Prøv avisen
Nekrolog

Fidel Castro var den sidste store kommunist

Pave Frans var som mægler med til at få tøbruddet mellem USA og Cuba på skinner. I september sidste år mødtes den katolske kirkes overhoved med Fidel Castro, og dennes anden hustru Dalia Soto del Valle (bag Castro) i Havana. – Foto: AIN/Bestimage/Polfoto

Fidel Castro var en åndelig ledestjerne for nogle og en brutal diktator for mange andre. Blandt de mange paradokser i hans liv var hans forhold til den katolske kirke, som han sent i livet begyndte at nærme sig efter årtiers fjendskab

Fidel Castro blev igennem sit 90 år lange liv tildelt mange etiketter: revolutionshelt, frihedskæmper, frelser, marxist, diktator, despot, tyran, fanatiker, legende, nationalpatriark. Manden, hvis død blev bekendgjort sent fredag af lillebroderen, Cubas nuværende præsident Raul Castro, var dæmoniseret af USA og dets allierede, men romantiseret af venstreorienterede drømmere og revolutionære verden over.

Den høje, langskæggede cubaner var en kompleks og karismatisk figur, der først lovede et socialistisk paradis på jord, hvorefter han forrådte sine tilhængere ved at stille sig i spidsen for en undertrykkende stat, der holdt den caribiske ønations kulturliv, medier, kirke og politiske apparat i et jerngreb.

En stat, hvor det hemmelige politi og et netværk af civile informanter sørgede for, at de, der vovede at tale for demokrati, blev bragt til tavshed.

En stat, der sørgede for gratis uddannelse og sundhedsydelser til cubanerne, men nægtede dem basale politiske og civile rettigheder som ytrings-, tros-, presse- og forsamlingsfrihed.

Fidel Castro – kendt som El Comandante (kommandaten) og Maximo Lider (øverste leder) – blev et symbol på de store ideologiske skillelinjer i det 20. århundrede, og ingen anden enkeltperson har været en større eller mere vedvarende plage for Washington.

Fjendskabet med USA begyndte for alvor, da Castro iværksatte radikale marxistiske økonomiske og sociale reformer efter den cubanske revolution i 1959. Dette bekymrede USA, der forgæves forsøgte at gøre det af med den cubanske leder ved hjælp af attentatforsøg, modrevolution og økonomisk blokade.

Den amerikanske efterretningstjenste CIA var i begyndelsen af 1960’erne under næsten konstant pres for at finde på nye måder at myrde Castro. Alt fra forgiftede dykkerdragter til eksploderende strandkonkylier kom angiveligt under overvejelse, og CIA søgte endda den amerikanske mafias hjælp.

Lige meget hjalp det. Castro svarede igen ved at danne en alliance med Sovjetunionen og tillade Moskva at opbevare atommissiler på cubansk territorium, hvilket førte verden på kanten af atomkrig under Cubakrisen i 1962.

Fidel Castro forblev ved magten, altimens amerikanske præsidenter kom og gik, Sovjetunionen faldt, den kolde krig sluttede, og verden omkring ham ændrede sig fundamentalt. Hans død markerer nu endegyldigt afslutningen på en æra.

Det årtier gamle cubansk-amerikanske fjendskab begyndte at gå i opløsning med et telefonopkald mellem Raul Castro, der formelt overtog magten fra sin bror i 2008, og den amerikanske præsident Barack Obama for to år siden, og et afgørende vendepunkt i tøbruddet fandt sted med Obamas historiske besøg i Cuba i marts, hvor han charmede cubanerne og opfordrede dem til at satse på en fremtid med større frihed.

Besøget og begejstringen for Obama mishagede Fidel Castro, der i en efterfølgende avisklumme nedsablede den amerikanske præsidents tale til det cubanske folk som værende så sukkersød, at den nær havde givet ham ”et hjerteanfald”.

Med hans død ventes forbrødringen mellem Cuba og USA at fortsætte under den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, der i en erklæring udtrykker håb om, at Castros død vil være et skridt mod større frihed for cubanerne.

Blandt de mange paradokser i Fidel Castros liv var hans forhold til religion. Castro, der var søn af en velhavende sukkerplantageejer, voksede op katolsk med en stærkt troende mor og blev som 15-årig sendt fra sit hjem i landsbyen Birán det østlige Cuba til hovedstaden Havana, hvor han som elev på den elitære kostskole El Colegio de Belén blev undervist af spanske jesuitterpræster.

Her indgydede jesuitterne – som Fidel Castro beskrev som ”overlegne mennesker” – ham den disciplin og jernvilje, som skulle komme ham til gode som guerillakommandør og revolutionsleder.

Senere begyndte Fidel Castro at betragte den katolske kirke som en fjende af revolutionen.

