Hans far blev dræbt i Auschwitz. Som voksen har han samlet beviser for jødehad

Arthur Langerman, der mistede sin far i holocaust, har gennem næsten 60 år opbygget verdens største privatsamling af antisemitisk materiale. Samlingen skal bruges til at lære både unge og ældre om det skete, så historien ikke gentager sig, siger den 78-årige belgiske jøde, der nu har doneret de omkring 10.000 postkort, plakater og malerier til en tysk forskningsinstitution

Arthur Langerman har beholdt enkelte ting fra sin samling som for eksempel denne stereotypiske fremstilling af en jødisk mand med kroget næse. Trægenstanden fungerer som nøddeknækker. – Foto: Thomas Andreasen.
Arthur Langerman har beholdt enkelte ting fra sin samling som for eksempel denne stereotypiske fremstilling af en jødisk mand med kroget næse. Trægenstanden fungerer som nøddeknækker. – Foto: Thomas Andreasen.

”Hvor mange jøder tror du, at der er i verden?”

Arthur Langerman stiller spørgsmålet en halv times tid inde i det interview, der foregår i køkkenet i hans lejlighed i Bruxelles-forstaden Uccle.

”15-20 millioner?”, lyder det prøvende fra journalisten efter lidt betænkningstid.

Den 78-årige belgiske jøde nikker.

”Præcis. Der er 15 millioner jøder i verden,” siger Arthur Langerman og nævner, at han altid spørger journalister om det, når han interviewes, ”og langt de fleste svarer med et alt for højt tal; mellem 100 millioner og én milliard”.

”15 millioner. Det er jo ikke engang befolkningstallet i byen Wuhan,” siger han med henvisning til coronapandemiens kinesiske arnested.

Arthur Langerman er ejer af verdens største privatsamling af antisemitisk materiale. Eller rettere: Det var han indtil for nylig. Han har beholdt enkelte genstande på førstesalen i lejligheden, men ellers skænkede han sidste år samlingen på omkring 10.000 genstande til Centrum for Antisemitismeforskning, en institution, der hører under Det Tekniske Universitet i Berlin. Samlingen omfatter blandt andet antisemitiske postkort, aviser, plakater, malerier og brugsgenstande som pibeholdere og nøddeknækkere. Den store samling var et resultat af Arthur Langermans nærmest livslange bestræbelse på at prøve at finde ud af, hvorfor en så lille gruppe mennesker – de 15 millioner jøder svarer til 0,2 procent af verdens befolkning – historisk har fyldt så meget i verdensbevidstheden og været genstand for så meget had.

”Min konklusion? At antisemitismen næres af uvidenhed og idéen om, at der er langt flere jøder, end der faktisk er. De største antisemitter har aldrig mødt en jøde. De ved ikke engang, hvad jøder og jødedom er,” siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Dette maleri fra 1750 er det ældste indslag i Arthur Langermans samling. Motivet refererer til en hændelse i den norditalienske by Trento, hvor en dreng i 1475 blev fundet død i byen. Rygtet gik, at jøderne havde dræbt ham og brugt hans blod i religiøse ritualer. Drengen blev senere kendt som Sankt Simon af Trento. – Foto: ALAVA – TU Berlin.
Dette maleri fra 1750 er det ældste indslag i Arthur Langermans samling. Motivet refererer til en hændelse i den norditalienske by Trento, hvor en dreng i 1475 blev fundet død i byen. Rygtet gik, at jøderne havde dræbt ham og brugt hans blod i religiøse ritualer. Drengen blev senere kendt som Sankt Simon af Trento. – Foto: ALAVA – TU Berlin.

Arthur Langerman er født – på det værste tænkelige tidspunkt, som han siger – i august 1942 som søn af jødisk-polske indvandrere i Antwerpen, omtrent samtidig med at den nazistiske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig begyndte at deportere Belgiens 25.000 jøder til koncentrationslejren Auschwitz. Det lykkedes forældrene at holde sig skjult frem til marts 1944, før de blev arresteret. Modsat langt de fleste jødiske børn blev den halvandenårige Arthur blandt andet efter mellemkomst af Belgiens enkedronning Elisabeth ikke deporteret sammen med forældrene, men kom i stedet på et tysk-kontrolleret børnehjem i Bruxelles.

Faderen, Salomon Langerman, overlevede ikke tiden i Auschwitz, mens moderen, Zysla Blajwas, kom tilbage til Belgien i 1945. Hun giftede sig igen, og Arthur Langerman har derfor to halvsøskende, men det var en ”knækket” og ”meget nervøs” kvinde, der kom tilbage, fortæller sønnen:

”Jeg tror, hun skammede sig over at overleve, når så mange andre døde. Bare i min familie blev 25 personer sendt fra Belgien til Auschwitz. Fra den polske del af familien var det over 50 personer. Min mors bror og søster overlevede også, men resten af familien forsvandt.”

