Den evige toer blev valgets treer, men slutter som etter. Sådan opsummerede Svenska Dagbladets kommentator Henrik Torehammar forleden Ulf Kristerssons karriere.
Det har altid været lige ved og næsten i 58-årige Kristerssons politiske liv. For 30 år siden tabte han kampen om formandsposten i Moderaternes ungdomsparti, siden har han stået på spring til tunge embeder, men er altid blevet valgt fra til sidst.
Ved søndagens svenske rigsdagsvalg så det længe ud til, at Kristersson ville lide endnu et nederlag. Ikke nok med, at han måtte se sig overhalet af Sverigedemokraterne som højrefløjens største parti, statsministerposten så også ud til at gå til Socialdemokraternes Magdalena Andersson. Pludselig var Kristersson reduceret til svensk politiks nummer tre.
Men klokken 22.50 skete der noget. Efter at centrum-venstre havde ført snævert i aftenens exitpolls, vendte det hele, da valgmyndighedens foreløbige resultat lå klar: 175 mod 174 mandater i højrefløjens favør. Siden voksede den til 176 mod 173, og Ulf Kristersson var pludselig svensk politiks nummer et.
Onsdag aften blev den borgerlige lejrs sejr officiel, og nu ruller de svære forhandlinger mellem fire ganske forskellige partier på højrefløjen. Selvom Ulf Kristerssons Moderaterne ikke længere er størst blandt de fire partier til højre for midten, er han ikke desto mindre den eneste af de fire partiledere, som er i stand til at samle de tre andre bag sig. Men hvem er manden, der med al sandsynlighed skal lede Sverige de kommende fire år?
Han blev født i skånske Lund, voksede op i Eskilstuna en time fra Stockholm og uddannede sig siden til civiløkonom i Uppsala. Familiebaggrunden var øvre middelklasse, og siden sin gymnasietid har Ulf Kristersson været engageret i Moderaterne, Sveriges borgerligt-liberale parti.
Han entrerede Rigsdagen som suppleant i 1991, siden har han været både socialborgmester i Stockholm, socialforsikringsminister fra 2010 til 2014, og siden 2017 leder af Moderaterne. Undervejs har han udgivet bogen "Non-working generation" (generationen, der ikke arbejder), hvori han går i rette med den svenske model og velfærdssamfund, som han sammenligner med apartheid.
Brød sine løfter
Ulf Kristersson tog over som formand for Moderaterne efter Anna Kinberg Batra. Hun havde forsigtigt åbnet for, at Moderaterne i fremtiden kunne indgå politiske aftaler med Sverigedemokraterne på områder, hvor man var enige. Dét faldt ikke i god jord hos det borgerlige Sverige, hvor partiet fra den yderste højrefløj stadig blev betragtet som en politisk paria.
”Jeg har ikke tænkt mig at samtale, forhandle eller indgå kompromiser med Sverigedemokraterne,” fastslog Kristersson, da han overtog partilederskabet.
Et løfte, partilederen ifølge Dagens Nyheter gentog over for den svenske holocaust-overlever Hédi Fried før valget i 2018.
Nu har Ulf Kristersson imidlertid lukket Sverigedemokraterne ind i den parlamentariske varme. Et historisk nybrud i svensk politik, men også en beslutning, som vil definere Kristerssons eftermæle.
”I sit forsøg på at få magten har borgerligheden valgt at opgive sin sjæl,” skrev den liberale avis Dagens Nyheter på lederplads kort før valget.
”Ulf Kristersson er en taber, uanset hvad han gør,” supplerede Per Svensson sammesteds et par dage tidligere.
I begyndelsen af 1990’erne argumenterede Ulf Kristersson som fremtrædende ungdomspolitiker for åbne grænser og fri indvandring, påminder Svensson, der er forhenværende politisk redaktør og nuværende klummeskribent.
Men siden har den bestandige toer i svensk politik undergået en opsigtsvækkende forvandling. I en kombination af forbitrelse og opportunisme vil Kristersson ”gå over i historien som den borgerlige politiker, der som følge af egne magtambitioner åbnede døren for den ekskluderende højrenationalisme”.
Behov for håb
De dystre forudsigelser fra Sveriges svar på Politiken er muligvis overdrevne. Men sikkert er det, at måling efter måling har fastslået, at Ulf Kristersson langtfra er blandt de mest populære partiledere i Sverige. Heller ikke som statsminister var han foretrukket.
Alligevel sidder han nu for bordenden og skal under massivt tidspres forsøge at stable en funktionsdygtig regering på benene bestående af fire partier, som ideologisk er meget langt fra hinanden. Det bliver svært. Endnu sværere bliver opgaven som hele Sveriges statsminister.
Den beskidte valgkamp afslørede en dyb splittelse i et land, som Kristersson nu skal forsøge at hele efter bedste evne. Ellers bliver den kommende tids Nato-forhandlinger, energikrise, EU-formandskab, inflation og bandeproblemer svære at overkomme. Om ikke umulige.
”Derfor er det mit budskab, at jeg vil samle – og ikke splitte. Jeg vil søge det, som forener, men også respektere reelle meningsforskelle. Jeg vil indgyde håb,” sagde Ulf Kristersson i onsdags.
Det bliver der brug for.