Som ung jurastuderende blev han aktiv på Cubas militante venstrefløj, og da han i midten af 1950’erne var blevet sendt i eksil i Mexico efter et mislykket kupforsøg på Moncada-kasernen og en fængselsstraf, organiserede han sammen med flere andre revolutionære – heriblandt argentineren Ernesto ”Che” Guevara – i 1956 endnu en militær aktion mod Cubas amerikanskstøttede diktator Fulgencio Batista, da han sammen med 82 oprørere sejlede til Cuba på skibet ”Granma”, som siden gav navn til den statslige avis. Deres guerillakrig var succesrig, og i 1959 marcherede den dengang 32-årige Castro ind i Havana som tiljublet sejrsherre.

Efter hans magtovertagelse i 1959 bandlyste Fidel Castro fejringen af religiøse højtider, beslaglagde kirkens ejendom, lukkede katolske skoler og fængslede eller udviste de fleste præster fra Cuba. Cirka 200 præster fik lov at blive, men deltagelse i søndagsmessen blev af styret betragtet som undergravende virksomhed. Året efter blev Fidel Castro ekskommunikeret af Vatikanet.

Den katolske kirke spillede også en rolle i cubanernes masseudvandring til USA i slipstrømmen på Fidel Castros marxistiske reformer. Mellem 1960 og 1962 blev flere end 14.000 seks- til 18-årige cubanske børn fløjet til USA i kirkens ”Operation Pedro Pan” (Operation Peter Pan), som blev den dengang største udvandringsbølge af uledsagede børn på den nordlige halvkugle.

Fidel Castros tilnærmelse til religionen begyndte i 1980, da han mødtes med den brasilianske dominikanermunk Frei Betto i Nicaragua. De to mænds lange samtale om religion og trosfrihed blev til bestelleren ”Fidel y la Religión” (Fidel og religionen), som banede vejen for en åbning mellem kirken og det ateistiske cubanske styre.

I bogen lod Fidel Castro forstå, at hans brud med kirken var politisk. Han betragtede den katolske kirke som en socialt reaktionær institution, som tolerede uligheder i samfundet, og som havde farlige politiske ambitioner. Men han gjorde det klart, at han delte kristne målsætninger som ydmyghed og omsorg for de fattige.

”Jeg mener, at Karl Marx ville have tilsluttet sig Bjergprædiken,” erklærer han i bogen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 godkendte Fidel Castro en ny forfatning, der erklærede Cuba som en sekulær – og ikke længere ateistisk – stat, og trosfriheden blev genindført. I takt med, at cubanerne led mere og mere under fraværet af de store økonomiske tilskud fra Sovjetunionen, fik den katolske kirke lov til at indtage en større rolle i det cubanske samfund.

Et afgørende gennembrud fandt sted i 1998, da pave Johannes Paul II gæstede Cuba og opfordrede styret til at åbne sig for verden og respektere menneskerettighederne. Under hans besøg genetablede Fidel Castro julen som en national helligdag.

Fidel Castro satte også de to efterfølgende paver stævne. I 2012 besøgte pave Benedikt XIV Havana, og i fjor mødtes Fidel Castro med pave Frans, der havde spillet en helt central rolle i tøbruddet mellem Cuba og USA ved blandt andet at agere vært for forhandlinger mellem parterne – en udvikling, der ikke kunne have fundet sted uden Fidel Castros stiltiende accept.

Under det 40 minutter lange uformelle møde udvekslede de to mænd bøger om religion.

Der har længe floreret rygter om, at Fidel Castro hen mod slutningen af sit liv var ved at finde tilbage til sin katolske barndomstro, men dette er aldrig blevet bekræftet. I en nylig artikel i Cubas officielle kommunistiske avis, Granma, gjorde han det dog klart, at han var optaget af tanker om religion.

Selvom det er Raul Castro, som står i spidsen for Cuba, så efterlader Fidel Castros død et tomrum. Ifølge nyhedsbureauet Reuters var gaderne stille i Havana, efter at hans død blev annonceret fredag, og den cubanske regering har erklæret ni dages landesorg. Fidel Castro blev i forgårs kremeret, og på søndag sænkes hans aske i jorden i den historiske by Santiago i det sydlige Cuba. Men først skal urnen på et fire dage langt begravelsesoptog gennem det land, som den afdøde revolutionsleder på godt og ondt betød så meget for.

Sørgende har i weekenden lagt blomster foran den cubanske ambassade i Moskva for at sige farvel til Fidel Castro, der efter den cubanske revolution i 1959 hurtigt blev en af Sovjetunionens nærmeste allierede. – Foto: Vitaliy Belousov/Sputnik/Polfoto
Sørgende har i weekenden lagt blomster foran den cubanske ambassade i Moskva for at sige farvel til Fidel Castro, der efter den cubanske revolution i 1959 hurtigt blev en af Sovjetunionens nærmeste allierede. – Foto: Vitaliy Belousov/Sputnik/Polfoto