Her er de tyske partiers mærkesager, styrker og svagheder

Hvem kæmper om magten og kanslerposten ved søndagens valg? Få overblikket her

Størst fokus i valgkampen har der været på kanslerkandidaterne Armin Laschet, Olaf Scholz og Annalena Baerbock, men det er manden nederst til venstre, det liberale FDP’s formand, Christian Lindner, som kan blive kongemager.
Størst fokus i valgkampen har der været på kanslerkandidaterne Armin Laschet, Olaf Scholz og Annalena Baerbock, men det er manden nederst til venstre, det liberale FDP’s formand, Christian Lindner, som kan blive kongemager. . Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det socialdemokratiske SPD

Kanslerkandidat, nuværende finansminister og vicekansler Olaf Scholz er det tyske forbundsdagsvalgs joker. For halvanden måned siden blev hans kanslerdrømme endnu mødt med hånlige smil på grund af socialdemokraternes mangeårige interne splittelse og identitetskrise. Siden er SPD skudt i vejret, godt hjulpet på vej af de andre kanslerkandidaters fejl, og Scholz står til at blive valgets vinder. Hans styrke er, at han fremstår grundig og saglig og minder om den populære, afgående kansler Angela Merkel. Hans svaghed er, at han for mange tyskere virker glat og taler i politiske fraser, deraf øgenavnet Scholzomat. Hans finansministerium blev for nylig udsat for en politirazzia efter mistanke om, at en særlig enhed under ministeriet til bekæmpelse af hvidvask af penge har sjusket med efterforskning. Sagen kunne ligne en bombe under Scholz’ kandidatur, men har ikke skadet hans popularitet. SPD har i årevis lidt af, at Merkels CDU har overtaget mange af SPD’s mærkesager, og partiet har haft svært ved at fremhæve sine politiske resultater som juniorpartner i 12 af Merkels 16 år ved magten. Blandt SPD’s mærkesager er social retfærdighed, sikre pensioner og klima. Scholz ønsker en ”moderat stigning” i CO2-afgifter og et klimaneutralt Tyskland i 2045, taler om betalelige boliger til alle og vil hæve mindstelønnen fra 9,60 euro til 12 euro i timen.

Det kristendemokratiske CDU

Kanslerkandidat og CDU-formand Armin Laschets største styrke er, at han siden 2017 har været ministerpræsident i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen og dermed modsat sine konkurrenter faktisk har erfaring med at lede en regering. Hans største svaghed er, at han først blev udpeget efter en brutal intern magtkamp og i valgkampen har fremstået defensiv og initiativløs. Flere gange har han dummet sig, værst, da han blev fotograferet grinende, mens forbundspræsidenten udtrykte sin medfølelse med ofrene for de historisk voldsomme oversvømmelser i juli. Han står for en videreførelse af partifællen Merkels linje, men han har ikke formået at sammenknytte stabilitet og fornyelse, som ellers er titlen på partiets valgprogram, og som netop var Merkels opskrift til succes for 16 år siden. Blandt andet derfor er Laschet temmelig upopulær i befolkningen og store dele af sit eget bagland. CDU afviser skattestigninger, men lægger heller ikke op til større skattelettelser. Klimapolitik skal organiseres i samklang med det frie marked og mindre statslig styring, og Tyskland skal i 2045 være klimaneutralt. En forhøjelse af mindstelønnen er farlig for økonomien, mener partiet.

De Grønne

Tysklands miljøparti udgør formentlig den mest succesfulde modkultur-bevægelse i nyere tysk historie. Partiet, som blev stiftet i 1980 som en sammenslutning af en række miljøbevægelser og andre sociale protestbevægelser, fokuserer på miljøbeskyttelse, klima og bæredygtighed samt menneskerettigheder og social retfærdighed. I dag er en af partiets største vælgergrupper de veluddannede, til dels unge, mennesker i storbyerne, som for eksempel dyrker økologi. De Grønne oplevede kolossal fremgang efter i april at have udnævnt den 40-årige medformand Annalena Baerbock til partiets første kanslerkandidat nogensinde. Men efter fodfejl og beskyldninger om plagiat er hendes popularitet styrtdykket, og hun har i dag ingen reel chance for at blive Tysklands anden kvindelige kansler. Partiet står dog stadig til at få sit bedste resultat ved et forbundsdagsvalg og vil sandsynligvis blive næststørste parti i en regeringskoalition, enten med SPD eller CDU som ledende parti, og muligvis også med et tredje parti.

