Prøv avisen

Her er drømmen om Europa langt væk

Shamsa på 40 år bor alene i flygtningecenteret i Akre sammen med fem børn, fordi hendes mand er taget til Tyskland. Her ses hun sammen med (fra venstre) Rama på 12 år, Rasha på 15 år, Sheren på 9 år og Mohamed på 7 år. Foto: Britta Søndergaard

Skolebørn må arbejde for at tjene penge til familien, og mange har opgivet håbet om en fremtid i Syrien. Det er situationen i Akre-lejren i Irak, hvor syrisk-kurdiske Shamsa og hendes børn er blandt dem, der forsøger at klare sig. Børnenes far tog til Tyskland i 2015, men fik ikke familiesammenføring, og nu er det helt urealistisk at tage af sted

Der ligger en stabel tørre fladbrød på jorden foran den blå presenning, der afskærmer den lille flygtningebolig i flygtningecentret i Akre, 80 kilometer nordøst for Mosul i det nordlige Irak. Amer på 14 år har samlet brødene sammen blandt de godt 270 familier i flygtningecenteret. Senere på eftermiddagen afleverer han brødene til en hønseavler, der til gengæld forsyner ham med mel. Det er det arbejde, Amer har kunnet få, fortæller hans mor, 40-årige Shamsa.

Shamsa og hendes fem børn bor i to fugtige værelser i det firkantede toetages betonkompleks, der blev opført som detentionscenter under Saddam Husseins styre. I dag huser komplekset godt 1100 flygtninge.

De er indkvarteret i mørke værelser forbundet af lange korridorer med fælles køkkener og toiletter. Centeret omkranser en stor gård, hvor børnene leger.

Hovedparten af familierne i flygtningelejren er kurdere, der flygtede fra den syriske borgerkrig i 2012 og 2013. De 1100 beboere udgør en lille gruppe af de nu over fem millioner registrerede syriske flygtninge i Syriens nabolande, hvoraf to millioner er børn. Godt 235.500 af de syriske flygtninge bor i Irak. Den syriske borgerkrig har nu varet seks år, og intet tyder på, at de mange flygtninge har udsigt til at vende hjem.

Ved indgangen til Akre-lejren ligger det såkaldt børnevenlige område. Containere indrettet som kontorer og klasseværelser omkranser en slags skolegård med kunstigt græs. Denne formiddag er en gruppe på omkring 50 børn og unge iført farvestrålende festtøj i fuld gang med at opføre kurdiske danse til høj musik.

Ifølge Abduljabar Arab, der arbejder med beskyttelse af børn i FN’s børnefond Unicef, er undervisningen og aktiviteterne i børnecenteret ”den vigtigste traumebehandling overhovedet”, fordi de giver børnene en følelse af normalitet.

4 ud af 10 børn er involveret i en eller anden form for børnearbejde som for eksempel gadesælgere eller som arbejdsmænd i byggeriet. De fleste, men ikke alle, kombinerer børnearbejdet med fire timers undervisning i børnecenteret.

Samtidig er hvervning af unge til militante bevægelser en risiko. Ifølge lejrledelsen er der eksempler på unge mænd, der er blevet rekrutteret til den militante kurdiske arbejderbevægelse PKK. Da flygtningene kom til Akre i 2013, blev flere af lejrens 12-13-årige piger giftet bort til ældre mænd, selvom der ikke tidligere var tradition for børneægteskaber i de områder af Syrien, de kom fra.

Det gav en mund mindre at mætte og pigerne bedre sikkerhed, mente forældrene. Men en systematisk indsats for at tale familierne fra denne praksis har ifølge Abduljabar Arab givet resultat.

”Det lange ophold i lejren har tæret hårdt på de økonomiske og mentale ressourcer. I begyndelsen arbejdede mange af mændene uden for lejren, men mulighederne for at få arbejde svinder på grund af den økonomiske krise i Irak,” fortæller Abduljabar Arab.

I 2015 tog 85 af lejrens familier til Europa. I flere tilfælde tog mændene alene af sted, mens kvinder og børn blev tilbage. I dag afholder den stramme økonomi mange fra at overveje den dyre og illegale rejse til Europa.

Abduljabar Arab understreger, at det er meget forskelligt, hvordan børnene klarer opholdet i lejren.

