Elizabeth Miller var en ubekymret seksårig skoleelev i den lille by Port Jervis uden for New York, da hendes verden med ét forandrede sig. Den 11. september 2001, en smuk og solrig efterårsdag, blev hun som sædvanlig hentet fra den lokale katolske skole af sin mor, men den lille pige fornemmede omgående, at der var noget galt.
Snart fik familien bekræftet det, den frygtede: Elizabeth Millers far, den 34-årige brandmand Douglas Miller, var blandt de første redningsarbejdere på scenen, da terrorister i to kaprede passagerfly fløj ind i World Trade Center-bygningerne i New York, og han nåede ikke ud af sydtårnet i live. Hans jordiske rester blev aldrig fundet.
Elizabeth Miller, der er den ældste af tre søstre, husker en støt strøm af gæster i hjemmet i Port Jervis. De samledes altid om fjernsynet med blikket rettet mod den allestedsværende terrortrusselsindikator, der konstant var markeret højrød.
”Intet føles virkeligt,” siger Elizabeth Miller, der i dag er 26 år.
Når USA og resten af verden i morgen markerer 20-årsdagen for den 11. september 2001, er det også to årtier siden, at hun sidst så sin far. Hun har savnet ham hver dag siden.
”Han var verdens bedste far i den korte tid, som vi havde med ham. Han var sjov og kærlig, og han lavede ’familiebrandøvelser’ med os tre små piger ned ad trappen og ud ad vinduerne. Siden hans død har jeg manglet et stykke af mig selv. Han var der ikke for at lære mig og mine søstre at kaste en bold eller hjælpe med at træne vores sportshold. Jeg havde en vidunderlig og tryg barndom med bedsteforældre og anden nær familie lige i nærheden, men jeg kan fra min mors hjemmevideoer fra perioden se, hvordan mit udtryk ændrede sig efter min fars død. En del af mig forandrede sig for bestandig,” fortæller Elizabeth Miller.
Traumet fra den 11. september 2001 har siden formet hendes liv. Modsat nogle af de øvrige efterladte til de 2977 mennesker, der døde i terrorangrebene på New York og Washington den dag, har hun dog hverken haft brug for at søge hævn eller at se en form for retfærdighed ske fyldest. Allerede som 10-årig sendte Elizabeth Miller et brev til den daværende præsident, George W. Bush, for at trygle ham om at afslutte krigen mod terror og hente de amerikanske styrker hjem fra Irak og Afghanistan.
”Traumer har mange forskellige lag. Tabet af min far er et meget offentligt tab, og selvom jeg er taknemmelig for, at mange mennesker hædrer min far, så er noget af det svære, at andre også gør hævd på det tab. Selvom ordet ’hævn’ måske ikke blev brugt direkte, så var det underforstået, at invasionen af Afghanistan, krænkelserne af menneskerettighederne, hadet mod muslimer og torturen af terrormistænkte fandt sted for vores afdøde kæres skyld. At det skete i deres navn. Ingen spurgte os, om det var i orden med os. Men det var jo ikke det, vi bad om. Eller i hvert fald ikke det, som jeg bad om,” siger Elizabeth Miller.
Et ’mærkeligt’ venskab
Da hun blev voksen og bedre i stand til at begribe begivenhederne den 11. september 2001, besluttede hun sig for at søge svar på, hvorfor de skete. Hun tog universitetsgrader i arabisk og mellemøststudier og udnyttede enhver mulighed for at lære mere om islam og om terrorisme. Hun dykkede ned i terrorlederen Osama bin Ladens og hans al-Qaeda-netværks historie og ideologi.
”Jeg følte, at jeg for at bearbejde traumet og for at forstå og tilgive havde brug for at forstå, hvorfor Osama bin Laden og de øvrige terrorister følte, at det var nødvendigt at angribe USA. Alle har en årsag til at handle, som de gør, hvad enten du er enig med dem eller ej. Mange mennesker mener fortsat, at det bare handlede om, at terroristerne hadede os og hadede vores friheder. Men 11. september-angrebet handlede jo blandt andet om at protestere imod amerikanske soldaters tilstedeværelse i den arabiske verden,” siger Elizabeth Miller.
Hun studerede et semester i Marokko og begyndte senere at forske i USA’s krænkelser af menneskerettighederne, heriblandt grov tortur af terrormistænkte og etableringen af hemmelige fængsler, i slipstrømmen på terrorangrebene. For øjeblikket har hun et stipendiat til at forske i retssikkerhed for interesseorganisationen September 11th Families for Peaceful Tomorrows (11. september-familier for en fredelig fremtid) og overvejer at søge en ph.d.-stilling i statskundskab.
”Jeg var rasende over alle uretfærdighederne. Min mor opdrog mig og mine søstre til at sige fra over for had og møde alle med kærlighed og forståelse. Da en dreng i første klasse bankede sin knytnæve i min mave, var min mors løsning, at jeg inviterede ham hjem for at løse problemet. Vi er katolikker, og selvom jeg ikke er den mest religiøse person i verden, så har troen og den kristne etik afgjort været med til at forme mig og min tilgang til verden,” siger Elizabeth Miller.
