”Gesund dein kepple”. Bevar hovedet sundt. Det var et jiddish udtryk, som Colin Powells første arbejdsgiver, en jødiske møbelbutikejer i New York-bydelen Bronx, lærte ham, og som han tog med sig livet igennem som et ledende princip.
Colin Powell var kun 14 år, da han under et ærinde for sin mor kom forbi Lou Kirschners butik. En stor ladning usamlede babysenge var lige ankommet, og Kirschner tilbød teenageren et job. Colin Powell smed omgående jakken og tog fat. Den ivrige og hårdtarbejdende unge mand fik et fast fritidsjob, og arbejdet hjalp ham både med at holde sig fra storbyens fristelser og med at lære jiddish af kolleger og kunder.
Colin Powells livsrejse fra barn af jamaicanske indvandrere i det fattige Bronx til højt dekoreret krigshelt og betroet militær rådgiver for amerikanske præsidenter er et billede på den amerikanske drøm. Han blev USA’s første afroamerikanske udenrigsminister, og den høflige, ligevægtige og afholdte Powell fandt allierede i både republikanske og demokratiske kredse. I kraft af sin rolle som generalstabschef under præsident George H.W. Bush nød Colin Powell enorm folkelig popularitet efter sejren i den første golfkrig i 1991, og i midten af 1990’erne blev han opfattet som et oplagt bud på USA’s første afroamerikanske præsident.
Hans renommé som en mand af enorm personlig integritet led imidlertid stor skade, da han som præsident George W. Bushs udenrigsminister var med til at bruge fejlbehæftede efterretningsoplysninger til at advokere for en invasion af Irak.
Senere i livet blev Powell selv desillusioneret med Det Republikanske Parti og brugte sin politiske kapital på at forsøge at hjælpe demokratiske præsidentkandidater, heriblandt Barack Obama, Hillary Clinton og Joe Biden, med at opnå valg til Det Hvide Hus.
Mandag døde Colin Powell som følge af komplikationer efter smitte med coronavirus. Han blev 84 år, og ifølge et opslag fra hans familie på hans officielle Facebook-side var han færdigvaccineret mod coronavirus. En talskvinde uddyber over for amerikanske medier, at han havde et nedsat immunforsvar på grund af behandling for knoglemarvskræft.
”Vi har mistet en bemærkelsesværdig og kærlig mand, far, bedstefar og mægtig amerikaner,” skriver familien, der tæller Powells hustru igennem 59 år, Alma Johnson, samt tre børn.
Blev krigshelt i Vietnam
Colin Powell, en søn af en sjakformand og en syerske, brød barrierer livet igennem. Han var efter eget udsagn en middelmådig skoleelev uden en klar plan for sit liv, men han fandt sit kald som soldat og blev dermed en af de mange amerikanske mindretalsunge, der brugte militæret som et springbræt til et bedre liv.
Han sluttet sig til reservesoldaterkorpset, mens han studerede på City College i New York, og efter endt uddannelse blev han sendt på træningslejr i sydstaten Georgia, hvor han på grund af sin hudfarve oplevede at blive nægtet adgang til barer og restauranter.
Han blev sendt i krig i Vietnam to gange. Under sin anden udsendelse i 1968 overlevede han et helikopterstyrt og fik tildelt en tapperhedsmedalje for at have hevet sine soldaterkammerater ud af det brændede vrag.
Efter Vietnamkrigen begyndte Colin Powell sin karriere på de bonede gulve i Washington. Han blev første gang blev bredt kendt udenfor militære kredse, da han i 1987 blev national sikkerhedsrådgiver under den daværende republikanske præsident, Ronald Reagan. Da en anden republikaner, George H.W. Bush, overtog Det Hvide Hus, blev Powell udnævnt til generalstabschef, som er den øverste militære stilling i forsvarsministeriet. Han var da 52 år og dermed både den yngste person og den første afroamerikaner nogensinde i rollen.
Med Golfkrigen i 1991 realiserede regeringen ”Powell-doktrinen”, som baserede sig på Colin Powells overbevisning om, at USA kun skulle gribe til militær magt, når alle økonomiske, diplomatiske eller politiske handlemuligheder var udtømte. Doktrinen indebar dog også, at en militær aktion skulle gennemføres med størst mulig kraft for at sikre, at fjenden hurtigt blev nedkæmpet, og at USA kunne undgå at blive trukket ned i et langvarigt vietnamkrigslignende hængedynd.
Da demokraten Bill Clinton overtog Det Hvide Hus, forblev Colin Powell til at begynde med i rollen som national sikkerhedsrådgiver, men han trak sig efter sammenstød med præsidenten over blandt andet dennes beslutning om at tillade homoseksuelle at tjene i militæret.
Fortrød sin rolle i Irak-krigen
Powell genstartede sin regeringskarriere i 2000, da George W. Bush udnævnte ham til udenrigsminister. Han modsatte han sig til at begynde med invasionen af Irak, men endte med at bakke op om Bush og de udenrigspolitiske høge i regeringen, og han var med til at overbevise FN om Irak-krigens nødvendighed. Senere erkendte Colin Powell, at efterretningsoplysningerne om, at den irakiske diktator var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, højst sandsynligt var forkerte.
”Det er en skamplet, og det vil altid være en del af mit eftermæle. Det var smertefuldt. Det er smertefuldt,” sagde Powell i 2005 i et interview med ABC.
Colin Powell gik af som udenrigsminister i januar samme år og vendte aldrig tilbage til magtens centrum, men den pensionerede statsmand dukkede jævnligt op i rampelyset som en kritiker af Bush-regeringens forvaltning af krigen mod terror. Selvom han fortsat blev anset som en republikansk sværvægter, bakkede Powell op om Barack Obamas præsidentkandidatur og genvalg, og senere støttede han også demokraterne Hillary Clinton og Joe Biden i valgkampene mod Donald Trump.
I sin selvbiografi fra 2012, ”It Worked for Me” (Det fungerede for mig), skrev Colin Powell, at han var ”vred på sig selv” for ikke at have lugtet lunten, da han som udenrigsminister blev præsenteret for de fejlbehæftede efterretningsoplysninger om Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben. Det var, skriver Powell, hans livs mest betydningsfulde fejltrin:
”Begivenheden vil få et fremtrædende afsnit i min nekrolog,” erkendte han.