Heidegger: Bjergbonden, der spurgte til teknikkens væsen

Martin Heidegger (1889-1976) hyldes i dag som profet for den moderne bæredygtighedstanke og kritiker af det højteknologiske samfund. Det er nu 60 år siden, han holdt sit epokegørende foredrag om teknikkens væsen. Men filosoffens tid som nazist sår stadig tvivl om hans berettigelse

Heidegger, Martin Philosopher, Messkirch in Baden 26.9.1889-Freiburg in Breisgau 26.5.1976. Portrait photo, c.1950 (Fritz Eschen).
Heidegger, Martin Philosopher, Messkirch in Baden 26.9.1889-Freiburg in Breisgau 26.5.1976. Portrait photo, c.1950 (Fritz Eschen). Foto: .

Vi taler om en mand, der rask væk opfandt sine egne begreber for eksempel kastethed og vedhåndenhed. En mand, der undertiden levede i en afsondret bjerghytte og yndede at forelæse i tyrolerhat og knæbukser. Og så var han en overgang medlem af det tyske naziparti.

Havde man kun hørt disse facts om den tyske filosof Martin Heidegger, ville man nok også undre sig, hvis man var mødt op foran Münchens tekniske højskole en dag i november 1953.

For her stod folk i kø for at komme ind og høre ham tale om Spørgsmålet om teknikken. I alt 3000 mennesker var mødt op. De, der ikke var plads til, måtte følge med i tilstødende auditorier, hvortil filosoffens to timer lange tale blev transmitteret via højttalere. Da han lagde sit papir fra sig, modtog han stående ovationer.

Snart er det 60 år siden, Heidegger bragte sine tanker om menneskets forhold til teknikken på banen i München, og i den anledning udkommer jubilæumsskriftet Nye spørgsmål om teknikken. Heri giver 22 danske filosoffer og videnskabsteoretikere deres bud på, hvorfor vi bør lytte til Heidegger dengang som nu. Én af bidragyderne er Søren Riis, lektor i filosofi og videnskabsteori ved Roskilde Universitet. Han er ikke i tvivl om, at der var dukket lige så mange op, hvis Heidegger havde været i live og forelæst i dag:

Vi befinder os i en tid, hvor vi i stigende grad tænker over, hvor det er, vi bevæger os hen. Finanskrisen og klimaforandringerne har skabt en større ydmyghed over for den verden, vi bebor. Vi begynder at tænke i bæredygtighed, naturbevarelse og leder i stigende grad efter ting, der giver tilværelsen mening ud over penge. Ligesom vi gør i dag, spurgte Heidegger ind til, hvad er det for en verden, vi med teknologien har skabt, forklarer han.

LÆS OGSÅ: Vi ser først vores smartphone rigtigt, når den går i stykker

Martin Heidegger gjorde sin entré på den filosofiske verdensscene i 1927 med værket Væren og tid, med én altdominerende agenda: at undersøge det mest abstrakte og samtidigt mest basale, nemlig hvad væren er. Hvad vil det sige, at noget er til? Og hvad er det for en metafysik, der gør, at vi opfatter verden og det værende, som vi gør?

I Spørgsmålet om teknikken, der faktisk for størstedelens vedkommende blev skrevet i 1949, men først slog igennem efter foredraget i München, advarede Heidegger mod den på det tidspunkt fremadstormende, teknologiske udvikling i Tyskland. Han så atombomben, de voksende brunkulsminer og vandkraftværkerne, der omdannede landets brune floder til elektricitet, som eksempler på, at naturen i højere og højere grad var ved at blive en ressource for civilisationen. Han forudså ikke, at verdens byer i 2013 ville være oplyst af neon. Eller at små børn ville kunne manøvrere en computer. Men han havde en klar idé om, at man burde holde et vågent øje med teknikken, forklarer Søren Riis:

Heidegger spørger ind til den tekniske tænkemåde. Hvad er det, der får os til at fremstille en simpel ting som en hammer? Det er tanken om et formål, at hammeren kan løse en opgave for os. Vi bliver derved beregnende hvordan kan vi lettere få løst endnu flere opgaver? Den måde at se verden på som noget instrumentelt, som en ressource for os ser han allerede kimen til i det antikke Grækenland og hos de første filosoffer som Platon og Aristoteles idéer, hvorpå hele vores vestlige civilisation bygger.