”Som de fleste andre overlevende talte min mor aldrig om tiden i Auschwitz. Hun har dog nævnt, at da toget ankom til Auschwitz, pegede en tysk officer, sandsynligvis Josef Mengele, hende først til venstre, men fortrød og pegede så mod højre. De personer, der blev sendt til venstre, kom direkte i gaskammeret, men hun overlevede, blandt andet fordi hun havde en ven, der arbejdede i lejrens køkken,” siger Arthur Langerman.

Omgivet af barndomshjemmets tavshed skulle der gå mange år, før sandheden om og omfanget af jødeudryddelserne for alvor gik op for Arthur Langerman. Det skete i 1961 i forbindelse med retssagen i Israel mod topnazisten Adolf Eichmann.

”Der hørte jeg omsider, hvad der faktisk var sket med jøderne under krigen, hvordan de blev behandlet, hvad der blev gjort imod dem, og hvor forfærdeligt det var. Det fik mig til at tænke over, hvad i alverden jøderne dog havde gjort så forkert, at seks millioner, heraf halvanden million børn, blev dræbt,” siger han og holder en kort pause:

”Jeg er en samler – jeg har samlet ting, siden jeg var fem år. Tegneserier, gamle ure, vaser. Så nu begyndte jeg at kigge efter jødiske ting på loppemarkeder, og jeg fandt masser af genstande, og især rigtig mange antisemitiske billeder – postkort, plakater, malerier. Folk vidste ikke engang, hvad det var, de solgte. De kunne ikke se forskel på antisemitiske ting og normale jødiske ting.”

Artiklen fortsætter efter billedet.

Dreyfus-affæren i Frankrig, hvor den jødiske officer Albert Dreyfus i 1894 blev dømt for landsforræderi, er kendt som et af de tidlige eksempler på nationalistisk antisemitisme. Den franske tegner Victor Lenepveu lavede illustrationen med Dreyfus i 1899 i forbindelse med, at retssagen blev genoptaget. Dreyfus blev frikendt for alle anklager i 1906. – Foto: ALAVA - TU Berlin.
Dreyfus-affæren i Frankrig, hvor den jødiske officer Albert Dreyfus i 1894 blev dømt for landsforræderi, er kendt som et af de tidlige eksempler på nationalistisk antisemitisme. Den franske tegner Victor Lenepveu lavede illustrationen med Dreyfus i 1899 i forbindelse med, at retssagen blev genoptaget. Dreyfus blev frikendt for alle anklager i 1906. – Foto: ALAVA - TU Berlin.

”I begyndelsen viste jeg enkelte billeder fra min samling til familie og venner. Deres reaktion var: ’du er tosset’ og ’en syg person, fordi du samler på antisemitiske ting’, så jeg holdt op med at vise, hvad jeg samlede. Men ved du hvad: Jeg var meget traumatiseret som barn. Jeg tror, samlingen har været en slags terapi for mig, der hjulpet mig til at leve og har åbnet mig til verden.”

Arthur Langermans interesse for antisemitiske objekter gjorde ham efterhånden så kendt blandt sælgere, at de selv ringede til ham, når de havde noget nyt. Senere og især med internettets fremkomst – det blev meget nemmere at købe, fordi sælgeren kunne forblive anonym, siger han – tog samleriet så meget fart, at han havde 10 personer tilknyttet, der holdt øje med ”udbuddet” og kontaktede ham, så han kunne tage stilling til, om han ville købe.

Jo mere omfattende samlingen blev, desto mere gik det op for Arthur Langerman, hvor rodfæstet jødehadet historisk har været i Europa og i den kristne kultur. For antisemitismen er på ingen måde begrænset til tiden omkring nazismen, men kan ifølge ham spores helt tilbage til Jesu død og kristendommens syn på jøderne som Jesu drabsmænd:

”Men der er ikke genstande så langt tilbage. Den ældste ting i min samling er et maleri fra 1750, der viser jøder, som tapper blod fra en lille dreng. Motivet stammer fra Trento i Norditalien, hvor en dreng i 1475 blev fundet død i byen. Rygtet gik hurtigt, at jøderne havde dræbt ham og brugt hans blod i religiøse ritualer. Drengen blev senere kendt som Sankt Simon af Trento og fik status som martyr. Først i 1965 fjernede pave Paul VI ham fra listen over katolske martyrer. Tænk sig, det tog kirken 500 år at erkende, at historien var en løgn.”

Den religiøst begrundede antisemitisme er dog ikke kun et katolsk fænomen, men er også vidt udbredt i den ortodokse kirke og i protestantismen, mener Arthur Langerman og nævner blandt andet Martin Luthers skrift ”Om jøderne og deres løgne”. Det, der dog for alvor satte blus under den anti-jødiske propaganda i slutningen af det 19. århundrede, var, at idéen om nationalstaten, hvor jøderne ses som et slags fremmedelement, vandt terræn.