I forbindelse med sin forskning i menneskerettigheder stødte hun for et par år siden på en tidligere indsat i den berygtede fangelejr på den amerikanske Guantánamo-base i Cuba, der blev etableret til at huse såkaldte udenlandske kombattanter under krigen mod terror. Eksfangen, Mohamedou Ould Salahi fra Mauretanien, var uden fældende beviser mistænkt for at have medvirket til at planlægge terrorattentater i USA og blev løsladt i 2016 efter over 14 års fangenskab. Salahis dagbog fra hans tid i lejren, der inkluderer beskrivelser af tortur, fysisk mishandling og seksuelle ydmygelser, blev en bestseller og omsat til en Hollywood-film, ”The Mauritanian”.
”Det var hjerteskærende at læse om den tortur og umenneskelige behandling, som han blev udsat for. Jeg følte mig medskyldig, fordi disse rædselsvækkende krænkelser skete på grund af noget, som jeg var dybt påvirket af. Jeg følte, at det på en måde var sket på grund af mig. Jeg havde et behov for at undskylde over for ham,” siger Elizabeth Miller.
Hun kontaktede den i dag 50-årige Mohamedou Ould Salahi, og et usædvanligt venskab er blomstret mellem det umage par:
”Jeg ved, at vores venskab er mærkeligt i sig selv, men det er også smukt. Vi er to mennesker, der har oplevet enorme traumer fra den samme begivenhed, men på meget forskellige måder. Vi spøger med, at vi er hinandens terapeuter. Vi forstår hinanden på en måde, som jeg ikke har oplevet med ret mange andre mennesker i mit liv, og jeg er meget taknemmelig for mit venskab med Mohamedou. Det har bragt et lys ind i mit liv.”
Blev kaldt terrorsympatisør
Elizabeth Millers tilgang til terrorangrebene og deres følgevirkninger gør, at hun nogle gange føler sig som en paria i det bredere netværk af pårørende til 11. september-ofrene. De såkaldte 9-11-familier er blevet en politisk indflydelsesrig gruppe, der blandt andet har lagt pres på skiftende amerikanske regeringer for at afklassificere efterretningsoplysninger om angrebene og retsforfølge terrormistænkte, men de består også af individer med vidt forskellige tilgange til spørgsmål om retfærdighed og rimelighed.
”Min familie bakker mig op. Men jeg har andre steder fået at vide, at jeg er terrorsympatisør, at jeg ikke er patriotisk, og at jeg har glemt den 11. september. Det er fuldstændig forkert. Jeg har levet med rædslerne fra den dag hele mit liv. Men som et ’9-11-barn’ har jeg fået en stemme i debatten, og jeg nægter at bruge den stemme til at fremme vrede og had. Det er ikke den, jeg er. Det var ikke sådan, min far var. Folk vil have retfærdighed og en form for afslutning, der kan lukke et kapitel. Men hvordan skal vi opnå dette med tortur og vold og krig? Det er umuligt, og vi bør hellere fokusere på, hvad USA gjorde i jagten på retfærdighed, og lære af det,” siger hun.
Elizabeth Miller har det efter eget udsagn blandet med årsdagen for sin fars død.
”Det er bare en dato. Jeg bryder mig ikke om de officielle mindehøjtideligheder, hvor man som pårørende står blottet i søgelyset og bliver ynket. Jeg mindes min far hver dag hele året, og det gør jeg blandt andet ved at arbejde for en fredeligere fremtid. Jeg ville ønske, at årsdagen var en lejlighed til at reflektere over, hvad vi har lært af krigen mod terror, men jeg har ikke megen tiltro til, at det nogensinde vil ske,” siger hun.
I morgen, på 20-årsdagen for terrorangrebene, flyver Elizabeth Miller for første gang til Guantánamo-basen, hvor hun som civil observatør vil overvære de indledende retsmøder i sagen mod fangelejrens højest profilerede fange, Khalid Sheik Mohammed. Den pakistanske statsborger, der blev pågrebet i 2003, har tilstået at være hjernen bag terrorangrebene i 2001, og han er sammen med fire medsammensvorne tiltalt for mordene på 2973 personer, heriblandt Douglas Miller.
”Jeg har meget komplicerede og modsatrettede følelser, hvad angår Guantánamo-lejren. Jeg mener grundlæggende, at alle personer bør have ret til en fair og ligeværdig rettergang. Men vi ved, at Khalid Sheikh Mohammed blandt meget andet blev udsat for vandtortur mere end 180 gange, og jeg er ikke sikker på, at vi som nation kan få den retfærdighed, som så mange higer efter, uden at tage et ægte opgør med, hvad vi selv har forrettet i terrorkrigens og terrorofrenes navn,” siger hun.