Hos Heidegger bliver den yderste konsekvens af den græske antikke filosofi til den yderste teknologisering af civilisationen, forklarer han.Vi indlejres, ifølge ham, i et system af instrumentel tænkning, vi ikke kan slippe fri af. Vi tror, at vi får mere og mere kontrol over verden med teknikken. Men i virkeligheden er det en udvikling, der kører stadig mere autonomt. Og det, mener Heidegger, er farligt. Der er han én af profeterne og forudså, at teknikken ville accelerere og sætte dagsordenen for fremtiden, siger Søren Riis.

Men hvem var mennesket Martin Heidegger egentlig selv? Og kan vi stole på hans tanker i en sådan grad, at vi kan gøre ham til et forbillede i dag? Der er nemlig et aberdabei ved filosoffen, som har frustreret såvel Heideggers egne elever som de mennesker, der har læst hans tekster i eftertiden: Han meldte sig ind i det tyske nazistparti i 1933, 10 dage efter at være blevet rektor på universitetet i Freiburg. Han meldte sig først ud igen efter krigen og har aldrig givet en officiel undskyldning for tilknytningen.

Men i et interview med det tyske magasin Der Spiegel i 1966 anfører han, at han blot ville forhindre, at universitetet blev overtaget fuldstændig af nazisterne, og derfor forsøgte at samarbejde med dem.

Søren Gosvig Olesen, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet, har selv beskæftiget sig med Heideggers liv og tænkning siden 1970erne. Ifølge ham er filosoffen en helt og aldeles fast del af pensummet på alle filosofiuddannelserne i dag på linje med giganter som Aristoteles, Descartes og Kant. Samtidig har han en popularitet, der gør at over halvdelen af de studerende ville læse ham af lyst alligevel.

Han er et geni ligesom Mozart eller Einstein. Og det vækker selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorfor han så kunne være så fuldkommen tåbelig politisk. Det viser, at genier ikke har nøglen til deres egen genialitet. Når H.C. Andersen skriver et eventyr, har han ikke set alle de mulige fortolkninger af det eventyr, for eksempel Nattergalen, komme. At han skrev geniale eventyr, betyder ikke, at han selv kunne forklare, hvorfor han gjorde det sådan.

Man er selv ansvarlig for sin læsning. Hvis man ikke kan se andet i Heidegger, end at han var en gammel nazist, så har man læst ham ret dårligt, siger Søren Gosvig Olesen.

Men sådan kan man ikke skille filosofi og liv ad," mener Leif Bork Hansen, tidligere sognepræst, asylaktivist og Kierkegaard-entusiast.

Han læste Heidegger i tre semestre under sit teologistudium i 1960erne og har senere i livet holdt foredrag om Kierkegaards rolle i Heideggers tænkning.

Heidegger tog et opgør med teknikken, som er spændende. Men der var altså et langt vigtigere opgør, han burde have taget det med nazismen. Jeg vil sige det sådan her: Hvis der kommer en ny Heidegger-bølge, så håber jeg, den lander rigtigt. Han ønsker at bringe os tilbage før teknikken og mener, at vi skal have et mere oprindeligt forhold til tingene. Jeg mener, vi skal have et mere oprindeligt forhold til hinanden. Den oprindelighed, han søger, er heller ikke ufarlig.

Heidegger brugte store mængder tid i en isoleret bjerghytte på Todtnauberg i Schwarzwald, han selv havde ladet bygge. Her skrev han hovedværket Væren og tid og yndede at vandre i naturen. Samtidig dyrkede han nationalromantiske tanker, hvori han kredser om den hjemlige jord som særligt frugtbar og her er forbindelsen mellem hans tænkning og politiske ståsted, mener Leif Bork Hansen.

I Væren og tid skriver han, at menneskets dasein, dets væren, er knyttet til stedet. Det går igen i nazisternes tanke om Blut und boden at vi er bundne til den jord, vi er født på. Og det, synes jeg, vi for nylig har set ikke fungerer med Anders Breivik og hans tanker om Norge, siger Leif Bork Hansen.

Én, der tog en slags opgør med Heidegger, var hans tidligere studerende og elskerinde, den jødiske filosof Hannah Arendt (1906-1975), der måtte emigrere fra Frankrig i 1933 og flygte videre til USA, da krigen kom. Hun rapporterede siden fra retssagen mod den højtstående SS-officer Adolf Eichmann i Jerusalem. Alligevel fastholdt hun et kærligt blik på sin tidligere læremester og beskrev senere Heideggers liv på Todtnauberg som et musehul, han har trukket sig tilbage til, fordi han med rette kun behøver se mennesker, som fulde af beundring valfarter til ham.

