Prøv avisen

Helvede findes på Paradisvej i Raqqa – se video fra IS' daværende højborg

Det er her mindre end en time siden, Mohammed Jazim er vendt tilbage til Raqqa for første gang i over to et halvt år, men Paradisvej, hvor han er født, boede og havde flere butikker, ligner i dag mest noget fra Helvede, må han trist konstatere. – Alle fotos: Thea Pedersen.

I tre år var Raqqa i Syrien epicentret af ondskab. I fire måneder en komplet krigszone. Tre måneder efter befrielsen af Raqqa ligger Islamisk Stats tidligere hovedstad stadig hen som et åbent kraniebrud og en levende begravelsesplads med dødsfælder overalt

Det er mindre end en time siden, at han er vendt tilbage for at tilse sine butikker, sit barndomshjem, alt, hvad han ejer, men her midt i byens engang pulserende markedskvarter al-Firdous står han nu efterladt med blanke øjne. For første gang i to år og otte måneder har Mohammed Jazim fået vished for præcis det, han frygtede, men kun vidste alt for godt i forvejen. Der er intet tilbage.

”Du kan spørge manden der. Jeg har ikke bestilt andet end at tørre mine tårer bort. Se selv, hvordan her ser ud… En, to, tre, alle mine huse. Og to længere nede ad gaden. De er væk. Alt er ødelagt,” siger Mohammed Jazim udmattet, mens han slår ud med armene – magtesløs over det syn, der har mødt ham.

Huset, hvor han blev født, det, der engang var hans levebrød af et supermarked, det, der engang var hans tobaksforretning. I dag sønderbombet til ukendelighed. Forvandlet til grå ruinmasser. Pulveriseret til støv og sten.

Kristeligt Dagblad står i Raqqa. Indtil for knap tre måneder siden Islamisk Stats de facto-hovedstad i Syrien; en by, hvor ikke kun jihadisterne, men selve dommedag synes at være kommet forbi, og hvor vi netop har mødt Mohammed Jazim midt på Paradisvej, som al-Firdous så ironisk betyder. For her minder mest af alt om Helvede på jord.

”Engang var gaden lige så travl som al-Hamidiya Souk (Syriens største marked i Damaskus, red.). Der var folk overalt indtil klokken et om natten. Nu er der ingen tilbage. 80 procent af dem, der boede her, er dræbt. De fleste på grund af luftangrebene. Kun fire eller fem familier fra denne gade har overlevet,” erklærer 44-årige Mohammed Jazim stille.

Det var i disse gader, at Islamisk Stats korstog af frygt og fanatisme, had, henrettelser og hellig krig tog over for tre år siden. Det er her på Paradisvej, at nogle af de mest intense kampe har udspillet sig, og ifølge Mohammed Jazim var det i disse gader, at især højtstående IS-krigere slog sig ned.

”Kunne de lide huset, hev de familierne ud og flyttede selv ind,” siger han og forklarer, hvordan han i 2015 selv blev anholdt, fik en bøde og sendt i ”eksil”, fordi han solgte cigaretter og var kurder.

Denne formiddag er Mohammed Jazim lige ankommet fra byen Hazima, hvor han siden har boet med sin familie, blot for at konstatere, at Paradisvej ikke længere findes.

”Jeg har ingen ord. Der er intet tilbage i mit hjerte. Jeg har kun gud,” siger han og trækker opgivende på de tunge skuldre.

Den samme gud, som IS har tilbedt?

”Nej, nej, nej. IS kender ikke gud, de kender ikke profeten eller sunna (islamisk levevis, red.). De lader som om, men de er afsporede. Hvis de kendte vores religion, ville de aldrig have gjort det her,” siger han.

Måske er det ikke tilfældigt, at IS’ pinger i sin tid indtog Paradisvej. I islam er al-Firdous nemlig den allerhelligste have, man kan stræbe efter i Jennah, paradiset, men overalt, hvor man bevæger sig hen i reminiscenserne af Raqqas rædselsregime, lugter islamisternes guddommelige gader i dag kun langt væk af latent frygt, total destruktion og død – også bogstavelig talt.

”Hvis du går derop, kan du lugte dem. Islam kræver, at vi finder ofrene og får dem begravet, rigtigt. Så vi startede med at grave, lige så snart vi kom tilbage,” fortæller 31-årige Husam, som ikke vil have sit efternavn i avisen.

Kun 20 meter længere nede af Paradisvejs grå udefinerlige masser af murbrokker hiver han efter vejret. Sammen med en gruppe mænd iført masker for næse og mund og hjulpet af en gravemaskine arbejder de på højtryk – imod tiden – for at finde de døde under et kollapset hus. Engang et hjem, men for ikke længe siden en sand dødsfælde for de civile, som IS udvalgte til levende skjolde.

Daesh (arabisk forkortelse for Islamisk Stat, red.) samlede en masse civile her og dannede en cirkel omkring sig for at beskytte sig selv,” siger han på flydende engelsk.

