Egentligt orkede Victoria Tauli-Corpuz ikke mere. Efter at have brugt næsten tre år- tier i FN-systemet følte hun, at hun havde gjort sit. Derfor afviste hun også blankt at indsende en ansøgning til stillingen som FN’s særlige udsending for oprindelige folks rettigheder, da der skulle findes en ny i 2014.
”Folk fortalte mig, at jeg var den eneste kandidat, der havde både den nødvendige erfaring og baggrund. Så jeg lod mig overtale og sendte min ansøgning i sidste øjeblik. Og så udpegede menneskerettighedskommissionen mig,” siger hun, efterfulgt af den lille klukkende latter, som hun afslutter de fleste sætninger med.
Stillingen har hun nu haft i godt fire år. Fire år, hvor hun har rejst verden rundt, og hvor hun har lagt arm med regeringer og store firmaer, der på forskellige vis har trådt på oprindelige folk og deres rettigheder.
Selv tilhører Victoria Tauli-Corpuz kankana-ey-stammen, der er en del af filippinernes oprindelige igorotfolk. Hun er født og opvokset i den bjergrige Cordillera- region på hovedøen Luzon. Et sted, hun stadig kalder sit hjem.
”Kankana-ey igorot-folket har altid boet det samme sted, og det er lykkedes os at bevare en stor del af vores kultur. I modsætning til resten af Filippinerne blev vi aldrig koloniseret, til dels fordi vi bor meget langt væk fra alting, til dels fordi vi engang var hovedjægere,” siger hun.
”Mine forældre var stolte af at være en del af igorotfolket, og det gav de videre til deres 10 børn.”
Hendes forældre var blandt den første generation af igorotfolket, der fik en uddannelse, og også det gav de videre til deres børn. Victoria Tauli-Corpuz klarede sig godt i skolen, og som 11-årig vandt hun et legat for særligt talentfulde unge. Det betød, at hun måtte drage alene til hovedstaden, Manila. Det blev på mange måder hendes første møde med verden uden for stammen. Et møde, der ikke altid var positivt.
”Når jeg fortalte folk, at jeg var igorot, blev de ofte flov på mine vegne. De anså mit folk for at være primitive, tilbagestående og hedninge. Jeg blev klar over, at det at være en del af et oprindeligt folk er at blive anset for at være underlegen,” siger hun.
Det var, som Victoria Tauli-Corpuz siger med et træk på smilebåndet, slutningen af 1960’erne. Vietnamkrigen var i fuld gang, og blandt de studerende i Manila var der en hastigt voksende protestbevægelse mod krigen. Den unge Victoria Tauli-Corpuz blev en del af den, og det blev hendes første møde med den græsrodsaktivisme, der har præget en stor del af hendes liv. Men tankerne om at kæmpe for sit folk lå endnu langt fra den unge piges bevidsthed.
Men så begyndte situationen i Filippinerne at ændre sig. Den folkevalgte præsident Ferdinand Marcos satte sig tungere på magten, og i 1972 erklærede han undtagelsestilstand i landet. Filippinerne blev på alle måder et diktatur. Kort efter annoncerede Marcos-regimet planer om at bygge fire store dæmninger på igorotfolkets land i Cordillera. Et projekt, der ville oversvømme store dele af området og tvinge flere hundredtusinde mennesker på flugt.
”Jeg begyndte at udvikle en ny bevidsthed om, hvad det vil sige at være en del af et oprindeligt folk. Det blev klart for mig, at regeringen så vores land som noget, man kunne udnytte, men ikke som noget man skulle udvikle. Jeg indså, at jeg var nødt til at kæmpe for retfærdighed for mig selv og mit folk,” siger hun.
Victoria Tauli-Corpuz startede et netværk af unge igorotstuderende og gik i gang med at sprede historien om den uretfærdighed, hendes folk blev udsat for. Men ofte var det, som om de talte for døve øren, selv blandt de venstreorienterede aktivister.
”Dengang var de fleste overbevist om, at vi som mindretal skulle ofre os, så flertallet kunne drage fordel af det og få elektricitet. At det var okay, hvis vores land og kultur gik til grunde til fordel for den herskende majoritet,” siger hun.