Og vi bør kunne se ud over hans politiske ståsted, mener Søren Gosvig.

Hvert tiende år er der én eller anden, der får succes med en bog om Heideggers nazisme. Men hvis man mener, nazismen spiller en større rolle, mangler man at forklare, hvorfor han kunne have så mange elever i modstandsbevægelsen, på venstrefløjen og blandt jøder. Det er da mærkeligt. Platon var rådgiver for en tyran, som torterede fanger i sin kælder og havde et anlæg, så han kunne høre deres skrig i sit værelse. Hvad er Platon så værd, kunne vi spørge?.

I dag oversættes Heideggers værker, breve og notater på et kringlet tysk verden over til japansk, kinesisk og engelsk. Og også i Danmark har oversætterne arbejdet på højtryk de senere år for at følge med interessen. I februar udkom Hvad vil tænkning sige fra 1967 og markerer, at nu er de fleste af filosoffens større værker oversat til dansk. For de oversættere, filosoffer og andre fortolkere, der arbejder med Heidegger, vil spørgsmålet om hans nazisme blive ved med at rumle. Søren Riis mener, at der i lige netop Spørgsmålet om teknikken er et hint til Heideggers reelle holdning:

Det sammenhængende netværk af moderne teknologier, nazisterne havde til rådighed i form af fly, jernbane, infrastruktur, kampvogne, maskingeværer og kemiske våben, gjorde dem i stand til at arbejde med en helt anden effektivitet, end det hidtil havde været muligt. Den maskinelle koldblodighed, der kendetegner bødlerne i udryddelseslejrene som en slags samvittighedsløse funktionærer i en stor krigsmaskine, er det, vi kan bruge Heideggers teknologikritik til at forstå. Hvis man tænker nøje efter, kan teknologikritikken forstås som et ganske konsekvent opgør med nazismen, siger han.

Selve den racehygiejne, som fandt sted under Anden Verdenskrig, en opgave, nazisterne brugte teknikken til at løse, er heller ikke væk i dag, påpeger Søren Riis.For hvor små skavanker vil vi bortabortere fostre? Vil vi kunne designe vores børn ud fra arveanlæg, der gør dem ekstra stærke eller begavede? Er der ikke en form for racehygiejne indbygget i den moderne teknologi? En overlæge sagde på et tidspunkt for nylig, at nu har vi snart fået udryddet Downs syndrom. Men hvor ekstremt et udsagn er det egentlig? Vil vi udnytte vores viden til at rengøre racen for alkoholisme? Det er spørgsmål, der med sikkerhed kan forbindes med Heideggers kritik af teknologien. Teknologien er en motor, der driver os til den udvikling, hvor vi kalkulerer alt. Hvad har vi som bolværk mod den form for tænkning? Hvordan kan vi sikre, at det ikke kommer derud, hvor alt bliver til ressourcer for en stor vækst- eller krigsmaskine? Det er kernebudskabet i teknologikritikken. Og deri ligger også hans kritik af nazismen.

Med teknikken har vi ifølge Heidegger tilsyneladende skabt et monster, der leder hele vejen op til nutidens højteknologiserede samfund. Men hvis man tager hans ord for gode varer, hvad kan vi som enkeltpersoner så gøre ved det?

I stedet for at tiljuble opfinderen af iPhonen og iPaden, Apple-grundlæggeren Steve Jobs, fordi han gør vores hverdag lettere, kunne vi måske have glæde af at spørge lidt mere ind til, hvad iPhonen egentlig er for en dims. Det ville i hvert fald være Heideggers forsvar mod den totale teknokratisering, mener Søren Riis.

De sidste nye innovationer er det, vi tiljubler i dag. Og de, der fremstiller teknologien, stiller ofte heller ikke spørgsmålstegn ved den. Bolværket mod det totalt kalkulerede, højteknologiske samfund ligger ifølge Heidegger i at stille kritiske spørgsmål. Fordi vi ser en fare, besinder os og dermed indretter vores liv på en måde, som kan styrke bolværket. I tiden er der nogle tegn på, at vi begynder at tænke anderledes. Bære-dygtighedstænkningen, for eksempel. Er det, at nogle flytter på landet og bliver selvforsynende, selvom det er enormt besværligt, et tegn på en besindelse? At nogle sætter tempoet ned, fordi de ellers får stress? Eller søger at indrette deres tilværelse, så kærlighed, venskab og den enkelte begivenhed i nuet sættes højest? Måske, siger Søren Riis.