Hannah Arendt: En moderne tænker mellem Augustin og Heidegger

Aldrig har Hannah Arendt været mere aktuel end i dag, også selvom de store totalitære systemer, hun analyserede, er brudt sammen

Hannah Arendt opfattede de totalitære ideologier som født af massesamfundet, der afskar mange mennesker fra deres tidligere bånd til klasse og andre fællesskaber. –
Hannah Arendt opfattede de totalitære ideologier som født af massesamfundet, der afskar mange mennesker fra deres tidligere bånd til klasse og andre fællesskaber. –. Foto: Bettmann/Corbis/Polfoto.

Filosoffen Hannah Arendt forbindes gerne med udsagnet ondskabens banalitet. Det hæftede hun på Adolf Eichmann, der var SS-logistikeren bag transporterne til udryddelseslejrene.

Arendt overværede retssagen mod ham i Jerusalem i 1961, og hun så i anklageskranken en grå kontormand, ikke et påfaldende uhyre. Hun skrev bogen Eichmann i Jerusalem om processen.

LÆS OGSÅ: Hannah Arendt i artikelformat

Hannah Arendt analyserede både nazismens og kommunismens væsen, og hendes filosofi oplever i disse år en veritabel renæssance. Det hænger sikkert sammen med behovet for at forstå totalitarismens natur efter kommunismens store kollaps. Og interessen for Det Tredje Rige bliver bare ved at vokse.

Men Arendt rækker meget videre, og mange finder, at hendes tænkning lige nu er så relevant som nogensinde. I Tyskland var der for to uger siden premiere på spillefilmen Hannah Arendt, et tegn på den ikonstatus, den store jødiske filosof har fået.

Arendt blev født 1906 i en liberal jødisk familie i Tyskland. Hun læste filosofi i Marburg under Martin Heidegger, hvis elskerinde hun også blev. De brød, og hun læste videre i Heidelberg, hvor hun skrev disputats hos den eksistentialistisk orienterede Karl Jaspers om Augustins kærlighedsbegreb.

Som jøde måtte Hannah Arendt flygte fra naziregimet, først til Paris, og da tyskerne også kom der, i 1941 til USA. Hun var da i mellemtiden blevet gift.

Siden fik filosoffen amerikansk statsborgerskab og underviste ved en række amerikanske universiteter, herunder Princeton og Yale. Hun blev medlem af både American Academy of Arts and Science og American Academy of Arts and Letters.

Hendes første store værk, Det totalitære samfunds oprindelse, udkom i 1951 med udfoldede analyser over tre bind af kommunismen og nazismen, afleveret i en fascinerende kombination af filosofi og historie.

I 1958 kom bogen, som regnes for hovedværket, Menneskets vilkår, der rummer hendes originale tolkning af det menneskelige samfund, både forstået politisk og som det samfund, vi danner i mødet med hinanden. Bogen Om revolution behandler Den Amerikanske Revolution og Den Franske Revolution, og endelig er der det nævnte værk om Eichmann, der er sammensat af reportager fra magasinet The New Yorker, som sendte hende til Jerusalem for at skrive hjem om sagen. Herudover udgav hun også essaysamlinger. Hannah Arendt døde i 1975.

En kender og beundrer af Hannah Arendt er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz. Han har skrevet bogen Handling og ondskab om hendes tænkning. Når han skal fortælle, hvad der især gør indtryk ved Arendt, slår han ned på hendes frihedsbegreb:

Det er virkeligt originalt. Jeg har ikke set noget lignende i idéhistorien. Hun knytter friheden til det intersubjektive altså det, som udspiller sig mellem mennesker og vel at mærke ikke til rettigheder. Alt det med menneskerettigheder i flertal er her helt fraværende, betoner Hans-Jørgen Schanz.

Det handler i stedet om handling og noget, der hænder:

Frihed er for Arendt, at mennesker handler sammen for at sætte noget nyt i samfundet. Det nyttige og det, som angår den daglige drift, hører hjemme i arbejdets verden, men i det, hun kalder handlingens verden, bliver det nye til i frihed.

LÆS OGSÅ: En fascinerende filosof

Det betyder samtidig, at Hannah Arendt formår at vriste sig fri af en gammel og frugtesløs filosofisk hovedpine, påpeger Schanz:

Når menneskene kun er frie, idet de handler, så slipper vi for den alenlange diskussion om, hvorvidt mennesket som sådan nu er frit eller ufrit. Vi er frie, når vi handler, punktum. Derfor kan man også kun tale om politisk frihed, idet nogen handler. Det, vi ellers i reglen omtaler som politik, er efter Arendts begreber blot bureaukrati et apparat, der kører.

Hannah Arendts forhold til kristendommen er interessant, fortæller Hans-Jørgen Schanz.

