Brisa var 15 år, da hun blev udsat for overgreb: Fordi jeg led, behøvede alle andre ikke at lide

Brisa de Angulo var 15 år, da en en ældre fætter forgreb sig på hende, og hun blev en af de første bolivianske teenagere til at retsforfølge sin overgrebsmand. Brisa de Angulos kamp for retfærdighed har ændret Bolivias love og grundlagt en bevægelse, der kæmper for, at intet barn skal udsættes for overgreb

Det var en smertefuld overvindelse for Brisa de Angulo (med mikrofonen) at fortælle sine forældre og omverdenen om det seksuelle misbrug, hun blev udsat for som 15-årig af sin fætter. Men da det lykkedes, gav det hende en styrke, som hun i dag bruger til at hjælpe andre børn og unge. – Foto: Parker Palmer

Tusinder af bolivianere går hvert år den niende august på gaden iført blå sløjfer for at demonstrere mod den kultur, der har gjort landet til det sted i Sydamerika, hvor flest kvinder bliver udsat for seksuelle overgreb – og det land, hvor færrest anmelder det.

”Bryd stilheden,” lyder deres kampråb.

Demonstranterne er en del af en bevægelse, som de sidste fjorten år har fået en stadig større stemme i debatten. En bevægelse, der er udsprunget af en enkelt kvindes kamp for retfærdighed. Hun hedder Brisa de Angulo, er 32 år, mor til tre børn og har på egen krop mærket de dybe spor, som seksuelle overgreb sætter.

Aktivismen har Brisa de Angulo fået ind med modermælken. Begge hendes forældre har dedikeret deres liv til at forbedre kvinder og børns rettigheder og til at forbedre levevilkårene i et fattigt kvarter i byen Cochabamba. Deres børn er opdraget til, at det er en pligt at hjælpe andre.

Selv var Brisa de Angulo kun syv år, da hun tog fat på sit første hjælpeprojekt. I skolen havde hun lagt mærke til, at mange af de andre børn i skolen havde blå mærker efter at være blevet straffet af skolens lærer. Så hun gik hjem og meddelte sine forældre, at hun ville grundlægge sin egen skole, hvor man ikke måtte slå børn. Og hun mente det. Derefter samlede hun hver dag de lokale børn i familiens have, hvor hun legede lærer.

Som 14-årig besluttede Brisa de Angulo sig for at gøre legen til virkelighed. Med sine forældres hjælp skrev hun et pensum og sendte det til den bolivianske regering sammen med en ansøgning om at blive anerkendt som uddannelsesinstitution. Ansøgningen blev afslået. Men hun nægtede at give op. I ugevis skrev hun en ny ansøgning, så endnu en, og endnu en, indtil skolen blev anerkendt. I dag har den omkring 250 elever, og ideologien bag har senere inspireret til lignende skoler rundt omkring i landet.

Ved siden af sin egen skolegang og den skole, hun nu drev, var Brisa de Angulo svømmer på eliteplan. Hun hjalp forældrene med deres velgørende arbejde og spillede musik.

Harmonien krakelerede det år, hun fyldte 15 år. En ældre fætter flyttede ind hos familien, og det blev begyndelsen på et otte måneder langt mareridt, hvor han misbrugte hende seksuelt.

”Det hele begyndte i det små. Vi kunne være i gang med en leg, og så ville han pludselig røre ved mig. Hvis jeg kommenterede det, sagde han bare: ’Det var et uheld. Lad nu være med at være så nærtagende.’ På den måde brød han lidt efter lidt mine grænser ned,” siger hun.

”Lidt efter lidt gik han videre, og til sidst voldtog han mig. Bagefter fortalte han, at når jeg ikke havde protesteret tidligere, ville ingen tro mig nu. Gang på gang sagde han til mig, at alle ville tro, at det var noget, jeg havde villet. At det var mig, der havde voldtaget ham. Han var dobbelt så gammel som mig, og han overbeviste mig om, at det var min egen skyld,” fortæller hun.

Samtidigt fik fætteren hende overbevist om, at det ville have en ødelæggende effekt, hvis hun fortalte det til nogen. Ikke alene ville hendes familie blive knust over, at de ikke havde beskyttet hende. Det ville også betyde, at de måtte indstille deres mange velgørende projekter. Brisa de Angulo troede fuldt og fast på hans ord. Og på den måde fik han teenagepigen til at fortie overgrebene.

”Inderst inde var jeg overbevist om, at min stilhed var den bedste måde at beskytte dem og det, jeg holdt af. Jeg fortalte mig selv, at bare fordi jeg led, behøvede alle andre ikke at lide,” siger hun.

Overgrebene satte sig dybe spor i den unge pige. Hun stoppede med det velgørende arbejde, droppede ud af skolen, holdt op med at svømme og lagde musikken på hylden. Samtidig udviklede hun en spiseforstyrrelse i et forsøg på at genvinde kontrollen over sit eget liv. Til sidst kunne hun ikke klare det længere. Så hun forsøgte at begå selvmord.

Hendes forældre så bekymrede til, mens deres datter fik der værre og værre. De forsøgte at tale med hende om problemerne, men hun forblev tavs. I et sidste forsøg på at hjælpe deres datter, tog de hende med til USA. De håbede, at et gensyn med hendes to brødre, der var udvandret til landet, ville hjælpe hende. Turen blev et vendepunkt.

Under besøget boede de hos en familie, hvor moderen arbejdede som socialrådgiver. Da Brisa de Angulo igen forsøgte at begå selvmord, slog kvinden alarm. Hun fortalte forældrene, at Brisa de Angulo udviste alle tegn på at have været udsat for seksuelle overgreb og overtalte dem til at tage hende med til en specialist. Her åbnede Brisa de Angulo sig endelig.

