Han sikrede sig en solid valgsejr. Nu begynder kampen i et Macron-skeptisk og uforudsigeligt Frankrig

Som den første franske præsident i 20 år er Emmanuel Macron blevet genvalgt. På papiret er det en solid valgsejr, men han har det meste af Frankrig imod sig

Der skulle ikke gå længe, efter at Macron igen var blevet udråbt til præsident, før der var protester i gaderne. Her går politiet sent søndag aften imod en protestgruppe i byen Bretagnes hovedby Rennes.
Der skulle ikke gå længe, efter at Macron igen var blevet udråbt til præsident, før der var protester i gaderne. Her går politiet sent søndag aften imod en protestgruppe i byen Bretagnes hovedby Rennes. . Foto: ewenbazin/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den franske valggyser er udløst, og den endte med et komfortabelt forspring til Emmanuel Macron.

De franske vælgere har givet præsidenten fem år mere i Elysée-palæet. I stedet for den knebne valgsejr, der var udsigt til for to uger siden, da Marine Le Pen så ud til at have mere end en fod i døren til præsidentboligen, sprang han op ad trapperne med 58,5 procent af stemmerne mod 41,45 procent til Marine Le Pen, viste det endelige valgresultat mandag morgen.

Det gør Emmanuel Macron til en af de præsidenter, der har scoret den højeste stemmeprocent ved et fransk præsidentvalg, som siden 1974 er blevet vundet i meget snævre opløb, med kun nogle få procent mellem kandidaterne. Tilmed kunne han glæde sig over at være den første præsident siden Jacques Chirac i 2002 til at blive genvalgt af franskmændene.

Da alt kom til alt, var de alligevel ikke villige til at udløse et jordskælv som det, der åbnede dørene til Det Hvide Hus for Donald Trump i 2016 og kastede verden ud i det ukendte.

Franskmændene valgte det sikre, og Europa slap for en alvorlig krise. Det var en storsmilende genvalgt præsident, der sammen med sin hustru, Brigitte Macron, tilbagelagde vejen gennem Champ de Mars-parken til podiet foran Eiffeltårnet, hvor nogle tusinde tilhængere ventede på ham med vajende trikoloreflag.

Som på valgaftenen for fem år siden blev han ledsaget af tonerne af den europæiske hymne fra Beethovens niende symfoni. Men symbolikken var en ganske anden: den enlige, magtfuldkomne præsident, som i 2017 gik alene gennem Louvres gård til sin første tale som præsident, var denne gang omgivet af en flok børn og unge.

Ungdom, uddannelse og klimaet vil være prioriteterne for de næste fem år, lovede han få minutter senere i en usædvanligt afdæmpet og kort sejrstale.

Og det er en helt ny Emmanuel Macron med nye metoder og nye politiske mærkesager, franskmændene har givet en ny valgperiode, hævdede han. For præsidenten ved også, at en stor del af de vælgere, der lagde en stemmeseddel med hans navn i stemmeurnen søndag, ikke stemte for ham, men imod Marine Le Pen.

”Mange stemte på mig for at spærre vejen for det yderste højre. Jeg ved, at det indebærer en forpligtelse over for disse vælgere,” understregede han i sin tale. 

Marine Le Pens nederlag viser, at der ikke er flertal for et højrenationalt, radikalt program i Frankrig.

Vælgerfremgang til Le Pen

Alligevel er hun alt andet end nedslået over søndagens valgresultat. For hun har præsteret en historisk fremgang og hævet sit parti, National Samling, til et hidtil uset niveau. Fra en tredjedel af vælgerne i 2017 til godt fire ud af 10, svarende til næsten tre millioner flere vælgere og alt i alt over 12 millioner.

”Det er en eklatant sejr,” sagde Marine Le Pen søndag aften til sine partimedlemmer, der var samlet i en skovpavillion i Bois de Boulogne-parken i Paris.

Hun opildnede sine tilhængere til at kaste sig ud i det, som både politikere og iagttagere betegner som ”tredje valgrunde”. For efter præsidentvalget følger parlamentsvalget i juni. Og både Marine Le Pen og venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchon vil nu mobilisere deres vælgere til at give Macron en valglussing og fratage ham det parlamentariske flertal, som har gjort det muligt for ham at føre sin politik de sidste fem år.