”Nogle klarer sig forbavsende godt, mens andre er dybt traumatiserede. Især de små børns trivsel afhænger af forældrenes situation. Det er især familiernes dårlige økonomi, der påvirker børnene negativt. Omvendt er der ikke tvivl om, at livet for en del børn her kan være lettere end i et asylcenter i Europa. De bor i deres egen kurdiske kulturkreds og kender sproget og traditionerne. Deres forældre har mulighed for at arbejde, selvom det er blevet sværere at finde job,” siger Abduljabar Arab.

Han henviser til, at Irak i modsætning til Libanon tillader de syriske flygtninge at arbejde legalt i landet.

På en grå madras i Shamsas stue sidder de tre piger Rama på 12 år, Rasha på 15 år, Sheren på 9 år og drengene Amer på 14 år og Mohamed på 7 år. Mens der høres glade råb fra legende børn på gårdspladsen, virker Shamsas fem børn påfaldende stille og indelukkede. Familien flygtede fra krigshandlingerne i Damaskus i 2012, og de har mistet håbet om, at de kan vende tilbage til Syrien.

”Vi har ingen penge, og mine børn vil ikke lege med de andre børn. De siger: ’Vi skammer os over, at vi ikke kan købe slik og legetøj’,” fortæller Shamsa.

Under den store flygtningebølge i 2015 tog Shamsas mand via Tyrkiet til Tyskland. Han havde voldsomme rygsmerter og håbede på at kunne få behandling i Europa. Planen var, at familien skulle komme til Tysland senere. Han lånte penge til rejsen, og i dag skylder familien hans søster, hvad der svarer til 21.000 kroner.

Opholdet i Tyskland blev ikke, hvad familien havde håbet på, og nu er Shamsas mand på vej hjem igen, fordi hans opholdstilladelse udløber.

”Vi har 700 kroner at leve for hver måned, og børnene har ikke fået kød i syv uger. De er sultne og drømmer om at få rigtig frugt,” fortæller Shamsa.

Allerhelst ville Shamsa rejse til Europa, så hendes børn kunne få en uddannelse. Men hun har indset, at det er helt urealistisk.

”Mine børn har ingen fremtid her, men vi har ikke pengene til at rejse til Europa,” konstaterer hun.

Selv har hun forsøgt at tjene penge ved at sælge strikvarer, men også den indtægt er ved at tørre ud, fordi hun har problemer med synet.

I en lille bolig ikke langt fra Shamsas værelser bor den 15-årige Hala sammen med sine forældre og syv søskende i to værelser med madrasser og en stor fladskærm på væggen. Hala har smukke grønne øjne, og trods sin unge alder har hun allerede fået et ægteskabstilbud, som familien afslog.

Halas far er taget på arbejde sammen med familiens ældste søn. De er løsarbejdere i byggebranchen. Halas mor Saba siger, at hun har kæmpet forgæves for at holde sin søn i skolen, men samtidig har familien brug for pengene.

Shelly Culbertson fra tænketanken Rand Corporation i USA har undersøgt børnearbejde blandt syriske flygtninge i Irak, Libanon og Tyrkiet. Hun er ikke i tvivl om, at kombinationen af mangelfuld skolegang og børnearbejde risikerer at tabe en generation af unge syrere. Ifølge tal fra Unicef går en halv million af de godt 2,3 millioner børneflygtninge i Syriens nabolande ikke i skole. Andre kilder vurderer, at 900.000 syriske børneflygtninge i Syriens nabolande er uden skolegang. Unicefs opgørelser viser også, at 75 procent af familierne i Syrien i dag er afhængige af, at deres børn arbejder.

”Tidligere var Syrien et mellemindkomstland, hvor børnearbejde var sjældent. Men krigen i Syrien har fået børnearbejde i hele regionen til at vokse eksplosivt. Det internationale samfunds svar på krisen har først og fremmest været humanitær hjælp. Men bistandsorganisationerne har undervurderet, hvor vigtigt det er at skaffe børnene en ordentlig uddannelse, selvom de er blevet mere opmærksomme på problemet de seneste to år,” siger Shelly Culbertson og tilføjer:

”Det udbredte børnearbejde og det dårlige uddannelsesniveau kan få katastrofale konsekvenser i forhold til en eventuel genopbygning af Syrien. Sikkerhedsmæssigt er det også en risiko, at vi skaber en hel generation uden en fremtid.”

