I skoven, saunaen og søen finder Henry den finske folkesjæl

Selv betegner han sig som en ganske almindelig finne, men både geografisk og i sit trosliv har den tidligere præst Henry Haapalo været længere omkring end de fleste

Han har slæbt, han har hugget, han har stablet. Blandt andet til at sikre de næste to års forsyninger af brænde til familiens saunaer. De seneste måneder har Henry Haapalo fået en masse ekstra tid, fordi den skole, hvor han underviser, har været corona- nedlukket. – Foto: Sami Vähätalo.
Han har slæbt, han har hugget, han har stablet. Blandt andet til at sikre de næste to års forsyninger af brænde til familiens saunaer. De seneste måneder har Henry Haapalo fået en masse ekstra tid, fordi den skole, hvor han underviser, har været corona- nedlukket. – Foto: Sami Vähätalo.

Det er ikke for at være uhøflig. Men Henry Haapalo tvivler på, om hans liv nu er spændende nok til en artikel om ham i en dansk avis. Han er jo bare en helt almindelig finsk mand, der elsker sin sauna, elsker sin sø, sin hytte og den ro, det giver ham, når de tre ting kombineres på ét og samme sted.

Men det er netop dét, der kvalificerer ham. For selvom Henry Haapalo langtfra virker så ganske almindelig, som hans ydmyge jeg giver udtryk for, så er han den rette person at tale med, hvis man vil spore sig ind på den finske folkesjæl. Og derfor står Henry Haa-palo lænet op ad sin hvide Volvo-stationcar på togstationen i den finske by Tampere en formiddag sidst i juni. Klar til at modtage Kristeligt Dagblad for at sætte ord på det land, han kalder sit hjem.

”Hvis du har lyst, vil jeg gerne vise dig nogle særlige stenkirker, der ligger på landet i modsatte retning af mit hjem. Så kan vi tage til hytten bagefter,” siger han og sætter sig ind på forsædet.

Varme vinde blæser disse dage ind over landet fra Rusland, Finlands tætte nabo mod øst, og denne formiddag har temperaturen derfor sneget sig op på 25 grader. Henry Haapalo må hæve stemmen for at trænge igennem støjen fra bilens airconditionanlæg, som i dag er skruet op på fuldt blus. Det ligger ellers ikke til ham at hæve stemmen, for det er aldrig ham, der råber højest i en forsamling, fortæller han. Det er han alt for genert til. Også på det punkt kan han godt kaldes en typisk finne. For det er ikke blot en fordom, at det finske folk er en kende mere tilbagetrukkent, høfligt ydmygt og introvert end dets nordiske broderfolk i syd og vest, bekræfter Henry Haapalo.

”Under coronakrisen er der opstået en joke blandt finnerne, der lyder, at de sådan glæder sig til, at regeringen afskaffer påbuddet om to meters afstand. For så kan de endelig begynde at holde de sædvanlige fem meters afstand til hinanden igen.”

Han ler.

”Altså det er jo ikke helt løgn. Men at vi holder os mere for os selv, ser jeg nu ikke som en dårlig ting nødvendigvis. Det er bare en kulturforskel. Jeg havde aldrig tænkt over det, før jeg som ung rejste til England og dernæst til Michigan i USA for at læse teologi. Amerikanerne har en meget mere frembrusende måde at udtrykke sig på, og selvom jeg følte mig nogenlunde social herhjemme i Finland, tog det lang tid, før jeg forstod den jargon,” siger Henry Haapalo.

Efter tre kvarters kørsel drejer han sin stationcar ind på parkeringspladsen ved den 500 år gamle Skt. Olafs Kirke i landsbyen Vammala. Den er ikke længere i brug, kun en sjælden gang imellem til et bryllup eller en dåb, fortæller Henry Haapalo, da han træder ind på det bonede jordgulv i det kølige kirkerum. Det meste af kirken står stadig som dengang, hvor borgerskabet fra de nærliggende bygder kom sejlende i langbåde over søen nær kirken for at komme til gudstjeneste hver søndag.