Jean-Luc Mélenchon, som kun var små to procent fra at slå Marine Le Pen hjem og snuppe pladsen i anden valgrunde, satser på at samle hele venstrefløjen med et valgslogan om at gøre ham til Macrons premierminister. Det bliver han næppe, men det viser, at den tilsyneladende klokkeklare sejr til præsidenten er langt mindre solid, end det ser ud til på papiret. 

Dels blev rigtig mange franskmænd hjemme på sofaen. Med 71,9 procent blev valgdeltagelsen den laveste ved et fransk præsidentvalg siden 1969.

Dels er det had, som har fulgt den liberale præsident gennem næsten hele den foregående præsidentperiode, ikke gået væk. Og Emmanuel Macron var ikke blevet færdig med at trykke hænder foran Eiffeltårnet, før det kom til demonstrationer allerede søndag aften i Paris, men også i flere byer i provinsen med de første ”ud med Macron-råb”.

I Rennes i det vestlige Frankrig, hvor Mélenchon fik et af sine bedste resultater ved første valgrunde for to uger siden, måtte politiet have tåregaspatronerne frem mod demonstranterne.

”Hvad vi ikke kan få i stemmeurnerne, kan vi få i gaden,” lød nogle af parolerne søndag aften.

Der bliver dermed ingen hvedebrødsdage, hvor præsidenten kan regne med overbærenhed fra vælgerne. Den franske midte, hvorfra han vandt sin valgsejr, vil lynhurtigt komme til at ligne et belejret citadel, som holdes under tæt beskydning fra både højre og venstre.

Hans eneste trøst vil være, at venstrefløjen ikke er klar til at lægge sig fladt ned for den polariserende og egocentriske Mélenchon.

Og på højrefløjen har den højreradikale Eric Zemmour ikke undladt at så tvivl om Marine Le Pens politiske lederskab ved at pege på, at ”Le Pen-navnet nu for ottende gang har lidt nederlag i et præsidentvalg”, i et regnestykke, hvor han slår hendes nederlag sammen med faderen, Jean-Marie Le Pens, til Jacques Chirac i 2002. Dengang fik den daværende Front National-leder blot 17,8 procent af stemmerne i anden valgrunde.

”Jeg har set dette nederlag komme i adskillige år,” sagde den højreradikale leder, inden han tilbød et valgsamarbejde med Marine Le Pen for at forhindre Emmanuel Macron i at få et nyt parlamentarisk flertal.

De to traditionelle regeringsbærende partier, Socialistpartiet og Republikanerne, er i fuld opløsning. Og selv om de har lokale bastioner, hvor deres kandidater til parlamentet står stærkt, vil især Republikanerne i de kommende uger ryge ud i et rivegilde mellem dem, der vil trække partiet til højre mod Le Pen og Zemmour. Og dem, der vil holde sig på afstand af det yderste højre.


Et eksplosivt Frankrig

Resultatet bliver under alle omstændigheder et ustabilt og uforudsigeligt Frankrig, hvor vrede og utilfredshed lynhurtigt kan eksplodere ved den mindste gnist. 

Og Emmanuel Macron kan ikke regne med at få samme frihed til at gennemtrumfe sit program som for fem år siden, også selvom han ikke skal bekymre sig om at blive genvalgt nu, nu da det er hans sidste embedsperiode.

Som han selv sagde søndag aften, bliver hans vigtigste opgave at samle det splittede Frankrig, nyskabe det franske demokrati og finde svar til de mange franskmænd, som især har udtrykt vrede ved præsidentvalget, enten ved at stemme på yderfløjene eller ved at blive hjemme.

”Fra i dag er jeg ikke længere kandidat for et parti. Jeg er præsident for alle franskmænd,” sagde han.

Det skal han nu bevise. Og det bliver ikke nemt. Præsidentvalget har åbnet flere brudflader i det franske samfund, end det har lukket. I sin anden præsidentperiode kommer Emmanuel Macron til at sidde på en krudttønde.