”Det var svært for mig at fortælle om, for jeg kunne se, hvordan det fuldstændig knuste mine forældre. På det tidspunkt følte jeg virkelig, at det ville have været bedre, hvis jeg var død,” siger hun.

Forældrene var ikke i tvivl om, hvad de skulle gøre. For at beskytte deres datter ønskede de at blive i USA, hvor familien kunne få en ny start. Men Brisa de Angulo insisterede på at vende tilbage til Bolivia.

”Alt andet ville have føltes som om, at han havde vundet – som om det endelig var lykkedes for ham at tage alt fra mig,” siger hun.

Tilbage i hjemlandet blev Brisa de Angulo en af de første bolivianske teenagere til at anlægge sag mod sin overgrebsmand. Men det var ikke nemt. Selv taler Brisa de Angulo om, at mødet med det bolivianske retssystem var anden gang, hun blev udsat for et overgreb. Gang på gang måtte hun forsvare sig selv over for politibetjente, advokater og dommere, der alle lagde skylden i hvert fald delvist på hende. Familien kunne ikke finde en advokat, og ingen dommer ville vedkende sig, at sagen hørte under deres domstol. Derfor gik sagen fra retssal til retssal, indtil den på et tidspunkt endte hos domstolen for landbrug og husdyr.

”Det var enormt hårdt at vide, at de ikke engang betragtede mig som et menneske,” siger Brisa de Angulo om oplevelsen.

Det var ikke kun i retssystemet, at Brisa de Angulos beslutning om at retsforfølge sin overgrebsmand blev mødt med modstand.

”Der var nogen, som forsøgte at køre mig over. Jeg blev flere gange overfaldet, når jeg gik på gaden. Der blev sendt dødstrusler til min familie, kastet sten mod vores ruder, og flere gange blev der sat ild til vores hus. Der var mange, som ønskede, at jeg ville tie. De var bange for, at min sag ville komme til at danne et fortilfælde. Bange for, at andre ofre ville stå frem,” forklarer hun.

Brisa de Angulo lod sig ikke kue. To gange måtte hun se sin sag blive afvist og droppet, og den tredje gang hun forsøgte at få en domsfældelse, stak overgrebsmanden af. 15 år efter overgrebet er han stadig på flugt, og sagen er aldrig formelt blevet lukket. Men Brisa de Angulos kamp for retfærdighed stoppede ikke der.

”Undervejs gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste. Der var tusindvis af børn og familier, som gik gennem det samme. Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne forblive stille. Så jeg begyndte at fortælle min historie. Og hver gang jeg gjorde det, stod flere og flere frem med deres egen historie. Det gav mig styrken til at fortsætte,” siger hun.

Brisa de Angulo havde hele tiden sin families uforbeholdne støtte. Ikke alle var så heldige. Når hun hørte andre fortælle deres historie, stod det smerteligt klart for hende, at mange af ofrene stod alene uden et sted at gå hen. Det fik hende til som 17-årig til at grundlægge organisationen A Breeze of Hope (En brise af håb), der tilbyder gratis terapi, skolegang og retslig hjælp til børn og unge, der udsættes for seksuelle overgreb.

”Hvert eneste barn er forskelligt, og derfor tilbyder vi en meget bred vifte af ting. Vi er et sikkert sted, hvor børnene kan begynde at genfinde deres egen stemme. Et sikkert sted, hvor de igen kan føle sig tilpas i deres egen,” siger hun.

Siden starten i 2004 har organisationen hjulpet over 1700 børn og unge. Og mange af dem har fået hjælp til at føre deres sag i retten. A Breeze of Hope er med, fra barnet anmelder overgrebet til en eventuel appelsag. Og det har givet gevinst, fortæller Brisa de Angulo.

”Da vi begyndte, faldt der kun dom i 0,2 procent af sagerne om seksuelle overgreb mod børn, og nu er vi oppe på 95 procent, hvilke er verdens højeste domsrate. Det har vist mig, at hvis man tror på disse børn og sagen, kan man også gøre en forskel,” siger hun.

Vejen dertil har ikke været nem. I de første år blev organisationens ansatte ofte truet på livet. Hverken det bolivianske retssystem, regeringen eller civilbefolkningen var modtagelige over for budskabet. Men langsomt og sikkert har Brisa de Angulo og holdet bag A Breeze of Hope fået ændret mentaliteten omkring overgreb på børn. Det ført til en ændring af retssystemet, hvor organisationen har advokeret for og har fået annulleret tre forskellige love.

”En af de største sejre har været, at vi har fået omstødt en lov, der sagde, at hvis et offer giftede sig med sin overfaldsmand, kunne vedkommende ikke retsforfølges. Det betød, at man mange steder havde 14-årige, som blev tvunget til at gifte sig med mænd på 40 år. Vi indbragte det for Den Interamerikanske Kommission, og det følgende år fik regeringen påbud om at omstøde loven,” siger hun.

Det er ikke kun i Bolivia, at Brisa de Angulo hjælper ofrene for seksuelle overgreb. Ved siden af det daglige arbejde på organisationens tre centre rejser Brisa de Angulo verden rundt og taler for bedre vilkår for børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb.

Spørger man, hvad Brisa de Angulo er mest stolt over ved sit arbejde, er hun ikke i tvivl. Det er det enkelte barn, der igen lærer at føle sig tilpas i sin egen krop. Barnet, der ranker ryggen velvidende, at det ikke bærer skylden. Det driver Brisa de Angulo til at fortsætte, også når tingene er svære.

”Jeg bliver nødt til at gøre det, for jeg kan ikke bare ignorere deres smerte. Det handler om heling. Både for børnene og mig selv, for min egen heling er tæt forbundet med deres,” siger hun.