Hele USA’s joviale onkel er havnet i MeToo-problemer

Et opgør om grænsen mellem elskværdig og lummer truer demokraten Joe Bidens mulige kandidatur til præsidentvalget i 2020

”Politik for mig har altid handlet om at indgå forbindelser, men jeg vil være mere opmærksom i fremtiden på at respektere privatzonen,” siger Joe Biden i en video om anklagerne fra flere kvinder. –
”Politik for mig har altid handlet om at indgå forbindelser, men jeg vil være mere opmærksom i fremtiden på at respektere privatzonen,” siger Joe Biden i en video om anklagerne fra flere kvinder. – . Foto: Joe Biden Handout/Reuters/Ritzau Scanpix.

Joe Bidens tendens til at kramme og lægge sine hænder på både kvinder og mænd, ældre såvel som yngre, har i årtier givet ham status som hele USA’s joviale og elskværdige onkel. Men MeToo-æraens nye optegning af grænserne for acceptabel adfærd truer nu med at spænde ben for den folkekære tidligere vicepræsidents ventede bekendtgørelse af, at han stiller op i det demokratiske opgør om at blive partiets præsidentkandidat i 2020.

Flere kvinder har i løbet af de seneste dage beskyldt den 76-årige politiker for at have gjort dem utilpasse med sine berøringer, og sent onsdag dansk tid udsendte Biden en video, hvori han forholder sig til kritikken, men undlader at komme med en undskyldning.

”De sociale normer er begyndt at ændre sig, og grænserne for at beskytte intimsfæren er blevet draget på ny, og jeg forstår det. Jeg hører, hvad disse kvinder siger,” siger han i videoen.

Den første kvinde, der rettede en anklagende finger mod Biden, er den demokratiske lokalpolitiker Lucy Flores. Hun skriver i et essay i magasinet New York Magazine, at hun følte sig ”forlegen, ækel og forvirret”, da Joe Biden under et valgmøde i 2014 stak sin næse ind i hendes hår og kyssede hende på baghovedet. Derpå meldte en anden kvinde sig og fortalte, at Biden i 2009 havde gnubbet sin næse mod hendes under et valgmøde. Og senest er fem andre kvinder stået frem i aviserne New York Times og Washington Post med histo-rier om, hvordan Joe Biden har krænket deres intimsfære. Alle hændelserne er sket i offentlige rum, og ingen af kvinderne beskylder Joe Biden for at have forgrebet sig på dem seksuelt.

Anklagerne mod Joe Biden splitter amerikanerne. Mens nogle mener, at han som politiker af den gamle skole bør få et fripas, siger andre, at anklagerne imod ham beviser, at han er uegnet til at repræsentere sit parti i den moderne tidsalder.

”Jeg hører hele tiden: ’Jamen, han er en ældre mand, og det er en generationsting’. Men en af de ting, som han vil stå over for som kandidat, er et generationsspørgsmål,” siger Debbie Walsh, direktør for centeret for amerikanske kvinder og politik ved Rutgers University, til nyheds-bureauet AP.

Blandt Bidens forsvarere er skuespillerinden og kvindeaktivisten Alyssa Milano, der var med til at gøre MeToo- bevægelsen til et socialt mediefænomen.

”Jeg mener, at Joe Bidens hensigt aldrig har været at gøre nogen utilpasse, og at hans godhjertede, empatiske lederskab er det, som vort land behøver, Særligt nu,” skriver hun på Twitter.

Joe Biden er ikke den første amerikanske politiker, der strør om sig med omfavnelser og berøringer. Men ingen har gjort det til et varemærke i samme grad som den tidligere senator og vicepræsident, som bærer følelserne uden på tøjet, og som er tydeligt formet af sine personlige tragedier.

I 1972 blev han enkemand, da hans hustru og lille datter omkom i en trafikulykke, og for fire år siden døde hans ældste søn af en hjernetumor. I videoen lægger han vægt på den rolle, som personlig kontakt har spillet i hans politiske karriere.

”I betragtning af, hvad jeg har været igennem, og de ting, jeg er stået over for, har jeg igennem årene opdaget, at massevis, hvis ikke hundredvis, af mennesker er kommet op til mig og har rakt ud for at få trøst og medfølelse – et eller andet, hvad som helst, som kan hjælpe dem igennem den tragedie, som de gennemgår. Det er bare den, jeg er. Jeg har aldrig tænkt på politik som værende kold og antiseptisk,” siger Joe Biden.

Det ventes, at Joe Biden bekendtgør, om han stiller op som præsidentkandidat senere i denne måned. Foreløbig har 15 andre demokrater meldt sig på banen, og som den mest midtsøgende og kendte af de mulige præsidentkandidater har han indtil nu været favorit til at vinde Demokraternes primærvalg, men de nye anklager kan stække hans vinderchancer.