”Jeg holder meget af at komme her,” siger Henry Haapalo, for kirken har både historisk og kulturel værdi for ham.

Det er dog mange år siden, at han kom i kirke af religiøse årsager, fortæller han.

Det var dengang, Henry Haapalo var præst i Syvende Dags Adventistsamfundet. En kirke, han blev medlem af ved fødslen, og som stadig har hans medlemskab indskrevet på et papir i en mappe et sted i kirkens arkiver, men ikke længere i hjertet selv på den nu 57-årige finne.

”Min far var også præst i Adventistkirken. Han var evangelist, og da jeg var barn, flyttede vi derfor konstant fra sted til sted. Den livsstil var jeg ikke særligt begejstret for, så jeg troede aldrig, at jeg skulle ende med at læse teologi. Men det ændrede sig alt sammen, da jeg blev indkaldt til hæren,” fortæller han.

Som ung nægtede Henry Haapalo at gribe til våben og måtte derfor aftjene civil værnepligt. I et år arbejdede han i et sundhedscenter, hvor han uddelte mad til patienterne, ordnede haven, passede fårene og i fri-tiden gik på biblioteket for at låne bøger. Det var religiøse bøger, som han aldrig før havde haft interesse i, men som en anden af de unge værnepligtige mænd på plejecentret åbnede Henry Haapalos øjne for.

”Den her fyr levede et miserabelt liv, men hans stærke tro holdt ham oppe. Det stod i kontrast til, hvem jeg var dengang, og han inspirerede mig til for første gang at læse i Bibelen. Jeg faldt over Martin Luthers fortolkning af Paulus’ Brev til Galaterne, og den vendte op og ned på mit forhold til Gud og til troen. Det føltes som en religiøs vækkelse, som om at jeg endelig følte mig god nok, som jeg var. Jeg havde lyst til at råbe ud til hele verden, at jeg havde fundet en vej ud af mine kvaler.”

Den nyfundne tro førte Henry Haapalo til teologistudiet. Først læste han et år i Finland, før to års studier i England og dernæst tre år i USA. Adventistkirken havde en ledig stilling som præst klar til ham, da han efter fem år udenlands igen vendte hjem. Stillingen var i Tampere, den by, som Henry Haa-palo kun med få afbræk har kaldt sit hjem lige siden.

”Jeg kunne godt være blevet i USA. Jeg var glad for at være der. Men jeg havde jo samtidig lovet at komme tilbage til Adventistkirken. De havde betalt for mine studier, og jeg følte også, at jeg hørte til her i mit hjemland.”

Det er omkring middagstid, at volvoen igen triller ind til Tampere, Finlands tredjestørste by. I begyndelsen af det 20. århundrede voksede den til Finlands største industriby. En titel, den stadig kan bryste sig af i dag.

”Og det er ikke det eneste,” fortæller Henry Haapalo.

”Tampere er også den by i hele Finland, ja, faktisk den by i hele verden, hvor der findes allerflest saunaer pr. indbygger. Vi er saunaernes hovedstad!”, siger Henry Haapalo og hiver sin stationcar skarpt op ad en skrående sidevej, hvor næste punkt på den spontane sightseeingtur skal krydses af.

Han stiger ud og sætter retning mod en trædør med ordet sauna skrevet henover i falmede turkise versaler.

To bank kræver det, før en ung og rødmosset mand i bar overkrop og et håndklæde om livet dukker frem fra dørens sprække. Han udveksler et par forvirrede finske vendinger med Henry Haapalo, for saunaen er lukket for gæster i dag, og den unge mand er netop i gang med at gøre hovedrent. Alligevel åbner han døren for et kig ind.

”Det er Finlands ældste, stadigt duelige sauna,” siger Henry Haapalo og træder gennem det dunkle baderum, der stadig er lunt fra aftenen forinden, hvor der var fyldt af gæster på bænkerækkerne.

