Prøv avisen
En verden til forskel

49-årig caféejer vil give hjemløse en uforglemmelig jul som tak for hjælp

Carl Simpson bor i østengelske Hull i Yorkshire og forsøger i år at samle penge ind til, at byens hjemløse kan komme på hotel i to nætter over julen. Foto: Hull Daily Mail/MEN Media

Britisk caféejer samler ind for at kunne tilbyde hjemløse i Hull tag over hovedet juleaften og juledag. Han har selv oplevet, hvor meget hjælp kan betyde

Carl Simpson er taknemmelig for at kunne fejre endnu en jul sammen med sin hustru, Maria. For to år siden fik parret den forfærdelige besked, at hun kun havde kort tid tilbage at leve i på grund af en alvorlig blodforgiftning. Mod al forventning overlevede Maria, og parret kan se frem til endnu en jul.

Men højtiden handler ikke kun om dem selv. Siden hustruens sygdom har det været en hjertesag for Carl Simpson at hjælpe de svageste i Hull, deres østengelske hjemby, som i år sammen med Aarhus var europæisk kulturby.

”Julen er den tid, hvor der er flest hjemløse, der begår selvmord. Derfor vil vi gerne have hjemløse væk fra gaderne og et sikkert sted hen,” siger den 49-årige caféejer til lokalavisen Hull Daily Mail.

Sidste år begik flere af byens hjemløse selvmord i juletiden, og Carl Simpson vil forhindre, at det sker igen. Hans mål er at samle 17.000 kroner ind, så han kan tilbyde omkring 30 hjemløse i Hull kost og logi på et hotel i juledagene fra den 24. til den 26. december.

Sidste jul arrangerede han og hans organisation Raise The Roof Hull Homeless Project (Hjemløseprojekt: Få taget til at løfte sig) et suppekøkken, som overraskende mange mennesker benyttede sig af, fortæller Carl Simpson. Derfor går han i år efter også at kunne indlogere hjemløse og tilbyde dem en jul i trygge rammer.

Indtil videre har projektet fået 1700 kroner, men via en stor velgørenhedsfest håber Carl Simpson på at samle penge nok sammen.

For Carl Simpson ved, hvor meget hjælp betyder, når livet viser tænder. Da hans forlovede Maria for to år siden fik at vide af lægerne, at hun ikke havde lang tid tilbage at leve i, var parret i fuld gang med at planlægge både bryllup og bryllupsrejse til Venedig, men Carl Simpson besluttede sig for at holde bryllup alligevel. Han manglede dog bordpynt, kjole og bryllupskage – og tyede til Facebook for at bede lokalsamfundet om hjælp. Responsen var overvældende. Folk tilbød alt fra kager over kjoler til at give en klassisk violinkoncert. Så bryllup blev der:

”Vi gennemførte ceremonien i kapellet på hospitalet, hvor jeg havde hængt billeder fra Venedig op.”

Trods lægernes forudsigelser overlevede Maria efter otte måneders indlæggelse. Carl Simpson følte, det nu var hans tur at give noget tilbage, så han begyndte at dele mad ud til byens hjemløse:

”Jeg ville bidrage til Hull efter at have fået så meget hjælp. Det var der, jeg opdagede, hvor stort hjemløseproblemet er.”

Siden har caféejeren oprettet sin velgørende organisation, og i år gælder det om at give de hjemløse to dage med mad og en varm seng i julen.

”Jeg har gennemført mange projekter med hjemløse, og hver gang har vi mærket stor opbakning af byen, så hvis vi kan lykkes med det her projekt, ville det være fantastisk,” siger han til Hull Daily Mail.

Hvis det lykkes, vil de hjemløse blive inviteret til en stor middag juleaften. De vil også få tilbudt en klipning, før de kan se frem til to nætter på hotel. Når de skal forlade det igen anden juledag, vil der være toiletsager og rent tøj til dem alle.

”Hvis vi kan redde ét liv denne jul og gøre de to dage tryggere for nogle mennesker, vil det betyde alverden for os,” siger Carl Simpson.