Igennem den seneste uge har Husam forsøgt at redde de jordiske rester af sin familie. For et par dage siden fandt han to af dem, forvandlet til tavse, forrådnede og maste vidnesbyrd over krigens rædsler. Med ”guds hjælp” ligger de resterende seks stadig tilbage.

Husam er uddannet arkitekt, men under IS levede han af at sælge børnetøj, indtil situationen kun efterlod ham en mulighed; at flygte i båd over Eufrat-floden en tidlig juli-morgen med sin højgravide kone, sin far og to mindre søskende.

”Lad mig sige dig en ting. Ingen her støttede IS. Alle hadede dem. De er ikke mennesker. De er monstre. Der var ingen retfærdighed til her. Du kan selv se. Alt det her skyldes IS,” slår han fast og afslår i næste nu at stille op til et foto.

”Pludselig kan regimet anklage dig for at være spion,” uddyber han og taler ironisk nok ikke om det styre, der lige er blevet nedkæmpet, men det, der stadig eksisterer, og hvor præsidenten hedder Bashar al-Assad.

Det er 25 dage siden, Husam vendte tilbage til Paradisvej og det, der mest af alt minder om et åbent kraniebrud af en by, jo længere vi bevæger os gennem labyrinter af konstant ødelæggelse – og jo dybere ned i mørket vi kommer.

For det er i kælderen under et af Raqqas mest uhyggelige monumenter, at byens kuldegysende ro særligt rammer. Blot få minutters mennesketom kørsel fra Paradisvej ligger byens fodboldstadion; et brændemærke i byens centrum efter Islamisk Stats styre. Det Sorte Stadion. Navnet stammer fra før, IS kom til, og skyldes angiveligt stedets konstruktion, men med jihadisternes indtog i 2014 fik det en langt mere bogstavelig og dyster betydning.

Det var nemlig ikke kun her, IS siges at have udtænkt og planlagt terrorangreb på Vesten. Det var også her, at jihadisterne i timerne inden, at byen blev befriet den 17. oktober sidste år, forskansede sig bag rækker af sandsække og flygtede ned i én meter brede og kilometer lange tunneler, der stadig snor sig under jorden, og hvor levnene fra de sidste intense kampe stadig er nærværende.

De kolde gange flyder med patronhylstre og gennemhullede skydeskiver. I en korridor ligger der massevis af dokumenter med Islamisk Stats logo. Det er alt fra ægteskabskontrakter til løsladelsesblanketter for dem, der rent faktisk slap fri efter udstået straf, men der ligger også tykke blokke af blanke sider klar til at blive udfyldt af den lokale emir med dommen over, hvordan straffen på de enkelte fanger skal fuldføres.

I årevis blev Det Sorte Stadion ikke kun brugt som fængsel, men som reelt torturkammer. Banale træningsmaskiner blev omdannet til torturinstrumenter. Tidligere toiletter og omklædningsrum blev forvandlet til celler, der i dag står som tavse huller på række uden skyggen af dagslys, nogle afgrænset af jerngitre, andre med tykke uigennemtrængelige jerndøre. Det var her, at hundredvis af Raqqas borgere og kalifatets forrædere, formentligt kvindelige sexslaver og muligvis vestlige fanger, i bedste fald afsonede deres straf, i værste fald blev henrettet eller slet og ret forsvandt. Og mens gulvene siger ét, taler væggene i det underjordiske fængsel et andet uhyggeligt sprog.

”Læser du dette, er der fire hovedårsager til, at du er her: 1. Du begik forbrydelsen og blev taget på fersk gerning. 2. Brug af Twitter og gps! Eller har haft gps slået til, mens mobilen var tændt. 3. Uploadet videoer og fotos fra en ubeskyttet internet-kilde, hvilket din emir skal give tilladelse til, men som du ikke fik. 4. En mistænkt! Fra gaden. Politiet har en god grund til dette!”, står der på engelsk på en væg i et større rum.

Som en påmindelse eller retfærdiggørelse af opholdet i kælderen, hvor IS- krigere og andre tilhængere har skrabet alt fra gruppens flag til koranvers og navne ind i cementen. De gennemhullede mure er et rystende vidnesbyrd om alle dem, der har været her. Navne, datoer, ankomst og exit; russiske, franske og arabiske afsendere.

”Abu Maria, Abou Karam – Fr., Zejd el Bosni. 88 dage. 116 dage. 113 dage,” står der indgraveret på en mur.

”Vær tålmodig. Vær tålmodig. Vær tålmodig,” står der med kuglepen på en anden.

I en klaustrofobisk celle har en fange forsøgt at holde trit med sine daglige øvelser af arm- og mavebøjninger, men noget tyder på, at besøget blev kort. Fem møjsommelige lige streger sat under en hvid kridtsætning med ordene ”Legs 50”. Fem noteret under ”Push Ups 50”. Seks under ”Abs 50”. Mere blev det angiveligt ikke til end dette antal ben-, arm- og maveøvelser.