Steen M. Andersen, der er generalsekretær for Unicef Danmark, advarer også om, at det langstrakte børneliv i flygtningelejre har alvorlige konsekvenser:

”Jo længere børn lever under de forhold, des værre. Hvis vi skal være dramatiske uden at blive superdramatiske, så kan en af konsekvenserne være, at børn bliver rekrutteret til radikaliserede bevægelser, fordi samfundet ikke tog sig af dem. Jo mere vi kan hjælpe i nærområdet, des bedre kan vi hjælpe børnene,” siger Steen M. Andersen.

Ifølge Peter Hawkins, der leder Unicef i Irak, er uvisheden det største problem for de syriske børneflygtninge.

”Hovedproblemet er, hvad disse børn skal leve af i fremtiden. En del af de syriske flygtninge i Irak vil ikke tilbage. De kan ikke forestille sig en fremtid i Syrien,” siger Peter Hawkins.

Af hensyn til familiernes sikkerhed, optræder de medvirkende i artiklen kun med fornavn.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Irak af Unicef.
 

"Vi har ikke råd til at tage til Europa"

Hala 15 år. Bor i flygtningelejren i Akre i det nordlige Irak.

”Vi flygtede fra Idlib i Syrien for fire år siden på grund af krigen. Jeg har ikke set mine skolekammerater siden og savner mit liv i Syrien. Jeg bor med mine forældre og otte søskende i to værelser. Dagene ligner hinanden. Jeg står op hver morgen klokken halv otte, får lidt morgenmad og går i skole. For at være ærlig så er jeg ikke god til at gå i skole.”

”Jeg er hjemme igen klokken 12 og hjælper min mor med at lave mad og gøre rent og passe min lillesøster på seks måneder. Min far var bygningsarbejder i Syrien. Vi havde ikke mange penge, men vi boede i et rigtigt hus. I dag bor vi meget trangt. Da vi kom til lejren, gik jeg ikke i skole, men det er jeg begyndt på, og jeg regner med at afslutte 9. klasse. Jeg bruger meget tid på at se fjernsyn. Jeg ved ikke, hvad jeg vil lave som voksen, men min drøm er at komme til Frankrig og Paris. Det er kærlighedens by, har jeg set i fjernsynet. Jeg savner Syrien og ville ønske, jeg kunne leve, som jeg gjorde engang. Men jeg tror ikke på, at vi kommer hjem. Min familie har ikke talt om at tage til Europa. Det er helt umuligt. Vi har ikke råd.”
 

"Jeg vil hjem til Syrien"

Hasi, 17 år. Bor i flygtningelejren Kawergosk i det nordlige Irak.

”Min familie flygtede fra byen Derek i det nordlige Syrien for fem år siden. Jeg kan huske lyden af granater, der fløj over huset. Jeg boede sammen med mine forældre og ni søskende, og vi flygtede sammen. Jeg har ikke gået i skole, siden jeg var 12 år. Jeg kan ikke lide skoler, og da vi kom til Irak, havde min familie brug for, at jeg tjente penge.”

”Vi kom her til lejren med en bus. I begyndelsen var jeg meget lettet over, at vi var undsluppet granaterne. Men nu savner jeg Syrien. Vi bor i et lille hus med et telt foran. Om vinteren er alt i lejren en stor mudderpøl, og man kan ikke gå ud i lejren uden at få store mudderflager under skoene. Om sommeren er der brændende varmt i teltet, især når vores aircondition ikke virker.”

”Jeg har arbejdet i en grøntsagsbutik her i lejren, og jeg har også arbejdet med at stille telte op i forskellige flygtningelejre og i byggebranchen. Men lige nu er jeg arbejdsløs på grund af den økonomiske krise i det nordlige Irak. Jeg står op ved 11-tiden, går ned i en klub og spiller fodbold, så går jeg hjem og spiser. Om aftenen ser jeg fjernsyn, og jeg sover meget.”

”Jeg vil ikke til Europa, for jeg kender ikke nogen der. Men jeg vil gerne tilbage til min familie i Syrien og finde arbejde i en restaurant.”

Flygtningecenteret i Akre i det nordlige Irak huser godt 1100 flygtninge. Centeret regnes for et af de bedre i Irak, fordi flygtningene har fast tag over hovedet og ikke bor i telte. Desuden har de adgang til vand og elektricitet. Foto: Jakob Colville-Ebeling/Unicef Danmark