I kampen for sit eget folks overlevelse blev det klart for Victoria Tauli-Corpuz, at igoroterne ikke var alene. I 1982 nedsatte FN en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde en deklaration for oprindelige folks rettigheder. Da gruppen mødtes igen to år senere, tog Victoria Tauli-Corpuz med.
”Det var enormt inspirerende for mig og en meget speciel oplevelse. Jeg mødte oprindelige folk fra hele verden og så, at de stod over for de samme udfordringer og problemer. Det blev en bekræftelse af, at jeg som del af et oprindelige folk havde retten til rettigheder,” siger hun.
Hvert sommer tog hun derefter to uger til Genève for at mødes med arbejdsgruppen og udarbejde deklarationen. En proces, der endte med at tage 25 år. Imens blev hun gift, fik børn og etablerede flere udviklingsprogrammer i sin hjemstavn, ofte med fokus på kvinder og børns rettigheder.
Da samtalen falder på den nuværende situation i hende hjemland, bliver hendes stemme bekymret:
”Det minder mig om fortiden,” siger hun.
Den filippinske præsident, Rodrigo Duterte, lægger ikke skjul på, at han har tilladt drab i forbindelse med krigen mod ulovlige stoffer. Og sidste år erklærede han undtagelsestilstand i visse dele af landet. Præsidenten siger selv, at det er sket som et forsøg på at komme terrorbevægelsen Islamisk Stat til livs, men undtagelsestilstanden har også resulteret i, at tusindvis af Filippinernes oprindelige folk er blevet enten fordrevet eller dræbt, fortæller Victoria Tauli-Corpuz. En situation, som hun gentagne gange har kritiseret over for FN.
I foråret dukkede hendes eget navn op på en liste over 600 filippinere, som regeringen mistænkte for terrorisme. Og selvom hun i dag siger, at hun aldrig følte sig direkte i fare, valgte hun i en periode at leve som landflygtig, mens hendes situation blev afklaret.
”Det er sidenhen lykkedes mig at rense mit navn, og det er godt. For hver gang jeg kritiserede situation i Filippinerne, svarede regeringen igen med at sige, at jeg var en terrorist, og at jeg løj,” siger hun.
Hun er ikke i tvivl om, at der var tale om hævn fra regeringens side. Selvom hun nu kan rejse uhindret frem og tilbage til Filippinerne, er det ikke ensbetydende med, at regeringen ikke vil forsøge sig med andre repressalier, konstaterer hun tørt. For regeringen er villig til at gå meget langt for at undertrykke enhver kritik.
På en måde er det skæbnens ironi. For allerede inden hun blev placeret på terrorlisten, havde Victoria Tauli-Corpuz besluttet sig for, at hendes fokusområde for 2018 som FN’s særlige udsending for oprindelige folk skulle være kriminaliseringen af disse. Et problem, som hun nu selv er blevet et billede på.
Mange steder i verden bliver oprindelige folk uretmæssigt anklaget for lovovertrædelser, anholdt uden grund, chikaneret af myndighederne eller ulovligt overvåget – de bliver kriminaliseret. I yderste konsekvens fører det til mord. I 2017 mistede over 200 medlemmer af oprindelig folk livet i kampen for deres menneske- og jordrettigheder.
De oprindelige folk bor ofte i geografisk og økonomisk isolerede områder, hvor der kun i begrænset omfang er adgang til basale sociale ydelser som sundhedspleje og uddannelse. Men det er samtidigt landområder, der ofte er rige på naturressourcer som tømmer, mineraler og olie. Det gør deres land til en attraktiv vare, som mange er interesseret i at overtage eller kontrollere. I kampen om ressourcerne bliver de oprindelige folk ofte stillet i en position, hvor de bliver anset som en forhindring, man skal overkomme.
”Opfattelsen er, at når oprindelige folk protesterer mod udvindingen af naturressourcer, er det, fordi de er imod udvikling og økonomisk vækst. Alt for ofte bliver idéen om udvikling kædet sammen med idéen om udvinding og udnyttelse af naturressourcer,” siger hun.
De oprindelige folk får kun sjældent en del af den gevinst, der kommer når man udvinder naturressourcer. Til gengæld bliver de ladt alene tilbage med de negative konsekvenser af udviklingen både socialt, kulturelt og økonomisk, fastslår Victoria Tauli-Corpuz.