”De fleste har en sauna derhjemme, men alligevel er de offentlige saunaer enormt populære. At gå i sauna er en social ting. Vi gør det sommer og vinter, de fleste har en sauna i deres sommerhytter, og mange er i den hver eneste dag.”

Kun de hårdkogte sauna-nørder kan prale med en røgsauna, men sådan én har Henry Haapalo. Det seneste års tid har han sammen med sin nabo bygget en røgsauna, der ikke har en skorsten, røgen kan slippe ud af. – Foto: Sami Vähätalo.
Kun de hårdkogte sauna-nørder kan prale med en røgsauna, men sådan én har Henry Haapalo. Det seneste års tid har han sammen med sin nabo bygget en røgsauna, der ikke har en skorsten, røgen kan slippe ud af. – Foto: Sami Vähätalo.

Der findes 2,5 millioner saunaer i Finland. To af dem tilhører Henry Haapalos familie, men før han viser dem frem, er der én ting mere, han skal nå i Tampere. I byens centrum stopper han ved en pølsevogn. Dem er der en del af i Tampere, for i Finland er pølser en populær spise. Det er dog ikke alle steder, der har netop den ”traditionelle sorte pølse”, som Henry Haapalo har tænkt sig at bestille.

”Men det har de her! I gamle dage blev den lavet på blod, men nu tror jeg kun, at den indeholder blodfibre. Og ris.”

Hvis han kan slippe af sted med det, går Henry Haapalo i sauna hver eneste dag. Det er der, han for alvor kan sænke skuldrene. Henry Haapalo samler hér birkekviste sammen til en såkaldt vasta. I saunaen slår han sig med kvistene, da det eftersigende skulle rense huden og være sundt for helbredet. – Foto: Sami Vähätalo.
Hvis han kan slippe af sted med det, går Henry Haapalo i sauna hver eneste dag. Det er der, han for alvor kan sænke skuldrene. Henry Haapalo samler hér birkekviste sammen til en såkaldt vasta. I saunaen slår han sig med kvistene, da det eftersigende skulle rense huden og være sundt for helbredet. – Foto: Sami Vähätalo.

Fem minutter efter bestilling lander fire korte, tykke stykker af den på en pølsebakke med en klat syltetøj som dyppelse til. Konsistensen er grynet, og den smager sødt. Men det ved Henry Haapalo ikke noget om.

”For jeg har faktisk aldrig smagt den,” siger han.

Pølsen er nemlig lavet af svin, ”alle dele af et svin”, som Henry Haapalo siger med et skævt blik mod pølsebakken. Og grisekød har han aldrig spist. I Adventistkirken er der forbud imod det, og den regel holder Henry Haapalo i hævd til trods for, at han for længst har brudt med mange andre af Adventistkirkens restriktioner.

”I tre og et halvt år arbejdede jeg som præst i kirken, før jeg mærkede, at jeg ikke længere kunne danne et klart billede af Gud. Jeg mistede min tro på Adventistkirken, og jeg kunne ikke længere stå inde for det, jeg prædikede om i kirken. Jeg begyndte med at tage sygeorlov, og på den måde blev min vej ud af kirken en glidende overgang. Der var ikke tale om, at jeg smækkede døren bag mig, da jeg gik.”

Henry Haapalos kone kommer stadig i Adventistkirken, ligesom den ene af hans to døtre også har mange af sine venner i kirkemiljøet. Selv går Henry Haapalo ikke længere i kirke, og han overvejer at melde sig helt ud. Det vil han dog nok vente med, til hans forældre ikke længere er i live.

”De vil mig det bedste, og de tror på, at det bedste for mig er at blive frelst i form af min tro. Vi snakker ikke så meget med dem, og jeg har aldrig været tæt på mine forældre. Men det vil stadig være en sorg for dem, hvis jeg beslutter at skære båndene til Adventistkirken helt over,” fortæller Henry Haapalo.

