Prøv avisen

Har du fundet dit ikigai?

74-årige Chikako Noguchi lærer en flok elever i 4. klasse den klassiske japanske papirfoldeteknik. Det er hans ikigai – det, der giver hans liv mening. Foto: Birthe B. Pedersen.

At finde sit ikigai er nøglen til det gode liv og en af ­motorerne i det frivillige arbejde i Japan

74-årige Chikako Noguchi ved godt, hvorfor han flere gange om ugen møder op i skolefritidsordningen i en kommuneskole i Tokyo for at holde styr på en flok elever i 4. klasse ved at lære dem den klassiske japanske papirfoldeteknik.

Det er vigtigt for mig at gøre en indsats for andre. Det giver mit liv mening. Det er mit ikigai. LÆS OGSÅ: "Jeg har aldrig kunnet klare at se på uretfærdighed"

Ikigai er et japansk ord, som bedst oversættes med det, der giver livet mening. Enhver har sit eget ikigai, som kan ændre sig i takt med livets faser. Det er et centralt, århundredgammelt begreb i japansk kultur, og at finde det er nøglen til et rigt og godt liv. Japanerne taler rask væk om deres ikigai, som de finder i arbejdet eller i børnene, i en hobby, som interesserer dem lidenskabeligt, eller i en religiøs tro eller verdensanskuelse.

Chikako Noguchis ikigai er at videregive papirkisten til næste generation. For Atsuko Fujino, som er enlig mor til tre drenge og desuden universitetslærer i Kyoto, er det selve denne, i Japan usædvanlige kombination af karriere og familie, der giver hendes liv mening.

Jeg tilhører en minoritet af feminister, der kæmper for ligestilling. Mænd har en tendens til at finde målet i deres arbejde og kvinder i at tage sig af familien. Men fælles for både mænd og kvinder er, at ikigai hører sammen med at gøre noget for andre. Det gælder også i arbejdslivet, for det japanske ord for arbejde kan oversættes med at gøre andre tilpas. Det ligger dybt i japanerne, at livskvalitet er forbundet med at gøre noget for andre, siger Atsuko Fujino.

Begrebet ikigai er blandt andet blevet beskrevet af den nu afdøde japanske psykiater Mieko Kamiya i bogen Livets mening, Ikigai Ni Tsuite. Bogen blev til på baggrund af hendes arbejde med spedalskhedspatienter, og ifølge Mieko Kamiya skal man stille sig selv to spørgsmål, som den vestlige tradition ville betegne som eksistentielle: Hvad er målet med mit liv? Og er jeg tro mod det?

Svarer man ja til begge spørgsmål, har man fundet sit ikigai.

Hvor vestlig forskning fokuserer på undersøgelser af lykke, forsker japanerne derfor i ikigai, som blandt andet er blevet et centralt begreb i Japans forsøg på at tilpasse sig et samfund med flere og flere gamle.

Japan har verdens højeste levealder. Hver fjerde japaner er over 65 år, og andelen vil vokse til 40 procent i 2050. Alt, som kan begrænse sygeligheden og plejebehovet, er en nødvendighed, hvis Japan, der også har verdensrekord i udlandsgæld, skal løfte denne udfordring.

I den seneste strategi for folkesundheden i det 21. århundrede, Healthy Japan 21 (Et sundt Japan 21), er ikigai et af de parametre, der fokuseres på, blandt andet på baggrund af undersøgelser af sammenhængen mellem sygelighed og følelsen af ikigai. Den såkaldte Ohsaki-undersøgelse, hvor forskere har fulgt 43.000 japanere mellem 40 og 70 år over en periode på syv år, viser en klar sammenhæng mellem dødelighed og fravær af ikigai.

Vestlige undersøgelser har allerede vist en sammenhæng mellem dødelighed og for eksempel håbløshed eller et negativt syn på egen sundhedstilstand. I japansk kultur er ikigai den mest almene indikator for personligt velvære. Men det har en bredere betydning end rent psykologiske faktorer, fordi det også dækker den enkeltes bevidsthed om at have et mål med livet, konkluderer forskerne, som blev ledet af Toshimasa Sone fra det medicinske fakultet ved Tohoku Universitet i Sendai i det nordlige Japan.

I praksis betyder det, at Japan plejer de ældre borgeres muligheder for at skabe indhold i tilværelsen, ikke mindst ved at skabe muligheder for at engagere sig i frivilligt arbejde til gavn for fællesskabet.

Især kommunerne opretter frivilligcentre og andre institutioner, der kan matche de ældres ønsker og evner med behov i det virkelige liv. De ældre har aldrig været så aktive som nu, men det er også en nødvendighed, når fire ud af 10 japanere snart vil være over 65 år, konstaterer Kunio Mizuta, leder af International Longevity Center i Tokyo, der bidrager til udviklingen af fremtidens aldrende samfund.

De såkaldte Silver Ressources Centre (Sølvets ressourcecentre), hvor pensionister kan begynde et nyt arbejdsliv på et mindre konkurrencepræget arbejdsmarked, skal derfor ikke kun give pensionisterne et tiltrængt tilskud til en utilstrækkelig pension og sikre, at det japanske samfund kan løfte ældrebyrden. De skal også give de ældre et nyt ikigai.

Også plejen af de allerældste hviler på nødvendigheden af at udvikle hver enkelts ikigai.

Tesshu Shaku er buddhistisk munk i en forstad til byen Osaka og en af Japans mere kendte skribenter. Hans tempel driver et ældrehjem for demente, og ikigai indgår naturligt i ældrehjemmets plejestrategi.

Vores beboere skal leve i gode og sikre omgivelser og have god pleje. Men de skal også føle glæde ved tilværelsen. Vi har mange frivillige hjælpere, der kommer og laver aktiviteter, hver enkelt beboer finder glæde ved. Det kan være japansk kalligrafi eller bare samtale. Ofte er disse frivillige selv pensionister, der finder glæde og mening med livet ved at komme her og hjælpe andre, siger Tesshu Shaku.

I hans øjne er ikigai uløseligt forbundet med fællesskabet.

Man kan ikke finde livsmening alene, kun i fællesskabet med andre. Ikigai går ikke ud på at søge sin egen lykke, og i den forstand er det japanske koncept i strid med den vestlige humanisme. I en buddhistisk sammenhæng vil man sige, at man nærmer sig ikigai, når man tænker mindre og mindre over sin egen lykke og i stedet glæder sig over hverdagen og over at være i live, siger Tesshu Shaku.

Men med den økonomiske vækst og den modernisering i ekspresfart, som Japan gennemgik efter Anden Verdenskrig, er ikigai især for mænd blevet identisk med social opstigning, penge og succes.

Måske er det derfor, der tales så meget om ikigai for tiden. Fordi vi har mistet det, i hvert fald i dets oprindelige betydning. Vi ved ikke længere, hvad det er, siger Tesshu Shaku.

Den amerikanske antropolog Gordon Matthews har analyseret det japanske ikigai-koncept med vestlige briller, og han peger på, at Japan som de vestlige samfund er blevet mere individualistisk præget i løbet af det seneste århundrede.

Fra at handle om at tjene fællesskabet er ikigai i stigende grad blevet et spørgsmål om selvrealisering. Men det er stadig typisk for Japan, at man opnår denne selvrealisering ved at tjene fællesskabet, uanset om det er virksomheden eller familien, skriver han i bogen Pursuits of Happiness (Stræben efter lykke).

I virkeligheden er der meget få kilder til ikigai i den moderne verden: arbejde, familie, religion, kreativ skabelse og nationen. Det italesættes bare forskelligt i forskellige kulturer, mener Gordon Matthews.