Hun er jo af jødisk herkomst, og hun er ateist, men jeg tøver ikke med at kalde hende en stor kristen tænker. Hendes grundbegreber er ubetinget kristne. Et af hendes vigtigste er natality, dette, at mennesket er født. Nuvel, et næsehorn er vel også født, kan man indvende. Jo, vil hun svare, men mennesket er her noget særligt, for kun det er skabt i Guds billede. Mennesket har den særstatus, som også kristendommen giver det.

Hertil kommer et andet grundbegreb hos Arendt, som er afledt af denne natality:

Det er spontaniteten, som for hende er menneskets vigtigste egenskab. Løgstrup taler også om spontanitet, og begge knytter det til, at mennesket er skabt. Arendt viger dog tilbage fra at kalde dette en kristen tanke.

Den tilbageholdenhed har hun til gengæld ikke, når det gælder et tredje af hende nøglebegreber.

Tilgivelsen forstår hun helt og holdent som rodfæstet i kristendommen. Hun kredser om løftet og om tilgivelsen. Friheden ville være helt anarkistisk, om den ikke havde disse to stabilisatorer. Og tilgivelse knytter hun eksplicit til Jesus af Nazareth. Om hendes forståelse af tilgivelse gælder, at det er personen, jeg skal tilgive, ikke handlingen.

Man hører ekkoet af kristendommens tale om, at Gud hader synden, men ikke synderen.

Hun startede også hos Bultmann, den store dialektiske teolog. Og hun skrev disputats om kærlighedsbegrebet hos kirkefaderen Augustin. Det citat, hun oftest benytter, er faktisk af Augustin: For at der kunne komme noget nyt i verden, blev mennesket skabt. Hendes to husguder er Augustin og Heidegger, og Augustin er den største.

Der er en speciel styrke ved Hannah Arendts tænkning, som Schanz beundrer:

Den er ideologisk fuldkommen immuniseret. Du kan simpelthen umuligt omdanne den til ideologi.

Vores moderne, frie og demokratiske samfund minder ikke om de totalitære regimer, Arendt analyserede. Men måske ville hun alligevel kunne finde små totalitære træk i dem, for hun vogtede ømt over det private rum. Om ørerne på borgerne svirrer i dag alle mulige kampagner, der vil påvirke deres private valg og bearbejde deres værdier. Og vi har fået en virksomhedstænkning, som siver ind uden for arbejdstiden.

Ja, Arendt ville sikkert være meget bekymret over at iagttage den underminering, der i dag finder sted af skellet mellem offentligt og privat. Den er farlig, for med den bliver intimitet og kærlighed trængt. Adfærden bureaukratiseres, og det indskrænker handlingens, frihedens og spontanitetens rum. Hun ville heller ikke have brudt sig om en organisation som Kræftens Bekæmpelse. Hun røg også som en skorsten. Engang skulle vi alle være lykkelige. Så skulle vi alle være gode. Nu skal vi alle være sunde. Men politikken skal holde sig ude af den slags.

En anden lidenskabelig læser af Hannah Arendt finder man i Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole. Hans favorit er Det totalitære samfundssystems oprindelse.

Tankerne om ondskabens banalitet ser man allerede udfoldet her, 10 år før hun så Eichmann, og endda meget bedre end i bogen om ham.

Thue Kjærhus vil gerne imødegå en oplagt misforståelse af dette berømte Arendt-udsagn:

De fleste tror, at denne ondskabens banalitet kan præge ethvert menneske til enhver tid, men så misforstår man Arendt. Ondskabens banalitet optræder kun i et moderne massesamfund, for dette kan ikke skabe rigtige individer.

For Arendt bliver man et individ gennem et fællesskab. Men med moderniteten kommer massesamfundet, og massen er intet fællesskab.

Arendt hylder det klassesamfund, som kom før massesamfundet. I det plejede hver klasse sine interesser, og det kunne aflede fra ideologiens lokketoner. Den revolutionære leninistiske ideologi betragter Arendt snarere som akademikeres kommandocentral, der herser med arbejderne, end som ideologi, der vokser frem nedefra.

Med massesamfundet kommer de store mellemlag af funktionærer og akademikere. De ligger mellem arbejderne og storborgerskabet, der havde hver sin traditionelle forankring. Arendt skelner mellem disse og småborgerskabets små, selvstændige erhvervsdrivende.

Menneskene i det moderne mellemlag er rodløse og er derfor tilbøjelige til at låne nye ideologier et øre. I Tyskland ser vi de første ansatser til dette lags fremvækst omkring Første Verdenskrig.

Mellemlagenes mennesker er atomiserede. Det betyder, at de står uden det forankrende fællesskab, der kan danne ramme om en personlig etik.

Etik opstår for Arendt kun i et bytte med andre mennesker. Etik kommer af mødet og af udvekslingen, betoner Thue Kjærhus.