Det liberale FDP

Tysklands Frie Demokrater står for frihandel og frihedsrettigheder og ønsker skattelettelser, en stærkere digitalisering af Tyskland og et endnu stærkere EU. Partiet har været en fast del af det tyske parlament siden grundlæggelsen i efterkrigstiden, men efter at have siddet fire år i regering med Merkel og CDU fik partiet i 2013 sit værste valg nogensinde og røg ud af Forbundsdagen. Samme år blev Christian Lindner valgt til ny formand, og han har formået at revitalisere partiet, som i dag fremstår moderne og appellerer til især selvstændige erhvervsdrivende og yngre vælgere. Partiet blev igen stemt ind i Forbundsdagen i 2017, men efterfølgende kritiseret for at sprænge regeringsforhandlinger med CDU og De Grønne, da Lindner efter eget udsagn hellere slet ikke ville regere end regere forkert. Som tidligere i tysk politik kan partiet dog denne gang ende som kongemager, når en ny regering skal dannes efter valget. Partiet vil helst i regering med CDU, men har ikke udelukket et samarbejde med SPD og De Grønne.

Det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD

Partiet blev grundlagt som et eurokritisk parti af akademikere i 2013, men i kølvandet på kansler Merkels omstridte håndtering af flygtningekrisen i 2015 stormede det ind i Forbundsdagen som det største oppositionsparti og har profileret sig som et islam- og indvandringskritisk parti, der ønsker øjeblikkelig udvisning af afviste asylansøgere. Partiet beskrives ofte som højrepopulistisk, blandt andet fordi dets ledere appellerer til vælgere i form af polemiske slagord og heftige angreb på andre partier og partiledere. Ledende AfD-politikere er blevet politianmeldt for racistiske udsagn, og den tyske efterretningstjeneste overvåger dele af partiet efter mistanke om ekstremisme. Partiet forsøger at profilere sig som et kristent, konservativt parti med vægt på den traditionelle familie og advarsler mod det, partiet ser som en udvanding af Tysklands kristne identitet. I det tidligere DDR har partiet ved delstatsvalg de senere år cementeret sig som nyt folkeparti. Partiet plages dog for tiden af interne stridigheder og har haft svært ved at finde fodfæste under valgkampen. Især fordi klimapolitik og coronakrise har skubbet flygtingedebatten i baggrunden.

Venstrepartiet Die Linke

Tysklands største socialistiske parti, som har rødder i det tidligere østtyske regimeparti SED, ønsker en stærkere regulering af markedet og bedre vilkår for lønmodtagere og socialt udsatte, herunder en højere mindsteløn. Partiet taler desuden for militær nedrustning og en afvikling af Nato. Die Linke er resultatet af en fusion af det østtyske PDS og det vesttyske WASG, som blev dannet af frafaldne socialdemokrater i protest mod SPD’s arbejdsmarkedsreformer. Socialdemokraten Olaf Scholz, der var en af penneførerne på disse reformer, har ikke udelukket et regeringssamarbejde med Die Linke, men netop på grund af partiets udenrigspolitik ville det være et skrækscenarie for mange tyskere. Partiet har stået relativt stærkt i det tidligere Østtyskland, hvor mange af dets vælgere er tidligere kommunister, som støttede DDR. I de senere år har især det højrenationale AfD dog formået at stjæle mange af dets vælgere. I det tidligere Vesttyskland appellerer partiet til yngre protestvælgere, som er utilfredse med de store, gamle ”vesttyske” partier. Det er uvist, om det ved dette valg kommer over spærregrænsen på fem procent.