”Men ja, jeg tror da stadig på, at der findes noget større end os mennesker,” svarer han til spørgsmålet om, hvorvidt han stadig vil kalde sig kristen.

”Som barn blev jeg fortalt, at troende var mere værd end ikke troende, at vi har noget, de andre ikke har, men det er ikke sandt. I dag vil jeg kalde mig selv mere spirituel end religiøs.”

De seneste år har Henry Haapalo arbejdet som religionslærer på en skole tre kvarters kørsel fra hjemmet. Og så har han sideløbende dyrket én af sine andre store passioner: gør det selv-projekter.

For er man kløgtig nok til at gennemføre en akademisk uddannelse, og har man desuden hænderne skruet ordentligt på, bør det være en smal sag at bygge sit eget hjem. Som et puslespil passer de enkelte materialer sammen, siger han, og derfor kræver det blot lidt snilde at regne ud, hvordan brikkerne skal vende. Det sidste, han byggede, dukker frem mellem granerne for enden af en grusvej et kvarters kørsel nord for Tampere i den finske skov. Eftermiddagssolen rammer fyrretræerne og deler sig i striber over ejendommen og den ovale sø, som huset er bygget ved bredden af. En grusvej fører til højre om huset ned til en badebro, hvorfra der er frit spring ned i søens blikstille mørke. Bundløs virker den til at være, og spejder man ud i horisonten, kunne man forledes til at tro, at den også er endeløs.

Det er den helt rigtige årstid at opleve den finske natur, fortæller Henry Haapalo. Og også det finske folk for den sags skyld. Om sommeren er finnerne mere imødekommende, mere snakkesalige end om vinteren.

”Og det er alt sammen på grund af de der uskyldige, bløde ting,” fnyser Henry Haapalo og peger mod de forsvindende få skyer på formiddagens babyblå himmel.

”Vi kan godt lide kulden, vi kan godt lide sneen, men skyerne – det er de værste. Om vinteren kan skydækket være så tykt, at der ikke trænger en stråle igennem det.”

Og det er netop, når skydækket ruller ind over landet, at finnerne trækker sig tilbage i træhusene, væk fra torvene, ind i skovene, hjem i saunaernes kamre, hvor man kan sidde i fred og ro og stirre ud i luften, mens sveden pibler fra armhulerne. Livet er anderledes, helt, helt anderledes om vinteren i Finland, fortæller Henry Haapalo, og de brokker sig over det, finnerne, inklusive ham selv altså.

”Der er et ordsprog, der lyder, at hvis man er født i Finland, er man lige så heldig, som hvis man vinder i lotteriet. Det glemmer vi bare om vinteren. Det er, som om mennesket indeholder visse følelser, som det skal have afløb for. Glæde. Sorg. Frygt. Og så brok, ja, desværre også brok.”

Men der er også meget, finnerne kan og har, som Henry Haapalo sætter pris på. Finnernes forhold til naturen for eksempel. Det har han om noget sandet under coronakrisen, hvor skolerne blev lukket ned, og Henry Haapalo derfor fik tid til mange andre ting grundet sin aflyste undervisning. Han gik i haven, huggede brænde og brugte timevis i den sauna, han netop har bygget i samarbejde med naboen. Selvom de fleste finner går op i saunaens kvalitet, er det alligevel kun de ypperste sauna-nørder, der ejer en røgsauna. Henry Haapalo er én af dem.

”Har man ikke aftryk af sort kulsværte på kroppen, når man kommer ud derfra, så har man ikke gjort det rigtigt,” siger han og folder alligevel et håndklæde ud på træbænken for at skærme for det værste sod.

”Vi er et folk, der er groet af skovene og ind i skovene, og derfor ønsker mange det simple liv,” siger han.

”Hvor man andre steder slår benene op og tager en kop kaffe, skal jeg bare herud efter en lang arbejdsdag. Det er her, jeg for alvor slapper af.”