familien ikke har efterlevet alle ritualer. Eller onde ånder får skylden,” forklarer lægen.
Han har gjort det til sin livsopgave at give så mange af disse kvinder som muligt deres sundhed tilbage. De fleste mén kan i nogen udstrækning helbredes. Michel Okationga var en af de første, der blev uddannet i klitoris-reparation, som i hvert fald delvist kan genskabe kvindernes klitoris. Han kan operere en fistel mod inkontinens, og han kan operere arvævet og genåbne kønslæberne, så kvinderne kan få et normalt kønsliv.
Men han har også i mere end 30 år rejst landet tyndt til de fjerneste udsteder ad bumpede jordveje i upålidelige køretøjer for at få landsbyernes indbyggere til at opgive den gamle skik. Han er blevet truet på livet og beskyldt for at depravere ungdommen.
Gynækologen er i dag ærespræsident for landets Nationale Komité mod Omskæring, som blev oprettet i 1989. I 1996 blev den urgamle praksis forbudt i Burkina Faso ligesom i de fleste andre afrikanske lande. Men det har krævet årtiers indsats, før fænomenet er begyndt at gå markant tilbage. 12-13 procent af de burkinske piger mellem 0 og 14 år er i dag omskårne mod 67 procent af kvinderne mellem 15 og 69 år.
”Der er voksende forståelse for, at denne lemlæstelse af pigernes kønsorganer er skadelig. Vi viser konsekvenserne, og folk begynder at forstå, at de dræber deres unge piger. Vi samarbejder med kvindernes egne organisationer, og vi forsøger at påvirke de lokale ledere, så de bliver en del af kampen i stedet for at modsætte sig. Det gælder også imamerne. Der er stadig imamer, som fastholder omskæring uanset hvad, men flere og flere anerkender, at Koranen ikke siger et ord om det, og at der ikke er noget religiøst eller teologisk belæg for at lemlæste pigerne.”
”Men kvindelig omskæring er stadig et alvorligt problem. Forbuddet betyder, at de, der vil holde skikken i hævd, gør det i det skjulte og i stigende grad mod babyer, der kun er få dage gamle. Og i tilfælde af komplikationer er forældrene bange for at gå til lægen af frygt for at blive dømt,” siger Michel Akotionga.
Michel Akotionga opererer fire kvinder gratis hver uge, og han har udviklet en teknik, der gør det muligt at foretage indgrebet med lokalbedøvelse, så kvinderne bedre har råd til det. For der er ingen sygesikring i Burkina Faso. Men landets sundhedsmyndigheder fører kampagner mod lemlæstelse af kvindernes kønsorganer. På kvindernes internationale kampdag den 8. marts blev nyhedsudsendelserne på tv ledsaget af en glidende undertekst med budskabet om, at ”omskæring af kvinder er forbudt. Lad os overholde loven og holde op med at omskære vore døtre”.
Dette budskab er en sejr, som Burkina Fasos kvinder selv har kæmpet for. Med hjælp fra Michel Okationga. Sammen har de reddet hundredtusinder af små piger fra at blive udsat for en barbarisk skik. Men for dem, der allerede har fået deres kønsorganer ødelagt, er Michel Akotionga stadig den sidste redning.