Men én ting er de rædsler, jihadisterne gjorde til en del af hverdagen, da de havde magten i deres de facto-hovedstad, som på Naim Square, pladsen, de færreste kender af navn, men alle har set IS bruge som offentlig henrettelsesplads, hvor de skrupelløst har halshugget enhver fjende og poseret på selfies med de vantros hoveder for til sidst at spidde dem på det jernhegn, der fortsat omkranser pladsen. I dag er pladsen en blanding af en uhyggelig brandtomt og en stille kontrolpost, hvor alle bliver tjekket for ID og ærinder i byen.

Noget andet er det dødelige visitkort, islamisterne har efterladt overladt, og som hver eneste dag fortsat koster menneskeliv i Raqqa, selvom krigen for længst er forbi.

”150 personer på to måneder. Bare siden befrielsen. Men tallet kan sagtens være højere, for vi ser jo ikke alle ofrene her,” konstaterer dr. Arkif på et af Raqqas få og yderst beskedne felthospitaler i bydelen al-Meshlab.

Det er IS’ potente dødsfælder, han taler om. Tusindvis af landminer, lure-miner, ueksploderede sprængladninger og mortergranater, der ligger og venter på deres næste offer i byens huse, i folks forretninger, ved børnenes skolebænke, midt på gaderne og selv på begravelsespladser. Islamisk Stats tidligere hovedstad er med andre ord ét stort minefelt. Alene i kvarterets genåbnede skole fandt mineryddere op mod 21 skjulte miner.

”Folk mister benene. De får skader i hovedet fra fragmenterne. Minerne udløses, når de åbner dørene, når de kigger sig i spejlet eller træder på fliserne. Folk vil jo tilbage til deres huse. De vil hente deres ejendele, se til deres hjem og forretninger. De lytter ikke til advarslen, så de går ind, selvom det er de rene dødsfælder,” siger han.

”I går var der fire sårede og to dræbte. Sådan er det hver dag – kun på grund af miner,” forklarer lægen om byens nye virkelighed.

Et befriet Raqqa, men i dag et mindst lige så farligt Raqqa, som da islamisterne boede her.

Det er blevet en levende begravelsesplads, et sort hul, hvor al teknologisk kommunikation er ikke-eksisterende, og hvor en bizar vekselvirkning mellem hverdag og krig, liv og død eksisterer. Som når en kebabsælger har slået sig ned på et gadehjørne kun to meter fra en ueksploderet mortergranat. Som når et mineoffer ankommer til en akutklinik på det ene gadehjørne, og en kvinde kører af sted med et køleskab på en trillebør på det andet.

Eller som da vi rundede pladsen ved byens ikoniske klokketårn omringet af udbombede hjem, udbrændte biler og forladte butikker, og blev vinket an af 47-årige Hassan, der kun ville fortælle sit fornavn. Bag en interimistisk kiosk sælger han ikke kun noget, der for tre måneder siden var helt utænkeligt; bunker af cigaretter, men midt i dette ”Ground Zero” insisterer han også på det lidet troværdige udsagn om, at alt er godt igen.

”Nu kan vi frit bevæge os ind og ud af byen. Så alt er fint. Jeg er født i Raqqa, og jeg vil dø i Raqqa,” forsikrer Hassan, der vendte hjem for blot en måned siden og udgør præcis de små lommer af tiltrængt liv, der sporadisk dukker op.

Som når kilometer af pulveriserede boligblokke får en til at føle lettelse over pludselig at spotte en farverig grøntbod. Reel befrielse over at høre glade, ivrige skolebørn, når de spontant bryder ud i fælleskor med ordene ”frihed, frihed, frihed” i den genåbnede skolegård. Eller helt banal ydmyghed over at se Raqqas retmæssige borgere vende hjem og knokle løs, med hostende maskiner, spader, fejekoste og de bare næver, ikke kun for at få et minimum af en hverdag op at stå, men helt simpelt bare for at få livet tilbage…

En brutal virkelighed venter de civile, der kan vende hjem til Raqqa, som her, hvor en gruppe mænd graver efter døde under et kollapset hus for at give deres familiemedlemmer en værdig begravelse.
Det er altid blevet kaldt Det Sorte Stadion, men da Islamisk Stat omdannede det til et fængsel og tortur- kammer, fik øgenavnet for Raqqas fodboldarena en helt ny uhyggelig betydning.
”Jeg er født i Raqqa, og jeg vil dø i Raqqa,” siger 47-årige Hassan, der blandt udbombede huse og forretninger insisterer på at få hverdagen tilbage med sin lille tobak-kiosk – noget, der var forbudt for kun få måneder siden.
Et af kalifatets skræmmende monumenter er Naim Square – pladsen, der blev brugt som offentlig henrettelsesplads, og hvor jihadisterne tog selfies med deres ofres afhuggede hoveder.
Mens gulvene er dækket til af patronhylstre og IS-tunneler, er fængslets vægge et uhyggeligt vidnesbyrd på dem, der var her. Navne, datoer, russiske, franske og arabiske afsendere står indgraveret overalt.