Arthur Langerman tager sin mobiltelefon frem og begynder at vise nogle af de mange tusinde antisemitiske postkort, der antalsmæssigt udgør halvdelen af hans samling, og som kommer fra nærmest alle europæiske lande.

”Er det her fra Danmark?”, spørger han og viser et nytårskort, der efter retskrivningen at dømme er svensk.

Efter yderligere et par forsøg toner et dansk postkort frem som en bekræftelse på Arthur Langermans pointe om, hvor udbredt og nærmest hverdagsagtig antisemitismen var fra sidst i det 19. århundrede og frem mod Anden Verdenskrig.

Arthur Langerman forlader køkkenet og kommer tilbage med en rigt illustreret bog med titlen ”Dessins Assassins” (Dræbende tegninger), der blev udgivet i forbindelse med, at en del af hans samling i 2017 blev udstillet på mindemuseet om Anden Verdenskrig i den franske by Caen. Illustrationerne understreger en anden pointe:

”Prøv at se. På mange af karikaturtegningerne er jøder afbildet som insekter eller skadedyr. Den logiske konsekvens af det er, at derfor kan man bare udrydde dem. Jeg har ofte spurgt mig selv, hvordan kunne det være, at et civiliseret land som Tyskland dræbte jødiske kvinder, børn, gamle mennesker på så forfærdelige måder. Det var, fordi jorden var gødet gennem hundreder af år, hvor jøden blev vist som ’ Unmensch ’. Man kan dræbe dem, fordi de ikke er mennesker,” konkluderer Arthur Langerman og giver et eksempel:

”Stangl, der var kommandant i Treblinka, noterede, når han kom hjem til hustruen efter dagens ’arbejde’, at i dag udslettede jeg 10.000 styk. Styk, ikke mennesker.”

En anden ting, der falder i øjnene, når man kigger gennem bogen, er, hvor mange forskellige roller som syndebuk eller som repræsentant for det, man frygter, jøden kan have:

”Ja, han kan både være kommunist, kapitalist, fattig, rig, beskidt. Alle roller passer. På den måde bliver jøden et symbol på alt, der er dårligt.”

Langt de fleste genstande i samlingen er fra første halvdel af det 20. århundrede, og i mange år mente Arthur Langerman, at han primært dokumenterede fortiden, men samlingen er blevet sørgelig aktuel, fordi antisemitismen atter vinder frem i Europa med både verbale angreb, hærværk mod begravelsespladser og deciderede drab på jøder.

”I de første 50 år efter verdenskrigen var det tabu, men nu er det, som om folk ikke længere er flove over at fremsætte antisemitiske udsagn eller det, der er værre,” siger Arthur Langerman og konstaterer, at hvor det tidligere var den politiske højrefløj og kirken, der førte an i antisemitismen, er det nu er venstrefløjspolitikerne:

”De har et kompleks i forhold til deres egne landes kolonifortid, og som anti-kolonialister ser de Israel som en kolonimagt, der undertrykker palæstinenserne. Samtidig gør venstrefløjen det for at tækkes de mange antisemitiske muslimske vælgere i Europa.”

Det er Arthur Langermans håb, at hans samling, netop fordi den er så omfattende, som den er, kan bidrage til, at både unge og ældre mennesker i nutiden forstår, hvad antisemitisk propaganda historisk har ført til, og på den måde uddanner dem, så historien ikke gentager sig. Derfor – og fordi han er ved at være en ældre mand – begyndte han allerede for nogle år siden at lede efter en arvtager til samlingen.

”Jeg bestemte helt fra starten, at jeg ikke ville tjene penge på at sælge samlingen, men ville give den væk til en institution, der kunne bruge den i oplysningens tjeneste. Jeg tilbød i første omgang samlingen til Det Jødiske Museum i Bruxelles, men de afslog med den begrundelse, at de ikke ønskede at provokere folk. Derefter tilbød jeg den til Israel, men fik også afslag. Det forstod jeg egentlig godt, for det giver ikke så meget mening at have samlingen der, da der ingen antisemitisme er i Israel.”

Samlingen endte i stedet i Tyskland, og det giver rigtig god mening for Arthur Langerman:

”For hvis der et noget land, der virkeligt har taget et opgør med fortiden og undskyldt for den, så er det Tyskland. Det gjorde Tyskland nærmest den første dag efter krigen.”

Har du nogensinde tænkt på emigrere til Israel, som flere europæiske jøder gør nu?

”Det giver en tryghed at vide, at jeg altid kan flytte til Israel. Men nej. Jeg er belgier. Det er min kultur, jeg taler sprogene, og jeg er meget glad for at være her,” siger Arthur Langerman og tilføjer smilende efter en tænkepause:

”Desuden er der alt for varmt i Israel.”