De, som først dyrkede nazismen, var småborgerne, og fra dem udgik det brutale gadekampskorps SA, som stod stærkt i Sydtyskland. Fra 1936 er det de atomiserede i mellemlagene, der i stort tal søger mod nazismen, påpeger Arendt. De er ofte nordtyskere, og de er orienterede i retning af SS, det ideologisk skolede elitekorps.

De havde hverken klasse, fædreland eller kirke som modvægt. Derfor bliver de nemt indtaget i ideologiens logik. For ideologien er faktisk strengt logisk på sin egen måde, understreger Arendt.

Selv når nazismen lancerer sin forskruede racelære, er der system i galskaben.

Nazismens tanke går logisk tvingende fra a til b til c for at ende i Auschwitz med indlysende nødvendighed. Sådan bygger den sit morderiske alfabet, som Arendt kalder det. De atomiserede staver med, for de har taget afsked med den sunde fornuft. I massesamfundet trækker man ikke på fædrenes eller egne erfaringer, men overgiver sig til den nye logik. Den totalitære nazist ender derfor også med at blive fuldstændig stringent inden for sit eget system.

Arendt nævner, hvordan Wehrmachts generaler under Anden Verdenskrig rev sig i håret, når topnazisterne spændte ben for deres strategier. Disse satte nemlig deres ideologiske logik højere end pragmatisk realisme.

Himmler er fra 1941 den egentlige herre i Det Tredje Rige, mener Arendt, for han forstår det totalitære endnu bedre end Hitler, der er lidenskabelig og optændt af hævnfantasier. Himmler er den iskolde logiker, og hans SS-elitetropper er indifferente i deres morderiskhed. På et tidpunkt meddeler man Himmler, at man er løbet tør for jøder i lejrene, og han svarer: Så må I opfinde nogle nye jøder. Jeg foreslår polakkerne. Denne totalitære logik, løsrevet fra al erfaring, er kernen i ondskabens banalitet. Ikke bare det, at Eichmann ligner en fantasiløs kontormand.

Kjærhus påpeger, at det var i det protestantiske Nordtyskland, hvor man i 1930erne havde drevet sækulariseringen videst, og Gud var sparket mest ud, at nazismen først fik massernes støtte. I det katolske syd gik det anderledes trægt.

Og når danskerne ikke blev nazister, skyldes det utvivlsomt vores grundtvigske folkelighed. I Norge og Sverige lod flere sig friste. Jo stærkere sammenhængskraft, des mindre lader man sig forføre af det totalitære. Modgiften er folkekirke, folkeskole, folkeligt foreningsliv, hele sansen for en fælles historie, en fælles kontekst.

Det totalitære samfund er altså moderne. I gamle dage kendte man det ikke, understreger Arendt. Man havde autoritære samfund, der kunne være aldrig så grusomme, men totalitære var de ikke. Moderniteten bryder fællesskaberne op, og så kan det totalitære trænge ind.

Potentialet ligger der derfor stadig. Og vi kan se, hvordan tilliden eroderes i Danmark disse år. Derfor får vi stadig flere regler og love. Der ligger en risiko i dette perspektiv.

Nok finder Hannah Arendt disse fælleskaber uendeligt værdifulde, men hun er også så meget eksistentialist, at hun fokuserer på individets umistelighed. Så her bliver det dialektisk. Kjærhus forklarer:

Arendt holder fast i, at ethvert menneske er unikt. Hver gang det fødes, begynder en ny historie, der ikke er en gentagelse af forældrenes eller en kopi af søskendes. For vi har det frie valg. Det enestående menneske skal samtidig også deltage i fællesskabets udveksling, gå ind til alle de bånd, som faktisk gør en til individ. Friheden og fællesskabet. Både det ene og det andet. Mod det totalitære.

Lidt drilsk peger Thue Kjærhus på den politisk korrekte elite som den mest atomiserede gruppe i dagens Danmark.

Café latte-segmentet, Det radikale Venstres ånder, er atomiserede. De vil svæve fri af nation, kirke og andet nedarvet og rynker på næsen ad folkelige fællesskaber. De er uden bindinger og bygger i stedet deres mangfoldighedsideologi.

Hannah Arendt

Flertallet af danskere vil brændes, men siger det bare ikke. Tabuet omkring døden skal brydes, mener Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv&Død
Flertallet af danskere vil brændes, men siger det bare ikke. Tabuet omkring døden skal brydes, mener Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv&Død Foto: Photoservice Eccta/Polfoto.
Debuterende forfatter Josefine Klougart har skrevet bogen "Stigninger og fald". For det er hun indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Men det er ikke nok at være talentfuld - der skal mere til, siger Sven Holm.
Debuterende forfatter Josefine Klougart har skrevet bogen "Stigninger og fald". For det er hun indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Men det er ikke nok at være talentfuld - der skal mere til, siger Sven Holm.